Læsetid: 2 min.

K'NYT

21. april 2001


Grand Prix Nostalgi på Vega
*Til fordel for Aids-fondet optræder en række
musikere i morgen søndag på Vega med klassiske Grand Prix-sange i nye versioner, f.eks synger Swan Lee »Dansevise« (oprindelig sunget af Jørgen og Grethe Ingman, ill.) og Al Agami giver Gitte Hænnings »Jeg snakker med mig selv«. Ellen Hillingsø og Peter Frödin er værter for showet, hvor også gamle cirkusheste som Jørgen de Mylius, Birthe Kjær og Gry får en tur i manegen.
pa

Roskilde år 1 efter tragedien
*»Vinteren har været lang,« konstaterede festivalleder Leif Skov, da han forleden præsenterede programmet for den første Roskilde-festival efter ulykken, hvor ni publikummer blev mast ihjel for Orange Scene. Sommerens festival vil blive åbnet med en mindehøjtidelighed og en mindelund vil blive anlagt. Derudover har har festivalen gransket sig selv og øget hele sikkerheden på festivalpladsen, så publikum kan føle sig trygge. Den kærlige atmosfære skal også befordres af bl.a. Master Fatman, der vil gå rundt sm leder af en ’kosmisk krammepatrulje’. Hvad musikken angår, så skal den leveres af Robbie Williams, Beck, Bob Dylan, Neil Young, Guns’n’Roses, Nick Cave, Aqua, Basement Jaxx, P.J. Harvey, Mos Def, Tool, Stereo MC’s, Sort Sol, Tv-2, Deftones, Faithless, Outlandish, Wookie og mange, mange andre. Se alle navnene og mere om de nye sikkerhedstiltag fra 1. maj på www.roskilde-festival.dk.

Svend Åge Madsen i Radioteatret
nPå mandag kl. 21.30 sendes radiospillet Livsudstillingen eller Hvid slavehandel, hvori den århusianske snirkelhjerne fabulerer over de uafladeligt metamorfoserende størrelser liv og identitet. Historien handler om en udstilling, der ville få Big Brother til at ligne en omgang spejdersandkage. pa

Dylan-hyldest
i Den Grå Hal
*På gubbens fødselsdag 24. maj afholdes ’Forever young – A Bob Dylan Tribute’ i Den Grå Hal. Listen over dem, der vil hylde mesteren med en sang fra hans repertoire, er nu offentliggjort (med forbehold for ændringer): Abdullah S, Maya Albana, Paul Banks, Hanne Boel, Steffen Brandt, Ester Brohus, Billy Cross, Tina Dickow, Dicte, Elisabeth, Mathias Grip, Claus Hempler, T.S. Høeg, Aske Jacoby, Steen Jørgensen, Mark Linn, Janine Neble (ex-Alive With Worms), Camilla Munck (Wynona), Nikolaj Nørlund, Olesen-Olesen, Allan Olsen, Ivan Pedersen, Karin Ørum Pedersen, Pernille Rosendahl (Swan Lee), Skousen, Ingemann & Møller, Thomas Troelsen, Jens Unmack, Sune Wagner, Lise Westzynthius (Luksus) og Christian Woll.

Wedersøes ’Anna’ i USA og Rusland
*Erik Wedersøes film Anna, frit efter Rifbjergs roman Anna (jeg) Anna, med Pernilla August i hovedrollen, er blevet udtaget til deltagelse i filmfestivallerne Minneapolis/St. Paul International Film Festival og Moscow International Filmfestival.

Information retter
*I torsdags skrev vi at Johannes L. Madsens samlede værker er under forberedelse på »et af de store forlag, hvor han aldrig udkom i levende live«. Det er ikke rigtigt. Det er forlaget Arena, der ud over Sub-Pub-bøgerne udgav For en person med verbale pupiller i 1970, som udsender syrepoetens samlede værker til efteråret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu