Læsetid: 4 min.

Kønnet demokrati

Kvindepolitikken er blevet klemt mellem skrumpende partier og skrantende bevægelser
26. april 2001

Sammenlignet med resten af verden er danske kvinder stærkt repræsenterede i det politiske liv. Men i forhold til norske og svenske kønsfæller, halter de bagefter.
Forklaringerne på det har lange bagudrækkende tråde til forskelle i de nordiske landes politiske kultur og kvindepolitiske strategier, mener Ann-Dorte Christensen. Hun er lektor i politisk sociologi ved Aalborg Universitet og en af foredragsholderne på den dansk-svenske kønsforskningskonference, som afholdes på Den Sorte Diamant i dag.
»Danmark har traditionelt haft et tæt samspil mellem partier og folkelige bevægelser. Det er et meget fast forankret mønster. Da køn for alvor kom på den offentlige politiske dagsorden i 60’erne og 70’erne, foretrak danske kvinder at arbejde i bevægelser med flade beslutningsstrukturer frem for i partiernes mere hierarkiske opbygninger.«
»Man satsede simpelthen ikke på at få magt og indflydelse gennem partierne i nær samme omfang, som man for eksempel gjorde i Norge,« siger Ann-Dorte Christensen.
Hun ser det som en væsentlig årsag til, at dansk kvindepolitik ikke er blevet så stærkt integreret i det institutionelle system som i Norge og Sverige.

Uartigt ord
I Danmark er kønskvotering nærmest blevet et uartigt ord. Både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afskaffede deres interne kvoteringer i 1996.
Det norske Arbeiderpartiet har derimod bevaret kønskvoteringen, som blev indført i 1983, og de svenske og finske socialdemokrater indførte kønskvotering i løbet af 1990’erne.
»I de andre nordiske lande har arbejderpartierne brugt kønskvotering som et signal om, at man ønskede at gøre en aktiv indsats for at fremme ligestillingen internt i partiet og blandt de opstillede kandidater,« siger Ann-Dorte Christensen.
Andre tilsvarende stærke signaler har man set i regeringsdannelserne. I Sverige er der blevet udpeget 50 procent kvindelige ministre i forbindelse med de to sidste regeringsdannelser. De norske regeringskonstellationer i 1990’erne har alle haft mere end 40 procent kvindelige ministre. Det nåede den danske statsminister først op på siden af i regeringsrokaden lige før jul, hvor antallet af kvinder i regeringen steg til ni ud af 21.
»Danmark har ikke haft, hvad nordmændene kalder en forskelspolitik, men tværtimod lagt vægt på lighederne mellem kønnene,« siger Ann-Dorte Christensen.
»I forskelstænkningen gør man en dyd ud af at holde sig betydningen af forskellene mellem mænd og kvinder for øje – og bruger herunder kønskvotering som et instrument til at integrere kønsperspektivet i de forskellige politikområder.«
Denne forskel i de nordiske kvindepolitiske strategier har betydet, at kvindepolitikken påvirker de politiske debatter – og dermed demokratiet – forskelligt.
»I Sverige bliver kønsforskelle ret konsekvent inddraget, når man diskuterer arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik, børnepasningspolitik. Herhjemme bliver køn sjældent tematiseret i den offentlige politiske debat. Heller ikke på områder, hvor lovgivning har meget forskellige konsekvenser for mænd og kvinder,« siger Ann-Dorte Christensen.
»Det gælder for eksempel debatterne om barsels- og børnepasningsorlov, som er blevet relateret til arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelsespolitik og familiepolitik. Men at orloven indrettes, så den stort set kun er attraktiv for mødrene, og konsekvenserne af det – det har ikke spillet den store rolle.«

Aktivt medborgerskab
Denne sammenhæng mellem den kønspolitiske model og udviklingen i demokratiet er et centralt tema i bogen Køn, Demokrati og Modernitet. Mod nye politiske identiteter, som Ann-Dorte Christensen udsender sammen med sin forskerkollega Birte Siim om nogle måneder:
»I dag er det ikke længere meningsfuldt at tale om, at kvinder er ekskluderet fra demokratiet. Kvinders formelle medborgerskab rækker tilbage til starten af århundredet, men egentlig lighed i deltagelsen ser vi først fra 1960’erne og frem. Så det er faktisk først i 1960’erne, at den brede gruppe af kvinder stadfæster deres aktive medborgerskab,« siger Ann-Dorte Christensen.
Denne 30-40 år gamle kvindemobilisering byggede på en kombination af Rødstrømpernes feministiske radikalitet og en større kvindepolitisk bredde som i eksempelvis Kvinder for Fred:
»Fælles for de meget forskelligartede bevægelser var, at de prøvede at skabe en bredere politikforståelse. Men hvor rødstrømpebevægelsen var stærkt kritisk over for kernefamilien og traditionelle mande- og kvinderoller, så tog en bevægelse som Kvinder for Fred udgangspunkt i kvinders erfaringer i moderskab og husarbejde. De så familien som et vigtigt sted at udvikle demokratiske kompetencer. «
»I det forløb blev der skabt forskellige kvindepolitiske identiteter – som var gode til at indgå alliancer på tværs af forskelle. Derfor fik kønspolitik en enorm gennemslagskraft i den demokratiske offentlighed på det tidspunkt.«
Demokratiet blev udvidet, ikke bare fordi flere deltog, men også fordi områder, der tidligere var private – såsom seksualitet og samlivsformer – blev tematiseret som offentlige anliggender.
Ann-Dorte Christensen understreger, at den danske kønspolitiske model har været god til at sikre sammenhængen mellem hverdagens politik og elitepolitik. Men hun påpeger samtidigt, at modellen svækkes, når der ikke længere er stærke kvindebevægelser.
En anden udfordring – i både et demokratisk og et kønsperspektiv – er orienteringen mod det lokale demokrati:
»Dels bliver man nødt til at se på, om denne tendens fastholder en kønsarbejdsdeling, hvor kvinder arbejder lokalt og mænd nationalt. Dels må man spørge, om engagementet i det nære bliver båret af snævre egeninteresser, og den mere overordnede interesse for at præge den demokratiske dialog går lidt fløjten.«
En tredje udfordring er at få integreret andre forskelle end kønnet:
»Man har integreret kvinder i politik ud fra en underliggende og udebateret præmis om social lighed i dansk politisk kultur. Men denne præmis om et homogent fællesskab kan være en barriere mod at inkludere kvinder fra etniske eller religiøse grupper.«
»Samtidig med, at nogle grupper har fået indflydelse og deltager aktivt i demokratiet, er andre grupper blevet skubbet længere ud. Der er også meget stor forskel på danske kvinders politiske aktivitet.«
»Midt i den flagrende modernitets postulat om valgfrihed skal vi passe på, at vi ikke glemmer begreber som lighed og solidaritet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu