Analyse
Læsetid: 5 min.

Kyoto – bedre end ingenting

Man kan sagtens tænke sig en aftale om det globale klima, som er bedre end Kyoto-aftalen. Men politisk er det ikke realistisk at begynde forfra
24. april 2001

I bagklogskabens klare lys kunne man ønske sig at starte helt forfra på de internationale forhandlinger om den globale opvarmning og begrænsningen af drivhusgasserne.
Kyoto-aftalen er ikke god. Den er et svagt kompromis, den er indviklet og uklar, den skaber mistænksomhed.
Selv om det lykkes at få den gennemført, så er det usikkert, hvor godt den vil virke. Under alle omstændigheder løser den ikke problemet med den globale opvarmning. I bedste fald er den et første skridt på en lang vej.
Formålet med det hele står glasklart beskrevet i FN’s Klimatraktat fra 1992: At stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser (koncentrationen) på et niveau, der kan »forhindre en farlig menneskelig indvirkning på klimasystemet«. Det skal ske inden for en tidsramme, der giver tid til, at økosystemerne kan tilpasse sig naturligt til de nye vejrforhold, at produktionen af fødevarer ikke trues, og at den økonomiske udvikling kan fortsætte på et bæredygtigt grundlag.
Hvert land indberetter til FN’s klimasekretariat i Bonn, hvor stor en mængde drivhusgas, det slipper ud i atmosfæren hvert år. Selv om udslippet begynder at falde, (EU’s er f.eks. faldet fire procent siden 1990, meddelte Det Europæiske Miljøagentur i går) vil koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren jo blive ved med at stige, indtil det samlede udslip er på samme størrelse som den mængde, naturen selv kan opsuge.
Man regner med, at det globale udslip skal ned på omkring halvdelen af det nuværende. Da mange udviklingslande har et meget presserende behov for at bruge mere energi, hvis deres udvikling skal være socialt bæredygtig, betyder det, at de storforbrugende industrilande skal skære ned til en femtedel.

Det logiske ville være at bede forskerne i FN’s klimapanel om et nøgletal: Hvor meget kan vi tillade os at slippe ud pr. indbygger i denne verden?
Hvis tallet f.eks. er 2,5 tons CO2 pr. indbygger om året, så kunne man lave en aftale, der omfattede alle lande i verden: De lande, der ligger lavere, kunne få lov at bruge mere kul, olie og gas og på anden måde slippe flere drivhusgasser ud i den fælles atmosfære. De lande, der ligger højere, kunne få en passende tidsfrist til at omstille sig.
Indtil da kunne man aftale, at de lande, der ligger over grænsen, skulle købe kvoter fra de lande, der ligger under den.
I dag er udslippet pr. indbygger i USA ca. 20 tons om året (hvis vi holder os til CO2). I Rusland er det ca. 14, i Danmark knap 12, i Tyskland ca. 10, i Japan lidt over otte, i Kina lidt over to, i Indien knap en og Swaziland 0,3. Den indiske miljøaktivist Anil Agarwal er en ivrig forkæmper for en sådan, global lige og retfærdig aftale.
Et sådant loft over udslippet pr. person kunne man kombinere med en bundgrænse for udslip af drivhusgasser pr. produceret enhed. En sådan bundgrænse ville tilskynde udviklingslandene til at bruge de penge, de tjener på kvoterne, til at gøre deres energisystem mere effektivt, spare på energien og anvende vedvarende energikilder. De velstillede lande ville få den samme tilskyndelse – fordi de ville spare pengene til at købe kvoter, hvis de udnytter energien mere effektivt.

Sådan en aftale ville være nemmere at forklare befolkningerne. Og et af USA’s hovedargumenter mod Kyoto-aftalen ville falde væk: At u-landene ikke er forpligtet.
Selv om argumentet virker søgt, så længe USA’s udslip er syv-otte gange større end Kinas pr. indbygger og tyve gange Indiens, så er det jo rigtigt, at hele indsatsen ikke hjælper på verdens klima i det lange løb, hvis ikke udviklingslandene også bliver forpligtet på et senere tidspunkt.
Frygten for unfair konkurrence og virksomhedsflugt til lande, der ikke er forpligtet, ville også blive dæmpet, hvis det var en del af aftalen, at energieffektiveten skal øges i disse lande. Samtidig kunne man forsøge at lave en aftale med verdens 500 eller 1.000 største selskaber. En del af dem har allerede forpligtet sig på en klimastrategi. Hvis alle de store energiselskaber, bilkoncerner, forbrugerkæder, banker osv. blev stillet over for et udkast til en fælles aftale, ville mange af dem have svært ved at sige nej – af hensyn til deres image og deres fælles interesse i lige konkurrencevilkår.

Men det er altsammen ønsketænkning og bagklogskab. Med det klare nej til Kyoto-aftalen fra USA’s præsident Bush er emnet blevet storpolitisk. Og i storpolitik er der ikke plads til bagklogskab.
Kyoto-aftalen er, som det hedder på amerikansk the only game in town. Den er ikke god nok, men den er eneste mulighed for at komme i gang med at begrænse de globale udslip.
Hvis USA’s præsident og kongres ikke vil gå med til en aftale, der i realiteten kun pålægger USA at stabilisere sine udslip på et niveau, der er dobbelt så højt som EU’s og tre gange Japans, så er det jo helt utænkeligt, at de skulle sige ja til en aftale om på langt sigt at bringe deres udslip ned på det globale gennemsnit. Spørgsmålet nu er derfor, om de øvrige lande kan holde sammen.
Nu afhænger det ikke mere af de indviklede tekniske regler. Det afhænger af, om EU-landene står sammen. Om de tør spille deres rolle i verdenspolitikken selvstændigt. Og om de kan få Rusland og Japan med i et kompromis, som også de store udviklingslande godkender.
Det er en stor mundfuld.
Lederen af forhandlingerne, den hollandske miljøminister Jan Pronk, opfører sig stadig udadtil, som om han tror på en aftale, der også omfatter USA.
»Familien er truet af skilsmisse, men ingen er flyttet hjemmefra endnu,« sagde han efter mødet i New York i lørdags. Han har indkaldt til nye kompromis-forhandlinger i Stockholm i næste måned. Men bag kulisserne er det først og fremmest forholdet mellem Tyskland og Rusland – og forholdet mellem EU og Japan – der afgør Kyoto-aftalens skæbne. Rusland ligger i forhandlinger med Tyskland (og resten af EU) om sanering af den store udlandsgæld. Samtidig har landet overskud af kraftværker på grund af den langstrakte økonomiske krise. Af samme grund har Rusland (og Ukraine) i Kyoto-aftalen fået mulighed for at sælge meget store kvoter af CO2-udslip, som landet alligevel ikke selv kan bruge.
Rygterne siger, at både de ubrugte kvoter og en bedre adgang til at sælge energi på EU’s indre marked indgår i spillet om saneringen af gælden – der først og fremmest er et anliggende mellem Rusland og Tyskland.
Hvad Japan egentlig vil, er svært at blive klog på. Men indtil nu har de japanske forhandlere i hvert fald ikke sagt, at de vil følge USA ud af aftalen. Det ville også være et stort tab af prestige i betragtning af, at Japan var vært og aktiv formidler af kompromisset, da aftalen blev til i den gamle kejserby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her