Læsetid: 1 min.

Kagekast

27. april 2001

(2. sektion)

POLITISK kagekast, altså. Anledningen er artiklen side 14-15 om den globale aktionsgruppe, der har sat sig for at smaske flyvende lagkager i hovedet på flest mulige af magtens mænd. Med dæknavne fra konditorverdenen og et noget løst funderet ideologisk udgangspunkt – fra ønsket om lidt mere skæg i hverdagen over de mexikanske zapatister til intet mindre end verdens forandring til det bedre – har bevægelsen topmøde for topmøde, konference for konference udvidet listen over ufrivillige celebre modtagere af det cremede budskab.

Kun mangel på humor er som bekendt vanskeligere at forklare end humoren selv. Men alligevel. Kunst, litteratur, folkevid og aktivisme har produceret stribevis af latterliggjorte magthavere. Et lærerigt eksempel fra nyere dansk historie var, da en flok unge aktivister tilbage i 80’erne fik polititilladelse til at afholde fællespisning op ad Københavns Rådhus, fordi myndighederne havde deres hyr med at stave til fællesspisning – alle kunne grine med, og ingen var i tvivl om, hvem der var til grin.

OM magthaver i chokoladesovs har fremtiden for sig som samfundsforandrer, må historikerne til sin tid tage sig af. Her skal blot konstateres, at hvis flødeskumskrigens eventuelle udbredelse til dansk jord blot tænder fnys og fnis – delt mellem de fortrøstningsfulde og de bekymrede i en verden under voldsom forandring, er effekten til at overse. Selvom tanken selvfølgelig er fascinerende: At en bedre verden kun skulle ligge et kagekast herfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu