Læsetid: 2 min.

K'NYT

7. april 2001


Teknologi og arkitektur
*Torsdag offentliggjordes resultatet af Danske Arkitekters Landsforbunds konkurrence om informationsteknologi og arkitektur. Konkurrencen var temmelig dystopisk i sit oplæg, men de to 1. præmie-vindere har tolket programmet fremadskuende og originalt. Begge forslag beskriver fremtidens arkitektur som en proces, snarere end et produkt. Vinderne hedder henholdsvis PLOT og Kollision, hvad man så end skal lægge i det. mam

Mehmed Uzun en fri mand
*Anklageren ved Sikkerhedsdomstolen i Istanbul har frafaldet samtlige anklager mod den svensk-kurdiske forfatter Mehmed Uzun og hans tyrkiske forlægger Hassan Öztoprak. Til stede ved retsmødet var omkring 20 tyrkiske forfattere, deriblandt Yasser Kemal og Orhan Pamuk, intellektuelle og jurister fra Skandinavien samt omkring 15 radio- og tv-stationer, herunder CNN. Ifølge advokaten Sanar Yurdatapan har den internationale kampagne og det store opbud af notabiliteter og medier haft en afgørende betydning for sagens udfald. Uzun flyver i dag med destination Stockholm.

Århusiansk filmby
*Dele af Danmarks Radios provinsafdeling, biografen Øst for Paradis, produktionsselskabet Frontier og Filminstituttets afdeling i Mejlgade vil alle flytte ned i Filmby Århus, der skal etableres på den gamle midtkraftgrund på havnen. Det hele dog forudsat, at lokalplanen for området bliver vedtaget til oktober, hvorfor der nok skal være nogle filmiske lobbyister, der nu propper retorikpistolerne med sukkerovertrukne argumentationspatroner. pa

Oplevelsescenter i Thyborøn
*På et af de mest forblæste steder i landet, Harboøre Tange, kan man nu opleve bølgernes kraft, vindens styrke og sandets metamorfoser uden af få fritsen i uorden. Efter flere års tilløb åbner nemlig Kystcenter Thyborøn, der med 40 elektroniske og mekaniske forsøgselementer, multimedie himstregimser og traditionelle plancher fortæller historien om de vældige naturkræfter, der bokser løs på det stedlige landskab, som er enestående i Europa. De besøgende skal selv eksperimentere sig frem til en forståelse af samspillet mellem naturkræfternes indflydelse på landskabet og menneskernes kamp for at beskytte kysten. Hele molevitten har kostet 45 mio. kr, som er kommet fra diverse fonde, Harboøre-Thyborøn kommune, Ringkøbing Amt og Friluftsrådet. Arkitekt Torsten Riis Andersen har tegnet bygningen, der ligger få hundrede meter fra havet, og selve udstillingen er klonket op af Gert Olsen, der tidligere har udviklet elementer til Kattegatcentret, Planetariet og Eksperimentariet.

H.C. Andersen-parade på Bakken
*Mens vi fordriver den pt. uendeligt udseende ventetid på den videnskabelige udgave af H.C. Andersens samlede værker kan folk og deres genetiske blandingsprodukter idag kl. 15.30 og 17.30 på Dyrehavsbakken opleve 20 figurer fra eventyrene, der går parade i Bakkens gader og stræder, inden de klavrer op på Friluftsscenen og »folder sig sig ud som et glansbillede«, som der skisme står i pressemedelelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her