Læsetid: 4 min.

Iranske høge er opsat på atomvåbenprogram

Iran pusler med atomvåbenprogram. USA kan forhindre, at programmet får katastrofale følger
2. april 2001

Kommentar
Den iranske politiske elite er delt i spøgsmålet om det i-ranske nukleare program. I-ran har behov for atomvåben for at opnå sikkerhed, argumenterer høgene i iransk politik, mens duerne kalder det den sikre vej mod konflikt med USA og advarer mod en ny periode med politisk isolation. Her kan USA tilbyde Iran et sikkerhedspolitisk alternativ til atomvåben.
De amerikanske, tyske, israelske og russiske efterretningstjenester rapporterer alle enstemmigt, at Iran på trods af underskrivelsen af ikke-spredningsaftalen fører et militært atomprogram parallelt med sit civile atomprogram.
Tilbage i 1988 talte den daværende præsident, Rafsanjani, da også åbent om Irans behov for udvikling af a-våben, men siden 1990 har iranerne kategorisk afvist enhver beskyldning om iranske a-våbenambitioner.

Fjenden Israel
De iranske udmeldinger har dog ikke været helt entydige. Tilbage i 1992 udtalte den iranske viceudenrigsminister, Ataollah Mohajerani: »Siden fjenden (Israel) har nukleare anlæg, skal islamiske stater også have det.«
Et år senere spurgte den daværende iranske forsvarsminister, Akbar Torkan, re-torisk i Financial Times:
»Kan vores luftvåben… vinde over amerikanernes, eller er vores flåde i stand til at vinde over den amerikanske flåde? Hvis vi brugte vores budget på et sådant projekt ville vi have brændt vores penge. Denne trussel (USA’s tilstedeværelse i Den Persiske Bugt) kræver en helt anden løsning.«
Den mest markante udmelding hidtil er dog fra sidste år. Stillet over for den amerikanske efterretningstjenestes rapporter om det iranske militære atomprogram, udtalte den konservative iranske politiker og forhenværende formand for det iranske parlaments udenrigspolitiske komité, Javad Larijani, til BBC World: »Vi vil tage alle midler i anvendelse for at forsvare Iran.«

Iranske høge
Ønsket om at tage »alle midler« i anvendelse for at forsvare Iran, bygger på en sammenblanding af nogle reelle såvel som imaginære trusler, som høgene i den i-ranske politiske elite ønsker at værne sig imod.
Set fra Teheran er Iran et af de få tilbageværende lande, som har bevaret sin selvstændighed i en verden domineret af USA og den amerikanske verdensorden. Denne selvstændighed har iranerne måttet bøde for i form af den otte år lange »påtvungne« krig med
»USA’s håndlanger,« Irak; og siden hen den amerikanske handelsembargo og politiske isolation.
Ifølge denne anskuelse er verdenssamfundet præget af den amerikansk-zionistiske sammensværgelse mod islam generelt og Iran i særdeleshed. Hvad var ellers årsagen til, at ingen protesterede over den irakiske invasion af Iran i 1981 og Iraks anvendelse af kemiske våben?
Efter som revolution, krig, handelsembargo og en kronisk syg økonomi har svækket de konventionelle iranske militærstyrker, ser man sig nødsaget til at forfølge et militært atomprogram for at kunne forsvare Iran over for sådanne trusler.
Den nukleare kapabilitet vil fra dag til anden forvandle Iran til en betydelig regional militærmagt uden at ruinere landet økonomisk og I-ran vil kunne udligne arabernes eksorbitante investeringer i militærteknologi siden Kuwait-krigen.

Advarsel om fiasko
Høgenes anskuelse udfordres i disse år i den iranske presse såvel som i iranske forskerkredse. Den britisk-uddannede iranske forsker, Sadeq Zibakalam, er en af de mest markante skikkelser i denne debat.
Ifølge Zibakalam bør iranerne skelne mellem de reelle trusler mod iransk sikkerhed og de trusselsbilleder, som den politiske og religiøse højrefløj i Iran fremmaner for at drage indenrigspolitiske fordele.
Blandt de mere kendte eksempler herpå er gidseltagning af de amerikanske diplomater i Teheran i 1979 og dødsdommen over Salman Rushdie i 1991. I begge tilfælde har sagerne bragt indenrigspolitisk succes for de yderligtgående kræfter i Teheran, mens konsekvenserne for Iran som helhed har været katastrofale.
Det militære iranske nu-kleare program vil bringe landet en lignende katastrofe, advarer iranske forskere, som ikke ønsker at diskutere sagen offentligt.

Skrækscenarie
Skrækscenariet er israelske eller amerikanske angreb på de iranske nukleare installationer. Sådanne angreb vil rejse kravet om iranske gengældelsesaktioner i form af affyring af raketter mod Israel og angreb på amerikanske og israelske interesser i regionen samt eventuelt opfordring til terrorisme.
Det vil føre til en ny periode med politisk isolation og vil bidrage til radikalisering af iransk politik og midlertidig fjernelse af reformkræfterne fra den politiske scene.

USA i hovedrolle
Mere end nogen andre er det USA som kan afværge katastrofescenariet i Iran.
USA bør respektere de legitime iranske sikkerhedsinteresser, og på denne baggrund tilbyde Iran alternativer til atomforsvar. Til at begynde med bør USA stoppe sin diskriminerende ikke-spredningspolitik i Mellemøsten.
Kun ved Irans aktive deltagelse er det muligt at skabe en varig sikkerhedskonstruktion for Den Persiske Bugt. USA kunne eventuelt også overveje at multinationalisere overvågningen af Den Persiske Bugt under ledelse af FN i stedet for den store koncentration af de amerikanske styrker i regionen, som opfattes som fjendtligt i Iran og er samtidigt politisk ømtåleligt for de arabiske regimer. Slutteligt bør USA genoverveje sin handelsembargo mod Iran.

*Ali Alfoneh er specialestuderende på Institut for Stats-kundskab, Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her