Læsetid: 3 min.

Kunstens shamaner

’Spontanitetens veje’ har den hollandske kunsthistoriker Willemijn Stokvis givet sin bog ’COBRA’ som undertitel. Det er en gedigen protokolføring over en betydningsfuld epoke i den europæiske kunst, men man kunne have ønsket sig et videre, åndshistorisk perspektiv
6. april 2001

(2. sektion)

Kunstbog
COBRA-bevægelsen forekommer ikke så påtrængende aktuel, lige i øjeblikket – hvilket nok betyder, at den står umiddelbart over for en revival. Når Edvard Munch som maler har så stor gennemslagskraft i øjeblikket, skulle turen vel snart komme til hans disciple fra tiden omkring Anden Verdenskrig, datidens unge vilde.
For at repetere er bevægelsens navn dannet af byerne CO(penhague), BR(uxelles) og A(msterdam) – og de førende blandt kunstnerne var Asger Jorn, Constant og Corneille og Karel Appel. Udgangspunktet var oplevelsen af Picasso og surrealismen i 1930’erne og en frugtbar og frustrerende isolation i hjemlandene under krigen.
Da grænserne åbnedes, strømmede de opsparede energier imellem de europæiske lande – de frie af dem, vel at mærke, fra Italien i syd til København i nord, stadigvæk med den energigivende kraft centreret i Paris.

Spontant-abstrakt
Willemijn Stokvis har et kodeord for sin historiske gennemgang af forhistorien og forløbet af COBRA’s europæiske hærgen, nemlig spontanitet. Hun redegør for 1930’ernes kunstverden i Danmark, detaljeret, men desværre uden de videre perspektiver, der ville have givet bogen en større almen interesse.
Man kunne have ønsket sig, at hun havde stillet spørgsmålet, hvorfor spontaneitet var et nøglebegreb. Hvorfor var forbillederne den såkaldte ’primitive’ kunst fra Grønland og Oceanien og børns og sindssyges tegninger? Heller ikke den europæiske forhistorie for denne retning tegner hun klart nok: Ingen af disse ideal-former for præ-intellektuel billedkunst er jo opfundet i Danmark.

Sindssygt
Gavner det en kunstner at være sindssyg? Det spørgsmål blev stillet i en enquete i Høstudstillingens katalog i 1944 – og alle de adspurgte mente, at der ikke kan opstå et virkeligt kunstværk, hvis man ikke er en lille smule uligevægtig. Carl-Henning Pedersen udtrykker den overbevisning, at han ville ønske, at han kunne male lige så godt som de sindssyge.
Mere splittet er feltet over for spørgsmålet: Gavner det en kunstner at blive psykoanalyseret? Men netop her havde bogen haft en force, hvis den havde indeholdt en dyberegående analyse af
Freud og hans fællers betydning for den spontane kunst. Man ved, at analytikeren Sigurd Næsgaard havde en meget stor indflydelse på de danske malere, og hele processen i psykoanalysen stemmer overens med overgivelsen til det såkaldt ubevidst i de konstruktioner af spontanitet, Ejler Bille og Sonja Ferlov overtog fra surrealisterne.
Willemijn Stokvis referer i tekst og noter, at Næsgaard og Wilhelm Reich, der jo var i København i en periode, ikke var uden betydning for billedkunstnerne, men det havde været interessant, hvis hun i sådanne fundamentale sammenhænge havde forsynet bogen med en åndshistorisk indledning. Man når helt frem til side 298, før man finder den interessante konstatering:
»Det er egentlig underligt, at der ikke var nogen i kredsen, der forbandt Carl Gustav Jung og hans ideer om det kollektivt ubevidste med denne udtryksmåde. I menneskets kollektive underbevidste skulle de mytiske lagbefinde sig. Ifølge Jung er det i disse mytiske lag, at de urbilleder eller ’arketyper’ dannes, som ikke alene optræder i myter og eventyr over hele verden, men som også forekommer i de sindslidendes fantasiverden.«

Marxisme
Lige så betydningsfuld som psykoanalysen var marxismen, hvis indflydelse heller ikke kommenteres og vurderes indgående nok. Heksejagt på kunstnernes aflagte ideologier er ikke vejen frem, men erkendelse fås ikke uden viljen til at stikke spaden dybt i jorden, når man sidder med en periode som 1930’erne og 1940’erne. Den sidste vinkel, man mangler, er synet på de kvindelige kunstnere, der er med på fotografierne af de glade lag, men som kunstnerisk knap nok anes i periferien.

Dokumentation
Willemijn Stokvis har studeret COBRA i en menneskealder, og det er et stort materiale, hun fremlægger om bevægelsens europæiske manifestationer.
For danskerne vil det være af særlig interesse, at kunne studere den belgisk-hollandske andel i de spontant-abstraktes univers, mens den danske billedkunst findes behandlet grundigt i vor egen kunsthistoriske litteratur.
nWillemijn Stokvis: COBRA – Spontanitetens veje. Overs. Hanne Sørensen og Jette Skovbjerg. Dansk bearbejdning: Anja Sol Therkildsen. Konsulent: Trine Ross. 472 s., ill. sort-hvid og farve. 650 kr. indb. Forlaget Søren Fogtdal A/S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her