Læsetid: 6 min.

Den kolde krigs frygt

21. april 2001

Gert Petersen har skrevet et stærkt engageret og kvalificeret indlæg i debatten om den kolde krig

Ny bog
SF’s tidligere formand Gert Petersen er ikke typen, der bruger sit otium til at spille golf. I 1998, samme år han forlod Folketinget efter mere end 40 års særdeles aktiv indsats i dansk politik, udsendte han et digert og givende erindringsværk. Nu tre år senere foreligger i bogform hans ikke mindre omfattende bud på den kolde krigs historie.
Der er tale om et ikke bare stærkt engageret, men også meget kvalificeret indlæg i den danske debat (i det omfang, der overhovedet er tale om en sådan) om den kolde krigs oprindelse, forløb og afslutning. Egentlig er bogen snarest en blanding af debatbog og polemisk historieskrivning – på højt plan. Her tages klar stilling, så ingen er i tvivl om, hvor forfatteren selv står, nemlig i skarp opposition til, hvad han kalder »de nye koldkrigere« efter den kolde krigs afslutning.
Gert Petersen opregner fire af disse ’koldkrigeres’ hovedpåstande – eller myter, som han har haft til hensigt at gendrive:
*At kommunismen med sin påståede historiske rekord i menneskelige ofre er værre end nazismen/fascismen, samt at både kommunismen og socialismen har fælles ideologiske rødder med fascismen.
*At der er en lige vej fra den socialdemokratiske velfærdsstat til ufri formynder-socialisme og i værste fald til kommunisme og GULAG.
*At Vesten ikke begik nogen nævneværdige fejl i den kolde krig.
*At de uafhængige fredsbevægelser var ’forrædere’, som reelt gik over på fjendens, dvs. kommunismens, side.
Overfor de to første påstande, som findes i den meget omtalte Kommunismens Sortbog fra 1997, bevæger Gert Petersen sig ind i, hvad han kalder »grusomhedernes absurde aritmetik« – for det enkelte offer er det naturligvis ligegyldigt, om man er én af 100 eller én af en million. På bogens første 100 sider dokumenterer og argumenterer han energisk – og med et betydeligt historisk overblik – for, at i forhold til de europæiske nybyggeres og kolonisatorers folkedrab og (slave)undertrykkelse i især Nord- og Sydamerika (indianerne) og i Afrika, og i forhold til regeringers og generalers massenedslagtninger under Første Verdenskrig, er kommunismens ofre ikke så verdenshistorisk enestående, som Sortbogen påstår. Snarere er de kommunistiske ledere fra Lenin over Stalin til Mao på paradoksal vis også produkter af denne europæiske kultur, hvis »sejrsgang hviler på et uhyggeligt fundament af massemord, vold og menneskeforagt,« som Gert Petersen så præcist formulerer det.

Overdrivelser
Bogen søger ikke at underspille de forbrydelser, som er begået i kommunismens navn. Ulykken var ikke den kommunistiske utopi, skriver Petersen, men netop, at denne ikke blev realiseret – i modsætning til den nazistiske utopi, som til overmål blev realiseret. Pointen er her, at Sortbogens og dens eftersnakkeres overdrivelser og til tider helt groteske påstande (som f.eks. når Mao tildeles skylden for 65 millioner menneskers død!) ikke blot direkte bagatelliserer Hitlers race-betingede folkedrab og målbevidste krigsanstiftelse, men ifølge Gert Petersen også har det dybere formål at delegitimere og mistænkeliggøre enhver form for socialistisk, dvs. anti-kapitalistisk tankegang.
Denne anmelder kan godt følge Gert Petersen et langt stykke af vejen her. Lidt sværere bliver det, når han – uden synderlig dokumentation – skriver, at der i Sovjetunionen trods den politiske ufrihed og undertrykkelse dog samtidig eksisterede en socialistisk tanke om ’lighed og tryghed’, som styret søgte sin legitimitet i, og som rummede »ansatser til et socialt velfærdssamfund«. Formuleringen vækker under alle omstændigheder let forkerte
associationer.
De resterende godt 300 sider bruger Petersen på de to sidste af de fire ’koldkriger’-påstande – en kronologisk gennemgang af den kolde krigs historie, dog med klar overvægt til de første fem vigtige og formative år 1945-1950. Det sker på grundlag af et begrænset, men dog nogenlunde repræsentativt udvalg af hovedværker fra den nyeste, omfattende internationale (og til dels danske) koldkrigsforskning, som ikke mindst er baseret på de nyåbnede sovjetiske og andre Øst-arkiver.

Vestens ansvar
En hovedtese er, at Vesten må dele ansvaret for den kolde krigs udbrud og grotesk militariserede eskalering med Stalin og hans sovjetiske system, samt at drivkraften for begge lejres koldkrigspolitik oprindelig var en mere eller mindre ubegrundet og til dels ideologisk forstærket frygt – som også af hensyn til de to blokkes interne sammenhængskraft ofte bevidst blev overdrevet af lederne (Petersen kunne her have citeret
USA’s udenrigsminister Dulles, som i 1955 internt talte om dén »frygtens cement«, som hidtil havde holdt de NATO-allierede sammen).
Senere, da den gensidige
atomoprustning var lagt i faste rammer, og begge parter parallelt med afskrækkelses-strategien også legede med tanken om et atomart forkøbsslag med ’afvæbning’ af modparten, var fejlopfattelser og fejltolkninger af modpartens handlinger og hensigter vigtige drivkræfter, som gjorde den kolde krig til en til tider dødsensfarlig konflikt – Cuba-krisen er kun ét af eksemplerne. Det ironiske er imidlertid, at ingen af parterne på noget tidspunkt for alvor planlagde et uprovokeret angreb på den anden. Heller ikke i arkiverne i Moskva er der – trods ’koldkrigernes’ påstande om det modsatte – fundet antydninger af noget sådant. Også her har Gert Petersens tolkning solid støtte blandt internationalt førende koldkrigshistorikere.
På mere usikker, kontrafaktuel grund er Petersen – og de historikere, han støtter sig til – unægtelig i en anden central tese: Hvis Vesten havde valgt et mere forstående svar på den globale udfordring efter Anden Verdenskrig, og hvis Vesten (og i al fald en enkelt gang Sovjet) havde udnyttet nogle af de chancer for en forhandlet forståelse, som opstod undervejs, kunne den kolde krig sandsynligvis have fået et mere moderat, mindre militariseret og måske mere kortvarigt forløb. Pointen er imidlertid, at det under alle omstændigheder end ikke blev forsøgt for alvor (før Gorbatjov og Reagan), hvilket i sig selv er kritisabelt.

H.C. Hansens ’bedrageri’
Derfor, argumenterer Gert Petersen, igen på linje med centrale koldkrigshistorikere, var det ikke ’forræderisk’ eller ’illoyalt’, men tværtimod både rimeligt og demokratisk helt legitimt for partier og tværnationale græsrodsbevægelser i Vesten at kritisere og forsøge at ændre den vestlige
(NATO’s) sikkerheds- og koldkrigspolitik i mere forsonlig og mindre militariseret retning. Disse bevægelser i Vest og Øst spillede da også, viser Gert Petersen, en vigtig, inspirerende rolle for nedbrydningen af de gensidige fjendebilleder og for skabelsen af det pres på lederne i de to blokke, som fik dem til gradvis at ændre signaler – og afslutte den kolde krig.
Det ville overraske, om ikke Gert Petersens lange fortid i rollen som mere eller mindre ’ansvarsfri’ oppositionspolitiker her og dér slog igennem i fremstillingen. Det er f.eks. tilfældet, når H.C. Hansens diskrete accept af USA’s oplagring af atomvåben på Grønland kritiseres som en »pinlig sag« – truslen fra Øst retfærdiggjorde ikke »bedrageriet«, skriver Petersen, for H.C. Hansen måtte da vide, at den sovjetiske angrebskapacitet på dette tidspunkt var langt svagere end USA’s – og desuden »var atmosfæren i 1957 ikke højspændt.« Det er en ahistorisk betragtning med bagklogskabens karakter, som ikke tager højde for den delikate situation, det udsatte Danmark på dette tidspunkt var spændt ind i mellem koldkrigens to mistænksomme og frygtsomme supermagter – som Petersen jo ellers selv så præcist skildrer i bogen.
For kendere af den nye koldkrigslitteratur og det østlige kildemateriale, den især bygger på, vil der ikke være noget egentlig nyt eller overraskende i Gert Petersens fremstilling. Men det er den første publicerede i sin art på dansk og alt i alt en veldokumenteret og velkommen modvægt til den meget forenklede og overfladiske debat om den kolde krig, som gennem de senere år især har fundet sted i specielt de tre store morgenavisers – og især de berlingske blades – spalter. Bogen burde kunne bidrage til en tiltrængt højnelse af det danske debatniveau om den kolde krig.

*Gert Petersen: Med frygten som drivkraft. Tanker om den kolde krig. Aschehoug. 464 s., 329 kr.

*Poul Villaume er dr.phil. og lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her