Læsetid: 7 min.

’Det kan ikke være anderledes’

‘Hvad er det for en form?, Lad os straks ødelægge den’, siger Kirsten Hammann, hvis nye bog ’Bruger De ord i Kaffen?’ udkommer på onsdag
28. april 2001

Ny bog
»For mange år siden søgte jeg ind på Filmskolen, på klippeafdelingen. Jeg kom til den afsluttende optagelsesprøve, hvor jeg skulle klippe nogle strimler sammen. Og jeg vidste da godt, hvad de ville have. Jeg skulle klippe dem sammen til en fin, lille sekvens. Men hvad gjorde jeg? Jeg klippede det i stykker. Og klippede det der klaptræ ind midt i det hele og selvfølgelig røg jeg ud med det samme. Jeg havde jo ikke på nogen måde bevist, at jeg kunne skabe en sammenhæng. Det er så kendetegnende, og det er min drivkraft: Jeg hiver og slider i tingene og dementerer. Jeg siger: ‘Hvad er det her for en form? Lad os straks ødelægge den.’«
Det er den æstetik, der har styret Hammanns forfatterskab. Der var Vera Winkelvir, som løj og ødelagde og slog ihjel. Storrygende på vestens store dræber. Og der var et digt, hvor poeten ’bider stanniolet mellem tænder og plomber’, så lyset går ud. Og der er en formulering fra Hammanns forrige bog, der siger det præcist: ’Noget er gået i stykker, og det er ikke, som det skal være, men det kan ikke være anderledes.’

Verasprog
I 1992 udkom Kirsten Hammanns debut, digtsamlingen Mellem Tænderne, som året efter blev fulgt op af romanen Vera Winkelvir. Som slet ikke er en roman. Men derimod syv måneders dagbog for en lyshåret dame med samme navn som bogen. Hun omgiver sig med winkelvirkelige ting: cellofan og pebermynte, hun bliver fodret med stærkstrøm og betalt for at dræbe.
Bogen blev Hammanns offentlige gennembrud. Men var samtidig lige ved at betyde kunstnerisk sammenbrud. Det er de to brudflader, som afsøges i Kirstens Hammanns nye bog: Bruger De Ord i Kaffen?
»Jeg skrev på Vera Winkelvir hver dag i et halvt år. Uden at vide, hvad der egentlig skete. 26 år og gang i den.«
»Men bagefter var det ikke så sjovt. For jeg kunne ikke forstå Vera Winkelvir. Hvad handlede det her om? Hun bankede alting sønder og sammen. Det var da noget mærkeligt noget at skrive. Så negativ er jeg slet ikke selv.«
»Og så var det kørt af sporet med den bog. Da den var færdig, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jeg kunne ikke skrive et brev uden alle de der korte sætninger: Fuldstændigt Verasprog. Jeg kunne ikke skrive jeg, jeg kunne bare skrive Vera. Skriftligt havde jeg ikke noget jeg, jeg havde kun Vera.«

Om at skrive
Egentlig skulle Kirsten Hammanns nye bog hedde Om at skrive. Men de tre ord var allerede brugt som titel på en oversættelse af Ernest Hemmingway. Og så kom den til at hedde Bruger De Ord i Kaffen?. Bogen handler om at være forfatter. Eller rettere bøgerne. For Bruger de Ord i kaffen? består af en roman og en slags poetik baseret på Hammanns egne dagbogsoptegnelser. De starter fra hver sin side og mødes på midten. Hvor den ene slutter, starter den anden.
»Romanen ender i noget, der ligeså godt kunne stå i avisen. Og dagbogen springer tilbage til Vera. Der er også et digt, jeg pludselig skrev. Jeg har kaldt den en poetik i gåseøjne. Men de to bøger udgør deres egen enhed, og det er umuligt at sige hvad for en, man skal læse først.«
Dagbogen er dateret til tiden efter Vera Winkelvir. Mens romanen udfolder en kvindelig forfatter, der ikke kan skrive. Og som har det ad helvede til. Der er nogle mennesker, der trænger sig på. De vækker hende om natten og trækker hende hen til skrivebordet.
»De fire personer udgør forfatterens arbejdsplads. Der er købmanden, forlæggeren, som hedder Ingvarsen. Han er hos hende dag og nat for at få noget for sine penge.«
»Så er der inspirationen. Nogle vil sige, det er Gud. Andre vil kalde det musen eller det kollektivt ubevidste. I min bog hedder han Steffen Franta. Han giver hende sproget, som hun skal bruge ordentligt. Og det har hun ikke brugt i syv år. Derfor er han mødt op for at kræve, at hun skriver.«
»Endelig er der Stilling, som er sekretær. Og så er der forfatteren: Lotte Samuel.«
– Men der er også en en herre ved navn Flemming...
»Flemming kommer udefra som en helt almindelig dødelig. Med ham kommer samfundet ind. Og det almindelige liv som alternativ til det mærkelige univers.«

Hvor er du mærkelig
Sammen drømmer Flemming og Lotte om at dræbe Ingvarsen og Franta. Flemming er mægtig træt af købmanden og inspirationen som overnattende gæster. Han vil gerne have, det snart holder op. Så de kan være almindelige kærester. Men de har ikke en chance. Lotte lever som Sisyfos, der triller stenen helt op på toppen af bakken. Indtil den triller ned på den anden side. Og han kan begynde forfra.
»Hvis Lotte endelig bliver færdig med en bog, så skal hun jo skrive en mere. Det er uendeligt. Du når aldrig det punkt, hvor du siger, nu er jeg fri. Der er et pres udefra og et pres indefra. Som aldrig vil holde op. Ingvarsen, Franta og Stilling kan man læse som det pres indefra. «
– Købmanden Ingvarsen vil ikke bare have bøger, han vil have en bestemt type?
»Det skal være en stram fortælling, der hænger sammen. Og som helst også skal kunne sælges som lystfilm.«
»Det er et krav, jeg selv har mødt. Bannister er lige udkommet i Norge og en af anmelderne skrev, at det da bestemt var en god bog. Som ville være endnu bedre, hvis den havde en rigtig romanfortælling. Men sådan kan jeg ikke skrive, og sådan vil jeg ikke skrive. Når det drejer sig om at skrive, kan jeg ikke adskille evne og vilje.«
– Men det er også en pointe?
»Man kan tage en bog som Fugls Føde af Peter Seeberg. Den handler om en mand, der ikke kan skrive. Men selve bogen er meget velskrevet og afsluttet. For mig er det paradoksalt. Bannister handler om en kvinde, der har mistet sit hjem og sin mand. Og så bryder hendes verden sammen. Jeg interesserer mig kun for hendes sorg, for sorgen er sådan, at hun ikke kan se andet. Og så skal formen falde fra hinanden.«
»Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet. Men jeg vil have lov til at skrive på min måde. Folk siger tit: ‘Ih hvor er du mærkelig. Du ligner ikke os andre.’ Og det er jeg stolt af. Men det har provokeret mig, når de siger det for at ændre mig.’
– Lotte Samuel siger et sted: Hvis bare jeg var Kirsten Hammann og 26 år gammel...?
»Efter udgivelsen af Vera Winkelvir troede jeg, jeg havde et valg: Mellem at være forfatter eller noget andet. Men løbet var allerede kørt. Hvis jeg tog et andet job, ville jeg alligevel gå og skrive oppe i hovedet. Og så skulle jeg skrive det ned, når jeg kom hjem. I virkeligheden ville ethvert andet job betyde dobbeltarbejde.«

Ikke skrive
Dagbogen i Hammanns nye bog beskriver ligesom romanen et valg, der er foretaget bagom hendes ryg. Men i Paris prøver hun at sætte sig igennem. Det skal være slut. Der står skrevet: ‘Jeg er holdt op med at skrive, og jeg skriver det ikke ned.’
»Jeg ville ikke skrive mere. Hvorfor ville jeg ikke det? Det ville jeg bare ikke. Det udviklede sig fuldstændig vanvittigt, for jeg kunne ikke lade være. Og så måtte jeg sidde og tegne. Det var sådan helt dagbogsagtigt: Hvad var der sket? Så måtte jeg tegne en tændstikmand. Men det varede kun en måned.«
– I løbet af dagbogen besinder du dig på at skrive?
»Man kan jo ikke lave sig så meget om, som man tror. Og håber. Hvis du altid er den, der griner højest ved bordet, når du er ude til middagsselskaber, så misunder du den tavse og kontrollerede type. Men du vil blive ved med at grine højt. Jeg var 27 og det var en form for panik at indse: Du kan gøre, hvad du vil, men du bliver altså nødt til at skrive.«
– Du skriver, at livet som forfatter bliver et embede?
»Jeg har ikke haft det sådan, at jeg drømte om at være forfatter, fra jeg var femten. Eller jeg turde ikke formulere det. Og så er det et chok, når man udgiver en bog: Omverdenen forventer, at man da selvfølgelig kan gøre det igen. Og folk kommer og bestiller digte og historier om alt muligt. Det er da en underlig kunstopfattelse. ‘Kan du ikke lige skrive om dét? Kan du ikke lige levere en optagethed eller en kærlighed.’
– Dagbogen er otte år gammel. Hvorfor udgiver du den nu?
»Dengang jeg skrev den, syntes jeg, det var meget pinligt. At jeg ikke kunne skelne mellem mig og Vera Winkelvir. Jeg planlagde at udgive den, når jeg blev firs. Og ikke før. Samtidig havde jeg det sådan, at jeg ikke ville skrive om at skrive. Og jeg begyndte på alle mulige andre historier.
Men det har jeg fundet ud af. Hvis der er en bog, der presser på, bliver man nødt til at skrive den. Man bestemmer ikke selv, hvilke bøger, man vil skrive. Ligesom man ikke selv kan bestemme, hvad man vil have inde i sit hoved«.

FAKTA
Blå bog
*Kirsten Hammann, født 1965, debuterede i 1992 med digtsamlingen Mellem Tænderne, som i 1993 blev efterfulgt af romanen Vera Winkelvir. I 1997 kom romanen Bannister og på onsdag udkommer Bruger De ord i Kaffen?. Kirsten Hammann er desuden forfatter til børnebogen Chokoladeeskapade fra 1998

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu