Teater
Der er drøn på gamle Betty i disse dage. Knap har man sagt farvel til Wozzeck før Jeff
Koons lyserøde vanvid danser can-can på selvsamme scene. Og egentlig ligger det jo lige for at portrættere kitsch-kongen med fuldt udtræk, for er han ikke lige så virkelig her i Dejan Cukic showkrop, som han er på sine selvhypende billboards i promiskuøs nærkontakt med porno-politikeren Illona Staller alias Cicciolina?
Det handler netop om billeder og ikke om originaler i slipstrømmen fra Duchamp og Warhol og det handler om hype, når Koons blander sin coktail af bamsedrømme og porno og siger Se! Og så ser man på billederne og tænker sit i dén kunsthistoriske kontekst, som giver dem modspillet.
Og se, hvor det oser af show og sex i Friedländer og Lemmerz lille veldrejede kukkasse, hvor der leges uskyld og liderlighed i samme blændværk så det stinker af candyfloss og flødeskum. Cukic er naturligvis Jeff og Trine Dyrholm er endnu mere den blonde bimbo, lige dele slikkepind og blussende medspiller, med på legen i det pulsende show, som er forestillingens oppustelige drivkraft.
Teksten er leveret af den tyske dramatiker Rainald
Goetz, hvis ord fyger som serpentiner ud af kaninens lyserøde indre. Der er ikke noget bagved og ingen dybde i ordstrømmen, der energisk zig-zagger sig mellem de drevne kroppe.
Lalleglad festfront
Showet kommenteres, saboteres og hypes af et hold bad boys med Steen Stig Lommer, Tom Jensen og Gordon Kennedy i den lalleglade og festende front, som sikrer underholdningen, når de parodierer alt det som er uden om det vanvittige par, hvad enten det er ferniseringsgæster, kunstkritikere eller indholdet i det forvrøvlede og liderlige bamseland.
Og sjove er de, showmasterne, der fra forreste række hujer og driller det stjernebevidste par, griber ind i forløbet og giver den alt den galskab, man kan få igennem mikrofonen, mens rytmerne dunker med fun i luften.
På scenen er altså farmand og frue, men ikke til at skelne som selvstændige individer, scenen er verden og når Jeff og Cicciolina fører sig legende frem er verden kunstig og lige til at puste op. Vi følger dem i skønsom parringsleg, »kan du li mig? Spred benene, så skal jeg se efter« det er drømmen om at komme tæt på kunstneren, parodien på den geniale, der viser sig, kun at bestå af pop og lir. Og pop og lir er det kun med publikum på, det er hele showets gimmick, at det er til for nogen i øjeblikket hvor lysets slukkes er der ingenting, siger Koons værk, der lever af at være modfase og parodi på forventninger. Men i forestillingen er der dømt forløb og fortælling alligevel, hvilket i sidste ende er forestillingens store svaghed: For at få stykket i dramatisk sving, skal vi have naturalismen med. Cicciolina taler om ærlighed og kærlighedsnærvær, alt i mens maskineriet effektfyldt kværner det modsatte. Hun forlader ham og kommer tilbage. De to står udstoppede i deres egen kunstighed, som øgler af bly, i overdådige, men iskolde kostumer er de naglet af deres eget spil.
Hvor vanviddet er mest gloende lyserrødt og komisk, skal der lige afleveres nogle alvorligheder, som dramatisk taber luft. For hvorledes skal vi have empati i dette univers af gak? Så snart den kontekst, som ikke ligger i Koons værk, men omkring den, skal være med på scenen, giver stykket afkald på at være tro mod kunsten til fordel for at tækkes teatergængeren, der jo gerne vil have noget med hjem.
Og hvor er det synd for Koons og Cicciolina, og hvor er kunstmiljøet dog pilråddent, når det ses med naturalistiske øjne, og sikke snobbet ferniseringspublikummet er. Banality as saviour siger
Koons selv, men heller ikke mere.
Det er et slogan, der skal modarbejde forestillingen om kunsten som ægthedens arnested. Men ved at mime det liv, som amerikaneren ellers lader ude af sit værk, bliver teaterportrættet af kunstneren ja, kedsommeligt i sin glitren. Hvor radikalt Cukic og Dyrholm ellers inkarnerer den sprudlende work-in-progress, hvor man overgiver sig til legelysten og det musikalsk timede skuespil, ender stykket lige så meget som en parodi på sig selv: I stedet for at mime Koons kolde kunstighed, skal den falske bund af medfølelse indsættes i lagkagen.
Og så bliver resultatet, flødeskumssprøjterens perfekthed til trods, nok et trivielt kunstnerportræt med et budskab som en kliché. Og det er lige netop dén Koons ellers ville vende mod os selv.
*Jeff Koons, af Rainald Goetz. Oversat af Peter Laugesen. Instruktion: Peter Langdal. Visuelt koncept: Langdal, Christian Friedländer og Christian Lemmerz. Betty Nansen Teatret til den 28. april
