Læsetid: 7 min.

Kan kvinden kasteres?

Gennem psyko- og kulturanalyse fornyr Juliet Flower MacCannell Freuds pagt med hysterikeren og viser vejen til et etisk subjekt, som er et subjekt med et køn
11. april 2001

(2. sektion)

Kønsteori
Indtil for ganske nylig troede jeg, at kvindens problem under patriarkatet var, at hun var kastreret. At hun manglede penis og potens. En forestilling, der også er virksom i den feminisme, der ønsker at give kvinderne del i den ’potens’ eller magt, som så længe har været mændenes (tvivlsomme) privilegium. Efter at have læst Juliet Flower MacCannells The Hysteric’s Guide to a Future Female Subject forstår jeg imidlertid, at det modsatte er tilfældet. Kvindens problem under patriarkatet er ikke, at hun er kastreret, men at hun ikke er kastreret. Det hun mangler, er selve manglen. Den eksistentielle mangel har, i kastrationens billede, været mandens privilegium, og derfor har kvinden ikke haft noget mandat i den eksistentielle samtale.

Kastrationens etik
At være kastreret betyder for Lacan og Freud at være subjekt. At være kastreret er at være mærket af den eksistentielle mangel, som sender subjektet ud på sprogets og begærets glidebane. At kvinden ikke er kastreret betyder altså, at hun ikke er noget subjekt, og at hun ikke har noget begær eller sprog.
At være kastreret betyder også at være revet ud af familiens intime samhørighed. Den ’kastrerede’ søn ved, at det ikke er under mors skørter, han skal leve sit liv. At det er uden for hjemmets og familiens intime sfære, han skal søge at indløse sit begær. Men hvad med datteren? I det patriarkalske samfund lever hun tendentielt hele sit liv i hjemmets og familiens sfære; hendes plads er ikke ude i det pulserende samfundsliv.
Med mindre hun gør sig til mand, altså påtager sig ’fallos’ (og dermed kastrationen), som den er defineret i mandens billede.
Det kastrerede subjekt er det etiske subjekt. Forudsætningen for at kunne tænke og handle etisk er at erkende ’kastrationen’, den eksistentielle mangel, både i sig selv og den anden/de andre. Hvis jeg tror, at mit begær kan opfyldes, risikerer jeg at blive pervers og reducere andre til redskaber for mit begærs opfyldelse. Hvis jeg tror, at andre har det, jeg ikke har, risikerer jeg at blive fascisten, der hader og forfølger disse ’andre’.
At være kastreret er at have et køn. At være parat til at indtræde i begærets bane som voksent, seksualiseret subjekt. Kvinde-pigen har aldrig fået noget køn.

Pige for evigt
Fordi kvinden ikke er kastreret, bliver hun ved med at være pige. (Den danske sprogbrug burde være et udmærket vidnesbyrd; her er kvinden ’pige’ til hun dør...) Hun får aldrig sit eget sprog, sit eget begær, sin egen stemme i samfundsdebatten, men bliver ved med at leve under mors skørter eller i fars bukser.
Hysterikeren er psykoanalysens betegnelse for denne ikke-kastrerede, sprogløse kvinde, som holdes tilbage i (og af og for) familien. Det var denne type kvinder, der kom til Freud i Berggasse: Så opslugte af familiens begær, at de ikke havde deres eget og slet ikke et sprog for det – i stedet talte deres kroppe med psykosomatiske symptomer. Juliet Flower MacCannell indser, at denne kvindetype ikke er uddød – at den typiske kvindelige position stadig er hysterikerens. Og at hysterikerens symptomatiske spørgsmål er: »Er jeg mand eller kvinde?«
Men ligesom Freud mente, at fin-de-siècle-borgerskabets fruer og døtre bar rundt på en viden i deres kroppes forkrampede symptomer, således mener også Juliet Flower MacCannell, at vore dages ’pige’/hysteriker har en viden, som kan bringe os alle erkendelse, hvis bare vi kan få adgang til den, hvis bare vi kan få hende i tale. Som Freud opdagede, er hysterikeren ikke den, der skal guides; hun er selv guide. Således er det MacCannells smukke hensigtserklæring »at forny
Freuds pagt med hysterikeren.«

Perversion og Peter Pan
Den viden, hysterikeren sidder inde med, er en viden om perversionen. Hendes symptomatiske spørgsmål: »Er jeg mand eller kvinde?« gør hende modtagelig for den perverse, som symptomatisk nægter at være enten mand eller kvinde. Hysterikeren står tøvende over for kønsforskellen, den perverse forkaster den. For ham er hele kroppen og alle dens åbninger redskaber for seksuel nydelse. Hysterikeren er ikke blevet kastreret, den perverse forkaster kastrationen. Hysterikeren er nægtet manglens privilegium; den perverse fornægter manglen: han tror, at begæret kan indløses fuldstændigt.
Fordi hysterikeren står tøvende over for kønsforskellen, er hun voldsomt tiltrukket af den, der forkaster kønsforskellen – den perverse. MacCannell opviser en række slående kulturhistoriske eksempler på denne pagt mellem pæne familiepiger og perverse mænd: Hitchcocks unge pige ’Charlie’, der føler sig inderligt tiltrukket af sin seriemorder-onkel (Shadow of a Doubt); Marquis de Sades Eugénie, der med det samme befinder sig godt som sexslave hos libertineren Dolmancé.
Alliancen mellem hysterikeren og den perverse har ifølge MacCannell fundet endnu en alliancepartner i den fremherskende Foucault-inspirerede kønsfilosofi, hvor kønnet betragtes som maskerade. I Judith
Butlers ’Peter Pan-løsning’ (MacCannells begreb) slipper vi for kastrationen, slipper vi for kønnet. Og dermed også for at blive voksne, etiske subjekte: »Butlers værk bekræfter de unge i, at de ligesom Peter Pan faktisk aldrig behøver at blive voksne; at de kan forblive i soveværelset i forældrenes hjem.«

Fra sovekammeret
Netop fordi hun er blevet holdt tilbage i den intime sfære, kan pigen/hysterikeren fortælle historien om de sovekammerperversioner, som er vor kulturs fundament. Hvis hun får et sprog. Således viser MacCannell os, hvordan kun Hannah Arendt kunne høre ’den obskøne stemme’ fra det sted, hvor Eichmann burde have haft et hjerte. Og hvordan den afroamerikanske Maya Angelou i sin gennemskrivning af sin egen historie som incestoffer leverer en dybtskuende analyse af magtmekanismerne i 1940’ernes USA.
I vor kultur får den lille pige ifølge MacCannell allerede som spæd smidt en bunke perversioner i skødet. I en lille bevægende selvbiografisk sekvens beretter MacCannell om, hvordan hun selv blev perversionens vidne fra kravlegården. En aften kom hendes gravide mor hjem med et knivsår i struben (tal om kvinder uden stemme!), og fra omtrent samme tidspunkt husker MacCannell billedet af en bunke Ausschwitz-lig, som moderen sad og græd over.
Den historie, der kan fortælles fra intimsfærens inderste kroge, er en historie om manden som alt andet end etisk subjekt. Det er altså ikke bare kvinden, der under fallocentrismen er frataget kastrationens (og dermed den etiske subjektivitets) privilegium, det er også manden.

Mand i kvindehud
Som MacCannells bog skrider frem, forstår man således, at mandens position i vor kultur heller ikke er den kastreredes. Han lever under potensens diktatur snarere end kastrationens solidaritet. Eller også tilslutter han sig Peter Pans hær af unisex-unge, som nægter at lade sig ’kønne’, at lade sig ’kastrere’.
Ikke overraskende er MacCannells bedste guide til et ’future female subject’ en mand... Nemlig Stendhal, hvis selvbiografi hun analyserer i bogens måske smukkeste essay, »Becoming and Unbecoming a Man«, hvor det bliver klart, at det kræver nosser at blive kvinde. Og at det kræver ’kvindelig’ følsomhed at blive mand. I beretningen om sit falliske højdepunkt, da han som soldat i Napoleons hær står i Sankt Bernhard-passet og skuer ned over Italien, indskyder Stendhal umotiveret, at naturen har givet ham en kvindes hud. Og det er netop her, hvor han bliver ’kvinde’, at Stendhal ifølge MacCannell bliver ’mand’; indtager sin hud og sit køn, som noget andet end soldatens uniform...

Tænker med køn
MacCannells hysteriske guide har form af 10 artikler, der alle indledes med en lille personlig beretning, som lader os ane det (erindrende, forvirrede, skræmte, famlende...) subjekt, der har skrevet dem. Og så går hun ellers i gang med sin skarpsindige analyse – ud over Sade, Hitchcock, Angelou og Stendhal bliver bl.a. Adorno, Margaret Atwood og Heinrich von Kleist kaldt til vidne på
kastrationens udeblivelse, manglen på mangel.
Selv står jeg stadig lidt og tøver (hysterisk?) foran ’kastrationen’: Jeg er helt med på, at det voksne, etiske, seksualiserede subjekt er det subjekt, der erkender den eksistentielle mangel i sig selv og i den anden, men er og bliver kastrationen ikke et billede, der privilegerer den mandlige anatomi? I sin fremhævelse af Melanie Klein antyder MacCannell selv ’brystet’ som et alternativt billede til den lacanianske fallos (og ikke bare »another phallus«...). Selv spekulerer jeg over, om man kunne kalde den lacanianske kastration (det narcissistiske sår hvoraf det etiske subjekt fødes) for ’kønsforskellen’.
Hvad enten vi nu kalder det etiske subjekt kastreret eller slet og ret ’kønnet’, mener MacCannell, som er lektor i sammenlignende litteratur, ikke, at hun selv er et eksempel på et sådant subjekt, men reserverer denne plads til de litterære forfattere (Duras, Angelou, Stendhal). Jeg vil imidlertid ikke tøve med at udnævne MacCannell til selv at være et eksempel, der kan føre os til et ’future female subject’.
Hendes tekster er slagkraftige etiske analyser, som lader deres eget skrøbelige subjekt skinne igennem. De viser os, at intellektuel slagkraft (’fallos’) og eksistentiel skrøbelighed (’kastration’) ikke er uforenelige, men tværtimod hænger sammen. Juliet Flower MacCannell er en tænker med et køn.
Det lykkes hende således at indkredse en subjektposition, som i virkeligheden hverken er mandens eller kvindens under patriarkatet (eller under et postuleret post-patriarkalsk Peter Pan-regime). Men som kan lede os ud af patriarkatet og ind i kønnet.

*Juliet Flower MacCannell: The Hysteric’s Guide to a Future Female Subject, University of Minnesota Press, 311 sider, 19 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu