Læsetid: 3 min.

Individet som villa

Hvad bruger digterne egentlig menneskeboligen til?
4. april 2001

At bo i poesien
Digtningen er fuld af huse, og der er poesi i alle huse. Det handler bare om at kunne se den. Huse er ikke bare huse. Og huse i digte er ikke kun huse. De får betydning af sammenhængen og står som regel for et eller andet. Men hvad?
I Ole Sarvigs tidlige digtning kommer man sjældent i tvivl.
Dér er huset et menneske, jeg’et dets indehaver. Meget familie har han ikke, det virker, som om han bor der alene:

Min sorgs sære gamle villa
med kolde nordverandaer
og ubrugelige taarnkamre!

Altid i skygge
af den dunkelgrønne
pinjehave,
glemt, tilgroet,
skyet af mennesker.

Der gaar jeg alene rundt
i fugtens lydte kamre,
i den muldne stilhed,
der kun brydes af insektfolkets
skraben mod væggene,
– de smaa knasende
skabninger,
som om hundrede aar
har levet huset til aske.

Ultrakort udtrykker Sarvig husets symbolske indebyrd i digtet »Korsruder«, ligeledes fra Jeghuset (1944):

Mennesker er huse
med korsruder.

Alle er vi
huse i byen.

Dog, allerede her opløses og forskydes symbolet. Korsene peger ind i et kristent tydningsrum, og at vi alle er »huse i byen«, siger at vi ud over at stå som individer med kælder, stueetage og loft også rent socialt indgår i større rum.
Mennesker mødes
Det har mange andre hus-poeter indset. Det 19. og tidligste 20. århundredes vidtstrakte, horisontale rum, hvor huset typisk er en præstegård som hos Blicher (»Det er hvidt herude«) eller en bondegård som hos
Aakjær (»Moders Rok«), er nu et tilbagelagt stadium.
Boligerne er rykket tættere på hverandre og stables i karreer. Jeghuset er blevet til et udskifteligt modul på en reol.
Bruger lyrikkens mere arkitektoniske gemytter herefter boligen til noget, går de hyppigt mellemmenneskeligt eller sociologisk og historisk til værks.
Erik Stinus har eksempelvis i Duften af brød i mit hus (1982) et smukt, nærmest programmatisk digt: »Hjem fra arbejde«, hvor jeg’et ankommer til sin bolig, ikke for at finde den okkuperet af knasende Sarvig-insekter og svanger af dunkel dybdepsykologisk betydning, nej, han mødes af menneske-spor:

Lugt af regnvådt tøj
i det mørke bislag kaldet
forstuen.
Et åndepust, en nynnen
må ha passeret køkkenet:
der er dugg på ruden.
Lys tændt i det inderste rum
forråder sig gennem
dørsprække.

»Mit hus er beboet«, fastslår digtet til slut. Boligen bliver her en skueplads for menneskers møde.
Åndernes hus
Hos Lukas kan man læse, at når den urene ånd er faret ud af et menneske, »vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig dér; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.«
Martin A. Hansen lod denne tekst – der kunne stå som motto for ethvert boligtillæg – danne omdrejningspunkt i Løgneren. Jørgen Nielsen brugte den til romantitel: Et Hus splidagtigt med sig selv, Nielsen om hvem Thorkild Bjørnvig i mindedigtet skriver, at han sten for sten nedbrød sit liv, og ord for ord rejste sit værk, sit hus.
Efter Sarvig har splidagtighed været reglen, samling undtagelsen – tænk bare på Klaus Rifbjergs Camouflage hvor jeg’ets erindring dekomponeres og hukommelsesstumperne analyseres, lige til vi når ned til basal-bestanddelene: kroppen, kønnet, døden.
Verden er blevet et usikkert sted, tryghed et parcelhus i himlen. At bo i såkaldt ’beskyttet’ bolig indebærer karakteristisk nok en diagnose i dag. Eller med Peter Laugesens ord, fra digtsamlingen Forstad til intet (1980):

neurosen blomstrer vildt
i den tomme kondisko
på de gamle morænebakker
hvor firkantede rækkehuse
stikker en bordtenniskælder
i jorden
og bilder sig selv ind
de står fast

Her sendes indledningsvis en godmodig hilsen til et barn af dansk præstegårdskultur, Poul Martin Møller (»Rosen blusser alt i Danas Have«). Men Laugesen åbner også et sociologisk perspektiv: Hvad koster et hus? Og hvordan ser det ud? Hermed ligger han for så vidt på linje med Knud Sørensen, der (sikkert delvis som følge af mange års virke som landinspektør) bruger huse som ramme om en undersøgelse af konkrete menneskelige forhold, specielt vor hverdags historie, som i »Fodtur til det nordlige Mors« (1976):

Huset hvor manden
hængte sig og først
blev fundet et par måneder
efter
da postbudet kom med
kvartalsregningen fra
telefonselskabet
står stadig tomt.
Der er én der kører forbi
hver dag. Han venter på
at arvingerne skal indse
at sådan et hus
kan man ikke sælge
til den pris.

Et hus er ikke bare et hus, hverken i virkeligheden eller i poesien. Som ordet hus i digte bor i en kontekst, der giver det betydning, bebor vi hinandens liv, som dermed giver os en betydning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her