Læsetid: 2 min.

K'NYT

3. april 2001


Lyrik i Byggeriets Hus
*Hele ugen okser lyrikken derudad i Byggeriets Hus på Godthåbsvej 33 på Frederiksberg. Vagn Steen sidder i maskinhuset. Onsdag, torsdag og fredag, hver dag kl. 19, er der oplæsninger med henholdsvis Marianne Larsen og Peter Poulsen, Jens Blendstrup og Lars Bukdahl og Ole Korneliussen, Tóroddur Poulsen og Vagn Steen. Lørdag kl. 10-17 er der et seminar med deltagelse af Vagn Steen, Hans Henrik Schwab, Kristina Stoltz, Bodil Nielsen og Åse Eg Jørgensen. Søndag kl. 12-15 er Lars Bukdahl og F.P. Jac vagthavende i den ’lyriske skadestue’. Til weekendens begivenheder skal man tilmelde sig på 3821 0132. Der er gratis adgang til hele svineriet.

At skelne mellem godt og bedre
*Ved Akademiets 247. stiftelsesfest i fredags aflagde Akademiets præsident, maleren Sys Hindsbo, beretning om hvad Akademiet har udrettet i år 2000. Akademiet for de Skønne Kunstner er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål. Blandt andet blev den billedkunstlov, der p.t. skal til 2. behandling, kommenteret. Kulturministeren skal udpege to af de fem medlemmer i det nye Billedkunstråd. »En ministers politiske ansvar må være tilgodeset ved en udpegelse af Billedkunstrådets formand.« Raadet var også betænkelig ved, at Billedkunstrådet overtager Statens Kunstfonds Udsmykningsudvalgs opgaver. Kulturministeren var til stede, ligesom Allis Helleland, direktøren for Statens Museum for Kunst, der fik en kritisk kommentar på grund af en ny struktur, som ændrer Kobberstiksamlingens status. »Man skal ikke reparere på noget, som ikke er itu,« hed det. Sys Hindsbo sluttede af med disse ord: »Nogle mener, at vores Akademiraad er en sær størrelse: Selvhøjtidelig – uden for tiden og svævende. Det er det også – det er vores pligt at være det! – at tage vare på successionen, på overleveringen, på begrebet ’det skønne.’ For uden forestillingen om dét, kan vi ikke skelne mellem godt og bedre.« lb

Arken sejler derudad
*Af Arkens årsberetning for 2000 fremgår det, at økonomien har det strålende. Der kom sidste år 10.000 flere besøgende end prognosticeret, og næsten 22.000 af de i alt 160.000 besøgende var mindreårige. Arken lægger vægt på at introducere kunsten direkte til de små, uden pædagogiske omsvøb. Samlingen vokser desuden støt, og museet bryster sig af allerede at have lånt værker ud internationalt. Arkens billetindtægter udgjorde 12 procent af de samlede indtægter, nærmere bestemt 6 mio. kr. Resten af hidrører fra Københavns Amt, Hovedstadsrådet, Staten, sponsorer og fra kommercielle arrangementer, bl.a. de mange konferencer, som Arken lagde hus til.
lb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu