(2. sektion)
Billeder
Når det gælder skildringen af historiske skikkelser, er vi altid henvist til at bygge opfattelser. Som regel andres opfattelser af de pågældende, med mindre de selv nåede at skrive deres egen. Dette forhold gør skildringerne meget forskellige, hvorfor det kan være vanskeligt at danne sig noget entydigt billede af historiske skikkelser. Og jo flere skildringer der er, jo mere broget vil billedet så blive.
Det Ny Testamentes hovedperson er ikke nogen undtagelse for denne betragtning. Snarere tværtimod. Han er det tydeligste eksempel på, at det sete afhænger af øjnene, der ser.
Der findes utallige skildringer af Jesu liv. På det seneste er man i den teologiske forskning atter begyndt at interessere sig for, om vi kan skildre Jesus på en helt neutral måde, således som man ville have beskrevet ham, hvis man ikke var troende, men blot havde set ham som en historisk person. Den historiske Jesus kaldes fænomenet, og spørgsmålet er for mange forskere, om ikke forsøget på en sådan skildring er omsonst; der gives jo så godt som ingen kilder, der skildrer Jesus ud fra en neutral basis. De er næsten alle (undtagelserne er nogle romerske kilder og jødiske ytringer bl.a. i Talmud) blevet til ud fra antagelsen af, at Jesus var Kristus, det vil sige den Messias, som skulle forløse folket. Derfor er en neutral beskrivelse efter manges opfattelse umulig.
Fra Kristus til Jesus
Men det betyder ikke, at man ikke kan sige noget om opfattelserne af Jesus. En af de mest berømte skildringer skrev Albert Schweitzer i 1906 i Jesu-Liv-Forskningens Historie. Her påviste han bl.a., hvorledes man gennem historien har været afhængig af sin egen samtid i skildringen af den oprindelige Jesus. Historikernes fremstillinger er selv historisk betingede, og eksemplerne på, at man naivt forstår Jesus-skikkelsen ud fra sin egen samtids forudsætninger og ikke ud fra Jesu samtid, er legio.
Billederne af Jesus er således afhængige af den tid, hvori de bliver til. Men det bliver de ikke nødvendigvis usande af, medmindre de altså hævder at være neutrale. Disse billeder har forfatteren Ebbe Kløvedal Reich nu beskrevet i en ny bog om den danske litteraturs og billedkunsts skildringer af Jesus. Som så mange andre folkeslag har også vi dannet os vore egne billeder af og meninger om Jesus, og det er historien herom, Reich fortæller. Det er en fortælling, som sker midt i en brydningstid, således som forfatteren gør opmærksom på i forordet.
Vi er, skriver han, ved slutningen af en stor historie eller måske bare ved slutningen af et kapitel. Og i denne periode er behovet for billeder af Jesus Kristus aftaget til fordel for en interesse for en for længst afdød person. Hvordan det er gået til, er et af temaerne i bogen. Reich går kronologisk til værks og lægger i sin beretning vægten på det 19. og 20. århundrede. Der er ingen illustrationer i bogen, men det lykkes alligevel forfatteren at inddrage bl.a. Thorvaldsen, Joakim Skovgaard og Arne Haugen Sørensen, uden at man for alvor savner billedmateriale. Det er ikke specifikt en beretning om, hvorledes man op gennem historien har opfattet den historiske Jesus til forskel fra den forkyndte Kristus. Der males på god fortællevis med den brede pensel, og bogen titel Billeder af Jesus er meget præcist fulgt. Uden at der kommes med mange konkluderende bemærkninger, trækkes der linjer frem i udviklingen. Det hele begynder med den sejrende Kristus, således som han blev præsenteret for vore hidsige forfædre engang i 800-tallet, og langsomt fremkommer en mere menneskelig Jesus, som mere og mere overtager scenen. De, der skildrer Jesus inden for troens eller ligefrem kirkens felt, vil for det meste hævde, at der ikke skal gøres nogen skelnen mellem Jesus og Kristus, mens andre navnlig i det 20. århundrede betoner forskellen ubetinget.
Uden for kirken
En af Reichs betragtninger, som også danner grundlag for bogens disposition, er, at der skete en kulturel og åndelig blomstring som svar på politiske og økonomiske kriser. Ikke dermed sagt, at den åndelige blomstring aldrig var sket uden, men der peges på en sammenhæng de to forhold imellem. I det 19. århundredes begyndelse var det Københavns bombardement i 1807, som sad i baghovederne på de store ånder, og små hundrede år senere var det tabet af Dybbøl 1864, som indledte den krisestemning, som blev modgået af en åndelig opblomstring. For den sidste periodes vedkommende inddrages navnlig Georg Brandes værker, der inspireret af Nietzsche dannede grundlaget for at gøre kirkefolket til minoritet i Danmark. Brandes er vel i dag mere interessant som historisk fænomen end som inspirator til nutiden. Den modsatte rolle har Vilhelm Grønbech, som på mange måder var Brandes modsætning. Han havde langt større tillid til kilderne end Brandes (som hævdede, at Jesus aldrig havde eksisteret), men han manglede totalt evnen til at begejstres over den bibelkritiske forsknings dissekeringer af teksterne. Denne manglende evne karakteriserede for øvrigt også Grundtvig, og der er et vist slægtskab mellem de to, selv om gamle Grundtvig absolut ikke havde hyldet Grønbechs opfattelse af Paulus som den, der havde forvansket den oprindelige Jesu lære med sin tale om kampen mellem sjælen og kødet.
Åndsfriheden
Bogen er ikke en teologisk bog i den forstand, at den er en kirkehistorisk skildring. Men den inddrager naturligvis en række markante teologer. Først og fremmest Grundtvig og Kierkegaard, men også fra dette århundrede den tidligere højskoleforstander fra Askov Knud Hansen og den mindre kendte, men nok så indflydelsesrige professor Børge Diderichsen, hvis bog Den Historiske Jesus fra 1962 var en videreførelse af den berømte tyske teolog Rudolf Bultmanns tanker. De fleste af bogens hovedpersoner har befundet sig uden for kirken. Når der inddrages præster, er de ofte blandt deres samtids enfants terribles. Uden at blive antikirkelig fremhæver Reich navnlig hen mod slutningen af bogen en mere polemisk linje. Her er han på linje med gamle Grundtvig, som citeres for opfordringen til at lade troen trives på åndsfrihedens vilkår. Den kirkelige åndsfrihed er af en begrænset art, som kun rækker til menighedshuset, hævder han. »At komme ind i helligdommen kræver en bestemt traditionel, religiøs adfærd.« Men det er nogle helt unødvendige sikkerhedsforanstaltninger - kun i den fuldstændige frihed kan troen formuleres, og er den sand, skal den nok sætte sig igennem over for de falske guder. Her er forfatteren helt på linje med Grundtvig.
At troen er sand, er Reich overbevist om, og det slutter han med at redegøre for i en afsluttende bekendelse, som dog er højt hævet over sædvanlig bekendelseslitteratur. Det er en redegørelse for, hvilket indhold han lægger i, at troen er et livsvilkår. Troen på Kristus og på at åndsfriheden er det eneste sted, hvor Helligånden kan inspirere til nye og livgivende billeder.
Selv er bogen en samling af disse billeder. Den er skrevet med det overblik og den suveræne beherskelse af stoffet, som er så typisk for Ebbe Kløvedal Reich.
Han er uden tvivl vores bedste fortæller i ordets fineste betydning. Ved en bog som den foreliggende må der nødvendigvis ske en meget kritisk sortering i det omfattende materiale. Men der savnes ikke noget væsentligt. Jesusbillederne fremstår klart og tydeligt i en skildring, der ikke er neutral, men som af den grund ikke bliver ensidig. Og hvor har han dog ret i det med åndsfriheden.
*Ebbe Kløvedal Reich: Billeder af Jesus en beretning fra Danmarkshistorien. 204 s. 249 kr. Forlaget ANIS. Udkommer i dag
