Læsetid: 2 min.

Indsamling til en udsigtsløs sag

Hjælp Uma-gruppen samler penge til ’hjemrejse’ til Danmark, selv om jurister vurderer, at Uma Ratnavadyvel får afslag på familiesammenføring
11. april 2001

»Nu gælder det om at skaffe penge, så Uma kan overleve og blive genforenet med sin familie i Danmark.«
Sådan lyder appellen i en ny brochure fra Hjælp Uma-gruppen – en gruppe i Nord- og Midtjylland, der kæmper for at genforene den tamilske kvinde Uma Ratnavadyvel og hendes etårige søn med hendes mand i Danmark.
Uma Ratnavadyvel blev i marts udsendt til Sri Lanka efter at have fået afslag på sin asylansøgning og på en ansøgning om at indgive en ansøgning om familiesammenføring her i landet.
Hjælp Uma-gruppen beder i brochuren – der har et billede af den grædende Uma på forsiden – om penge, så hun, hendes søn og deres rejseledsager Karen Christiansen kan overleve i Sri Lanka. Pengene skal, fremgår det, også gå til »bestikkelse og advokater i Colombo«, støttearbejde i Danmark samt »hjemrejse til Danmark«.
Det synes imidlertid tvivlsomt, om der nogensinde bliver tale om en »hjemrejse.« To førende eksperter i udlændingeret, Kim Kjær og Morten Kjærum – begge fra Det Danske Center for Menneskerettigheder – fastslog i sidste måned, at de danske regler om familiesammenføring er så stramme, at Uma Ratnavadyvel står til at få afslag på en ansøgning om familiesammenføring.
Udlændingestyrelsen skal nemlig i en sådan sag vurdere, om familiens samlede tilknytning til Danmark er større end til et andet land. Kun hvis den er det, kan myndighederne tillade en familiesammenføring på dansk grund.
»Jeg tror, det vil indgå med betydelig vægt, at manden er kommet hertil ikke som ganske ung. Og at hustruen også kun har været her i en ganske kort periode,« sagde Kim Kjær i TV-Avisen 13. marts.
Dagen efter blev han suppleret af direktøren for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, der til Ekstra Bladet sagde: »Skal dansk retspraksis følges, så er familiens chancer for at blive genforenet i Danmark ikke store.«

Gør ikke indtryk
Ekspertvurderingerne gør tilsyneladende ikke det store indtryk på Finn Cilleborg. Han er 2. viceborgmester i Mariager, socialdemokrat og en af Hjælp Uma-gruppens kontaktpersoner.
»De har ikke sat sig ordentligt ind i sagen. Jeg tror, de udtaler sig på baggrund af nogle avisoverskrifter,« siger Finn Cilleborg om de to eksperter.
I brochuren skriver Hjælp Uma-gruppen: »Til trods for at Uma og hendes mand i juni måned ville opfylde familiesammenføringsreglerne, så valgte Karen Jespersen ikke at dispensere fra reglerne og Uma blev udvist.«
– Giver I ikke folk indtryk af, at Uma står til at få familiesammenføring til juni?
»Hvis du lægger mærke til det, så siger jeg altid, at Uma har mulighed for at søge familiesammenføring fra juli. For det er ikke en automatik.«
– Er I ikke bange for, at de mennesker, som betaler til
jeres indsamling, bliver skuffede, hvis det senere viser sig, at Uma aldrig nogensinde kan få familiesammenføring?
»Den tanke vil jeg slet ikke tænke,« siger Finn Cilleborg.
Han understreger, at støttegruppen over for Uma Ratnavadyvels mand har understreget, at det er uvist, om ægteparret har ret til familiesammenføring i Danmark.
»Men hvis vi på nuværende tidspunkt siger, at en familiesammenføring ikke kan lade sig gøre, flytter vi ingenting. Vi mener, at vores arbejde har været med til at flytte noget – i hvert fald til at gøre opmærksom på, at nogle ting bliver behandlet fuldkommen forkert,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her