Læsetid: 3 min.

Kaos før techno-fest

Hvert år i juli strømmer mere end en million ravere til Tiergarten i Berlin for at danse til techno-musik, men i år vil parkens venner stoppe Love Parade
19. april 2001

Chikane
BERLIN – Det er det samme hvert år: Voksne berlinere ser med rædsel på de horder af unge, der hvert år i juli vælter rundt i byens centrale park, Tiergarten. Begivenheden hedder Love Parade, men omkostningerne er høje for parken. De unge vælter buskene, skider og pisser, mens de danser til den nervenedbrydende techno-musik.
I år skal det være løgn, besluttede parkens venner.
De har rottet sig sammen mod raverne og sat sig på området. På den planlagte festdag 14. juli vil parkens venner gennemføre en demonstration under sloganet ’Red Tiergarten’ rundt om Siegessäule, hvor Love Parade plejer at foregå.
»Jeg beklager, men lovens bogstav gør ikke andet muligt. Den, der kommer først, har forrang,« sagde Berlins indenrigsminister, borgmester Eckart Werthebach (CDU), i starten af april, da han overbragte den kedelige nyhed.
Han foreslog, at raverne flyttede deres fest til den 21. juli, men det var ikke muligt, viste det sig; også denne dag er optaget, fordi ’Aktion 2000’ vil protestere »mod inddragelsen af det offentlige rum«:
»På den måde vil vi beskytte Tiergarten. Om nødvendigt går vi til domstolene,« siger Burkhard Lenz, der er talsmand for ’Aktion 2000’.
Alternative datoer findes ikke, viser det sig. Park-vennerne har reserveret samtlige lørdage hele sommeren til deres moddemonstrationer. Love Parade i Tiergarten er i alvorlig fare.

I bedene
Selvom indenrigsminister Werthebach er konservativ, er hans beklagelse formentlig ærlig ment. De mange unge gæster bruger omkring 1,2 milliarder kr. under festen – penge som Berlin nødigt vil gå glip af.
Oven i er »dagens ravere morgendagens turister,« som den ellers tantede Berliner Morgenpost påpeger.
Park-vennernes kup var kun muligt, fordi de gik Love Parade i bedene, så at sige. Love Parade er ikke nogen almindelig byfest, men arrangeres som en ’politisk demonstration’.
I sin tid, da dj’en Dr. Motte opfandt kærlighedsfesten i 1989, ville han ikke betale for bortskaffelsen af affaldet efter Love Parade. Derfor granskede han loven og fandt det politiske smuthul. Festen udviklede sig til en gigantisk succes, fra et par hundrede ravere i 1989 til over en mil-
lion de seneste år, men verdens største techno-fest er stadig en ’politisk demonstration’.
Sidste år fandt park-vennerne ud af, at de selv kunne anmelde demonstrationer og dermed holde Love Parade ude, i det mindste i år. For at være helt sikker på, at raverne blev holdt væk, reserverede park-vennerne samtlige sommer-lørdage. Først langt senere kom Love Parade med sin anmeldelse – og da var forvaltningen gået sin gang.

Fremtiden
Berlins bystyre tilbød Love Parade-arrangørerne flere alternative lokaliteter til festen; arrangørerne afslog. Arrangørerne af Love Parade spurgte park-vennerne, om de virkelig skulle bruge hele parken den 14. juli, om man ikke kunne dele den imellem techno og protest. Park-vennerne hånlo.
Der blev holdt møder ved det ’runde bord’, bystyret vred hænder. Og det gør bystyret stadig.
Der er endnu ikke klarhed over, hvornår og hvor Love Parade skal foregå. Store turistindtægter er i fare, og som tiden går, vokser frygten i byen for, at hundredetusindvis af ravere skal komme rejsende til Berlin og gennemføre festen alligevel. Så vil kaos være totalt.
Bystyret er dog ved at gøre sig tanker om fremtiden, for denne ballade ønsker man ikke at opleve én gang til. Fra næste år bør byen overtage arrangementet, foreslår ungdomsborgmester Klaus Böger (SPD).
»Det kan da ikke være rigtigt, at vi hvert år skal opleve dette spektakel om ruten gennem Tiergarten og datoen,« siger han.
Böger argumenterer for en fast rute og en fast dato, den anden lørdag i juli.
»Så kan byen indstille sig på Love Parade,« mener han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu