Læsetid: 5 min.

Mit grå guld?

Ikke alt, der skinner, er guld. Og gråt kan være kostbart. Men gælder det også, når det sidder på toppen af en kvindes hoved?
27. april 2001

Qlummen
Varsomt forbereder jeg en personlig transformation.
I de gode gamle dage, da Jørn Hjorting bestyrede ’De ringer vi spiller’, kunne en lytter pludselig finde på at udbryde: »Må jeg liige sende en hilsen?«
Hvorpå Jørn Hjorting, som sædvanlig høflig, svarede: »I følge reglerne i Danmarks Radio er det ikke till...«
»Så vil jeg nemlig lige sige sige hej til Kurt og Moster Grete, Winnie og Børge!«
På samme totalt upassende vis vil jeg gerne udnytte denne min privilegerede plads i dagspressen til at udskrige til de venner og bekendte, der tilfældigvis skulle finde på at læse disse linjer, at når I ser mig næste gang, er jeg nok en Anden!

Ægte guld er gyldent. Men der er også det røde guld, det grønne guld, det hvide og det blå guld. Og så er der gråt guld. Begrebet blev opfundet i 1990’erne, og det lægger sig til mennesker med et bestemt udseende, nemlig med henvisning til deres hårfarve. Om guldværdien, det kostbare, konnoterer gerontologen Henning Kirk således i sin bog Det grå guld:
»Det grå guld udtrykker i min forståelse ikke kun det økonomiske potentiale hos fremtidens seniorer. Jeg tænker i endnu større grad på ’de små grå’ hos de mange erfarne mennesker, som findes i seniorgruppen.«
Lanceringen af begrebet er, som det fremgår, et helhjertet og tiltrængt forsøg på at re-kreditere alderdommen og de ældre i samfundet. Men hvem er det egentlig, der har mulighed for at positionere sig positivt i samfundet som ’det grå guld’?
’Seniorgruppen’ må bestå af mennesker af en eller anden alder. Da jeg fik mine første
grå hår i 25-års alderen, kunne jeg ikke drømme om at iden-
tificere mig med en ’senior’, hvis en sådan havde eksiste-
ret dengang.
Da jeg som 34-årig begyndte at blive grå i toppen, følte jeg mig lige så langt fra både ’seniorgruppen’ og ’økonomisk potentiale’, som jeg gør i dag. Desuden kommer ordet senior af latin ’senex’ og betyder gammel mand.
Hvordan skal en almindelig kvinde i 30-års alderen med almindelig middelindkomst og gråt hår kunne forstå sig selv som indbegrebet af det grå guld?
Jeg farvede fluks mit hår.
Retrospektivt var det en principmæssig falliterklæring. De eneste, der farvede hår, da jeg var ung i 70’erne, var blåhårede amerikanske damer med store, glitrende briller. At farve hår blev dengang betragtet som latterligt, kunstigt, usundt, dårligt for miljøet og spild af penge.
Siden er æstetikken i den grad kommet i højsædet til fordel for miljøet. I dag er det alment accepteret at farve sit hår, fra man er syv til 87 år, for mænd såvel som for kvinder. Størstedelen af hårfarveforbruget foregår dog blandt kvinder i den midterste del af livet. Det var selvfølgelig derfor, også jeg kunne slække på mine principper. Som en del af flokken.
Da jeg farvede mit hår, havde jeg egentlig ikke noget imod tanken om at blive gammel. Men jeg var det jo ikke endnu. Og sådan har vi det vel allesammen – os der bliver gråhårede i en tidlig alder. Jeg gætter på, at kvinder som regel gråner i 30-40 års alderen, men jeg ser praktisk talt aldrig nogen. Med gråt hår. Kvinder i min alder pryder sig oftest i toppen med sprælsk rød, sensuelt sort, eller den anarkistiske mellemting af sort og rødt, hvis de da ikke har annekteret tidens mode med farve-tutti-frutti. De kulørte hårpragte skriger om deres ejer: Se på mig, jeg er et farvestrålende festfyrværkeri; bestemt ikke grå og kedelig.
Hvert år skades mange af hårfarvemidler, bliver allergiske, taber håret, eller får sår i hovedbunden. Men den risiko løber kvinder gerne. Vi er åbenbart ikke særligt overbeviste om, at vi repræsenterer ’det grå guld’.

De kulørte kvindetoppe kan ses som et udtryk for den kombination af alders- og kønsdiskrimination, kvinder er udsat for. Det at farve håret er kvinders forsøg på at holde sig på afstand af et uønsket territorium, som alle ved er statusløst. Alderdommen. Ældre kvinder bliver usynlige og mister fortovsretten, er jeg blevet betroet af én, der har lært at acceptere at gå udenom. For der er ikke nogen, der viger til side for hende. Hvis man således indordner sig, kan rollen som ældre kvinde være accepteret i vores kultur - hvis man dertil er så venlig at holde sig ungdommelig. Ordet ’ungdommelig’ er et rosende paradoks, der afslører, at omverden allerede har dømt én gammel. Derfor er det i orden at være ungdommelig, gråhåret og usynlig. Men så læn-
ge det lader sig gøre, vil kvinden gerne vise verden, hvor ’kvindelig’ hun føler sig, hvilket implikerer: attraktiv, synlig og farvestrålende i toppen.
På et tidspunkt kan farve ikke gøre det alene. Hovedparten af de kvinder, der får lavet ansigtsløftninger i Danmark, er 50-60 år. I denne alder betragtes især ’kalkunhager’, ’hamsterkinder’ og rynker omkring munden som fjender mod kvindelighedens sande ansigt. Den indre, attraktive kvinde føler sig indespærret i et hylster, som ikke passer til hendes ’virkelige jeg’. Plastikkirurg Eeva Kalaja Petersen fra Søllerød Privathospital oplyser, at mange af disse kvinder er gift med yngre mænd, og føler sig generet af reaktionen fra deres omgivelser. Det er ikke fedt at se ud, som om man er mor til sin partner. (Dvæl et øjeblik ved tanken, mine damer, om hvilken reaktion mænd derimod får ved at være gift med yngre kvinder!)
Kvinder, der får løftet an-sigtet, føler sig ude af takt med deres egen identitet. De føler sig yngre indeni end udenpå.
Identiteten er altså opsplittet i et indre og et ydre, og det indre er mest sandt, men det ydre er mest vigtigt som vinduet ud mod verden. Skønt store dele af videnskaben er i gang med at droppe denne kartesianske dualisme-opfattelse, lever den videre i bedste velgående hos alle vi andre almindelige mennesker. Vi former og modellerer for at tilpasse skallen efter det, vi selv mener at gemme indeni. Det gælder vel de fleste, for er vi ikke alle smukkere indeni, end vi ser ud udenpå? Og teknologien giver os stadigt større muligheder for modellering. Vi kan roligt forvente, at afsmitningseffekten på de ’løftede’ ansigter vil blive lige så stor som de kulørte hårtoppe om føje år. For én ting er at se ældre ud, end man føler sig. Men at se ældre ud end alle de andre – næ tak!
Hvis historien skal vendes, må vi begynde at fortælle den anderledes. Og vi kan ligeså godt begynde straks. Jeg har besluttet mig for at lave et eksperiment med mit eget ydre. Jeg klipper det farvede hår
af og lader det grå gro viltert. Nu vil jeg gerne fortælle med på historien om det grå guld. Tiden vil vise, om der er nogen, der vil tro på den. Hvis
ikke, må jeg vel begynde at spare sammen til en ansigtsløftning.

*Henning Kirk: Det grå guld. Seniorboomet: ressource versus elendighed. Fremad 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu