Læsetid: 4 min.

’Det er ingens skyld’

Der var turbulens og tristesse på Aktuelt i går. A-Pressens bestyrelse var enig om at lukke avisen
6. april 2001

Beslutningen
»Du kan jo næsten regne ud, hvordan vi har det.«
Ovenstående citat eksisterer stort set ikke. I går havde medarbejderne på Aktuelt lovet hinanden ikke at udtale sig offentligt om den forestående lukning, men man kan ikke lade være med at sige lidt. Og beskeden var den samme fra alle de journalister, som Information henvendte sig til: Stemningen var ikke god – snarere knuget – på Aktuelts redaktioner, omend præget af en vis galgenhumor. Der er 160 ansatte på avisen, hvoraf 55 er journalister.
Klokken lidt i halv tre om eftermiddagen ankom de magtfulde fagbosser i A-Pressens bestyrelse til fagbevægelsens store ’Mediehus’ på Kalvebod Brygge, som også huser Aktuelt.
De skulle træffe den endelige beslutning om at lukke Aktuelt på et ekstraordinært møde. Bygningen så endnu mere gold og trist ud udefra, end den plejede, og vejrliget varslede, at noget ubehageligt var i vente. En kraftig vind føg om murene med en styrke tæt på kuling, og de ventende pressefolk måtte holde frakkerne lukket med magt.
Ellers var der støjende stille. Den varmeste farve, man kunne se i miles omkreds, stammede fra en klynge gule HT-busser på en holdeplads på Islands Brygge på den anden side af Københavns Havn. Godt samtidig varslede nyhedstjenesten Ritzau, at et pressemøde om lukningen ville finde sted senere på eftermiddagen.
Lidt over fem begyndte Aktuelts indgang så småt at summe af mere presse. På fire lydløse, hængende tv-skærme i mediehusets lobby kunne man synkront se Lykkehjulet, curling, René Dif fra popgruppen Aqua og en filmatiseret udgave af Agatha Christies Hercule Poirot. Måske stod Aktuelt mentalt stille, men verden omkring fortsatte ufortrødent sin rundtur.

Turbulens
Da klokken var et par minutter i halv seks, opstod der turbulens ved receptionen. Stemningen havde længe været tense, men på en kølig, kontrolleret måde. Det afgørende pressemøde skulle have været nu om lidt, men mødet var pludselig blevet udsat »i halvanden til to timer«, lød rygtet. Hvad foregik der? Uden for hovedindgangen befandt sig pludselig en mand, der lignede en boss, som hans stod der, kraftig og piberygende, men han var svær at identificere. Kom han fra mødet? Resolut begyndte de tilstedeværende fotografer at tage billeder af ham fra alle vinkler, uden at det påvirkede ham synderligt. Det viste sig, at han ventede på en hyrevogn, som han havde bestilt og skulle dele med ... Lillian Knudsen, formand for Kvindeligt Arbejder Forbund (KAD) og betyrelsesmedlem i A-Pressen – og nu kom hun gående dér på trappen.
»Jeg har været med i bestyrelsen siden 1985,« sagde hun til sværmen af tv-kameraer, »så jeg har prøvet det her på rygstykkerne en hel del gange.« Hun talte om krisen i Aktuelt, der har været meget nærværende i mange, mange år. Hun havde stemt som formanden, og det havde været en enig bestyrelse, der ville lukke Aktuelt.
Hvorfor lukke avisen nu? spurgte en journalist.
»På et eller andet tidspunkt kommer der en smertegrænse,« sagde hun med henvisning til oplaget, der på ti år er halveret til 25.000, og hun svarede benægtende på, at der skulle være andre grunde.
»Nej, avisen er skide god. Man kan se det, for andre aviser er gode til at citere den.«
Lillian Knudsen forsvandt ind i hyrevognen sammen med manden med piben.

’Det er flot’
Knapt var Knudsen kørt afsted i retning af Bernstorffsgade, før den næste bestyrelsesboss dukkede op – Max Bæhring fra Dansk Metal. Ligesom Lillian Knudsen i øvrigt havde gjort, henviste Bæhring til en generalforsamling senere på måneden i LO’s hovedbestyrelse, da han blev spurgt om lukningen. LO er repræsenteret i A-Pressens bestyrelse, men beslutningen skal godkendes dér først.
Max Bæhring, der havde det »meget, meget dårligt med at lukke Aktuelt«, ville ikke indrømme, at der var enighed i bestyrelsen.
»Enighed var der ikke. Medarbejderne vil gerne bevare deres blad. De slås for det, og det, synes jeg, er flot. Men det er nu engang dem, der sidder på pengekassen, der bestemmer,« sagde Bæhring. I det samme begyndte det at hagle på Kalvebod Brygge, og de faste små snekugler slog hårdt og larmende på Metal-formandens skuldre (han var iført en lang mørk frakke), hvorfra de rikochetterede videre over på journalisterne, der her tog sig små og tynde ud. De blev ved med at holde på ham, og TV2 skulle bruge ham til en direkte stand-up til de korte nyheder klokken 18.00. Han blev spurgt, om det havde noget at gøre med, at antallet af ’arbejdere’ blandt læserne ifølge en ny undersøgelse var faldet drastisk til fordel for akademiske læsere. Hvorfor læste arbejderne ikke Aktuelt, som de skulle, når nu fagbevægelsen årligt poster 60 millioner kroner i foretagendet?
»Det må du spørge arbejderne om,« sagde Bæhring og bevægede sig lidt videre væk fra indgangen. Han sagde, at mange ting var blevet drøftet på mødet. Det har været nævnt, at Aktuelt måske kunne blive en ugeavis i stedet, men da Bæhring blev konfronteret med det, svarede han, at LO ikke vil støtte den mulighed »på det grundlag, der foreligger«.
Der var ikke nogen, som havde hovedansvaret for, at det var gået så galt, at den gamle socialdemokratiske avis skulle lukkes samme år, som den fyldte 130, betroede han randen omkring sig med fattet stemme.
»Det er en proces, som har løbet over mange, mange år. Man kan ikke sætte fingeren på noget særligt.«
Da Max Bæhring var blevet spurgt om alt, hvad han kunne svare på, forsvandt han.
Inde i receptionen lød der nye rygter om pressemødet. Først hørte man ordene »lige om lidt«, men kort efter var det om »en til to timer«. De belejrende pressefolks maver var begyndt at rumle, og nogle spurgte efter pizzaer. Men der var ingen pizzeriaer i nærheden af denne for-blæste, indvortes kystlinje, hvor A-Pressen pompøst placerede sit gigantdomicil i 1997.
»En pølsevogn, der rullede ind her, ville have et godt kundeunderlag,« sagde en kvinde i receptionen til en anden.
Galgenhumor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her