Læsetid: 5 min.

Ingen skal dømme om besættelsen

Besættelsens nationale fællesskab er ganske vist lidt af en myte. Men de fleste danskere var imod nazismen, ikke imod tyskerne, forklarer Karl Lykkegaard, fhv. modstandsmand fra Herning
5. april 2001

Besættelse
Per og Gudrun Lykkegaard, står der på døren til parcelhuset i Herning. Som så mange andre bruger Karl Lykkegaard, født 1924, stadig privat sit dæknavn fra besættelsestiden, hvor han blandt andet ledede våbennedkastninger, var jernbanesabotør i Vestjylland og sluttede som løjtnant udnævnt af Modstandsbevægelsen.
Fra han i 1984 blev pensioneret fra sit job som skoleleder på Grønland, har han helliget en stor del af sin tid til kilderne om besættelsen. Ikke mindst fylder Information, som han har holdt fra 1951, godt i udklipssamlingen, og Karl Lykkegaard er levende optaget af en ungdomstid så intens, at det var svært at koncentrere sig om uddannelsen. Men nutidens »historierevisionisme« kan hidse ham op:
»Ditlev Tamm skrev for et par år siden i Politiken: Historikerne skal ikke dømme, og det giver jeg ham ret i: De, der levede i den tid, stod i afgørelser, hvor de bagefter må sige: ’Var det det rigtige, der blev valgt? Handlede jeg selv rigtigt?’ Det problem har historikerne ikke.«
– Hvem skal så dømme om fortiden?
»Der skal ingen dømme.«
Både Peter Øvig Knudsens aktuelle bog Efter drabet og Anette Warrings bog om tyskerpigerne har berørt Karl Lykkegaard dybt. »Sobert« kalder han Øvigs konkrete påpegninger af fejl og »grumsede« overgange mellem modstandsbevægelse og regulær kriminalitet. Også selv om han slet ikke oplevede noget tilsvarende i provinsens modstandsbevægelser.

Vred på Bryld
Men Lykkegaard, der blandt andet har skrevet kronikker herom i Information, er især uenig, ja vred over Claus Brylds og Anette Warrings bog fra 1998, Besættelsestiden som kollektiv erindring.
»Det gode er, at de virkelig går til bunds i samarbejdspolitikken. Men jeg har noget imod deres konklusioner og den måde de opfatter det på. De kører hele tiden på, at når man var imod tyskerne skyldtes det en ’ultranationalisme’, der stammede tilbage fra 1864 og 1848.«
»Det, vi var imod, var nazismen og det, den stod for. Jødeudryddelserne vidste vi ikke noget om endnu, men nazisternes holdninger til jøder kendte man fra Krystalnatten i 38 og fra Fædrelandet, som også blev diskuteret ude på landet ved Hobro, hvor jeg voksede op.«
»Bryld har ret i, at det med det store nationale fællesskab er en myte, men hvem har nogensinde rigtigt troet på dét? Historikere som Aage Trommer og Hans Kirchhoff og andre har jo afmonteret den tilbage i 1970’erne. Men Kirchhoff skriver også, at der ved siden af modstandsbevægelsen var, hvad Mao kaldte ’det hav som guerillaen må svømme i’: Alle dem, der hjalp på den ene eller den anden måde, men som ikke fik armbind på. Som nu en bondemand ude i Vestjylland. Vi møder ham inde i kostalden, og vi vil så bruge hans kartoffelkælder til engelske våben. ’Du ved selvfølgelig at det er farligt, men det at tage imod dem og transportere dem og få dem gemt herude skal vi nok ordne.’ ’Wor manne skal der til det?’ ’Vi kommer nok en 12-14 stykker.’ ’Dem hår wi da også her,’ siger han så.«
»De var 20 derude, som var forberedt, de havde snakket sammen om at gøre noget. Men at ’alle var med i modstandsbevægelsen’ er bare en pragtfuld myte at skyde ned, når man som Bryld og Warring er imod alt, hvad der er blevet sagt af godt om modstandsbevægelsen og det danske folk.«
– Hvorfor?
»Jeg kan ikke finde på andet end den personlige forklaring, at Bryld er påvirket af, at hans egen far var nazist, som han selv har skrevet om. Det var ikke hans skyld, og jeg synes det er synd for ham. Men når han kalder fællesskabet under besættelsen for et ’forestillet fællesskab’, noget konstrueret, man bildte folk ind bagefter, er det som om han vil sige: ’Det fællesskab min familie ikke var med i fandtes slet ikke. Der var slet ikke noget at være med i.’ Men det var der.«
Et udklip hales frem, Information 31.5.99:
»Jeg tror også, at han prøver at vise, at ’min far var ikke værre end alle andre. Alle var lige skyldige.’ Her skriver han for eksempel om Kirsten Lyloffs bog om de tyske flygtninge: ’at danskerne for 54 år siden kunne optræde så afstumpet over for en flygtende civilbefolkning af kvinder og børn.’ Danskerne! Han skriver ikke ’nogle danskere’, eller ’danskere’, men danskerne!«
Karl Lykkegaards øjne lyner.
»Det passer jo ikke. Man havde ondt af dem, og de fik det langt bedre her, end hvor de kom fra. Også selv om folk da ikke elskede dem. I de dage fra marts 45 kom der 240.000, der flygtede fra det østlige Tyskland, da russerne rykkede frem, og 50.000 sårede tyskere, der blev indlagt på lazaretter.«
– Hvorfor besluttede du selv at gå ind i modstandsbevægelsen, var det et moralsk imperativ, fædrelandskærlighed...?
»Jeg kunne ikke lade være. Ikke fordi tyskerne havde overfaldet Danmark, men fordi de havde overfaldet alle de andre, Polen, Tjekkoslovakiet, bombardementet af Rotterdam, deres måde at forfølge flygtningene på de franske landeveje på.«

Achtung Achtung
»At nazisterne skulle gå hen og vinde, det kunne jeg ikke acceptere. Jeg sad og læste lektier og hørte radio imens, og min far, som var radikal og skolelærer, arbejdede ude i haven. Så hørte jeg Achtung Achtung, og så kom meddelelsen om, at Frankrig havde overgivet sig. Jeg gik ud og sagde det, og da græd min far: ’Nu blir du tysk soldat!’«
Karl Lykkegaards øjne fyldes med tårer. Af bevægelse og erindret vrede.
– Følte I, at det var barbariet der sejrede?
»Ja. Jeg kunne simpelt hen ikke forliges med, at vi skulle gå her og gøre ingenting, og at alle de andre skulle bære det. Det er jo også det, der er galt med de historikere, der nu vender bøtten: De ser helt bort fra det, der var kernepunktet dengang, nemlig nazismen og det, den kunne have ført til.«
»Søren Mørch har jo for eksempel rost Scavenius til skyerne: Han skulle hædres, og der skulle sættes statuer af ham. Men hvis Churchill og Roosevelt havde haft den samme holdning som den danske statsminister, ’vi vil ikke ha’ alt det der med døde mennesker, vi bøjer os for Hitler’ – så havde vi haft tysk herredømme i dag i hele Europa med Tusindårsriget, som de drømte om.«

Unge parat igen
»Det var da godt nok, at der ikke var flere danskere, der døde. Men var det så godt, når 40 millioner andre døde i den krig?!«
– Tror du, historierevisionismen rummer den risiko, at det for kommende generationer kan lyde som om, der var fejl på begge sider, så det kan gå lige op?
»Jeg ved det ikke. Måske, hvis man som nogle af de nye historikere fører synspunktet igennem. Men (latter) jeg har nu troet, at vi nok skulle få sagt dem imod! For nylig holdt jeg foredrag på Sdr. Felding Højskole for en gruppe mellem 18 og 40 år, som fuldt ud accepterede, at der måtte være modstand mod nazismen og den slags ting. Opgøret med kommunismen gør det også lettere at erkende, at noget er sådan, at man må være modstander af det. Også kommunismens forbrydelser.«
– Tror du, at unge mennesker i dag ville gøre det samme som dengang?
»Ja. Jeg tror at man ville være parat igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu