Læsetid: 4 min.

Lærestreg

Kinas ledere vil bruge sagen om spionflyet til at sætte sig i respekt over for Bush
11. april 2001

Analyse
HONG KONG – Det er den gamle patriark Deng Xiaoping, der bedst har beskrevet forholdet mellem Kina og USA: »Det kan aldrig blive helt godt – men det vil heller ikke blive rigtig dårligt.«
Efter episoden med det amerikanske spionfly, der den 1. april måtte nødlande på øen Hainan som følge af et sammenstød med en kinesisk jager, kan man sige, at forholdet nu vil blive værre, inden det kan blive bedre.
Deng, der døde i 1997, hentydede til, at der nødvendigvis må udvikle sig gnidninger mellem verdens rigeste og folkerigeste land – og mellem en supermagt og en stat, der aspirerer til at blive det.

Kortvarig idyl
I en kort periode for få år siden syntes både Beijing og Washington at åbne mulighed for, at de to lande måske kunne koncentrere sig om de positive aspekter og reducere den uundgåelige konkurrence og konflikt til et minimum.
På topmøderne i 1997 og 1998 aftalte præsidenterne Jiang Zemin og Bill Clinton at etablere et »konstruktivt strategisk partnerskab tilpasset det 21. århundrede.«
Men hvedebrødsdagene var snart forbi. Idyllen blev knust af NATO’s luftangreb på Serbien - især bombardementet af den kinesiske ambassade i Beograd i maj 1999.
Hos de kinesiske ledere vakte Kosovo-krisen frygt for, at NATO med USA i spidsen næste gang skal vende sig mod Kina – f.eks. ved at gøre Taiwan, Tibet eller provinsen Xianjiang til et ’kinesisk Kosovo’.
Det bilaterale forhold blev dog noget forbedret, da den amerikansk-kinesiske protokol om Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen WTO blev underskrevet i november 1999.
Men efter George W. Bush’ indtog i Det Hvide Hus er det igen modsætningerne mellem Kina og USA, der er i fokus. Og viceministerpræsident Qian Qichens besøg i Wa-shington i forrige måned førte ikke til en ændring af dette faktum.

Taiwan er nøglen
Taiwan er naturligvis det største irritationsmoment. Beijing er bekymret over udtalelser fra Bush og hans nærmeste rådgivere om, at USA vil forsvare Taiwan, hvis øen bliver angrebet fra fastlandet.
Desuden har Bush nægtet at gentage de såkaldte ’tre nej’er’, som Clinton formulerede i 1998: Nej til uafhængighed for Taiwan, nej til ’ét Kina, ét Taiwan’ og nej til, at Taiwan bliver optaget i internationale organisationer bestående af suveræne stater.
Der er forlydender om, at den intensiverede amerikanske overvågning af Kinas sydøstkyst til dels skyldes forstærket kinesisk aktivitet – bl.a. opstilling af raketter – i dette område.
Et andet og mindst lige så vigtigt stridspunkt er Bush-administrationens »hegemonistiske dagsorden«, som det hedder i Beijing.
Præsident Jiang ser f.eks. Washingtons beslutning om at gå videre med planerne om et nationalt mis-silforsvar (NMD) som et klart bevis på USA’s ønske om en verden med kun én supermagt. I samme retning virker USA’s seneste flybombardementer af irakiske områder.
Beijing er også foruroliget over, at de fleste af Bush’ rådgivere, heriblandt udenrigsminister Colin Powell og forsvarsminister Donald Rumsfeld, opfattes som rendyrkede høge.

Inddæmningspolitik
Den kinesiske ledelse er overbevist om, at USA’s nuværende præsident fører en anti-kinesisk ’inddæmningspolitik’, der skal forhindre den asiatiske gigant i at udvikle sit fulde potentiale – ligesom hans far i sin tid var medvirkende til at tvinge Sovjetunionen i knæ.
Ud over at ’omringe’ Kina ved hjælp af Taiwan og andre allierede, f.eks. Japan, Sydkorea og Filippinerne, bruger USA efter Beijings opfattelse spørgsmålet om menneskerettigheder til at fremme sine egne interesser.
Ifølge uofficielle dokumenter hævder det kinesiske kommunistparti, at Falun Gong-bevægelsen finansieres med »mange millioner amerikanske dollar« af forskellige organisationer i USA.
Kilder i Beijing siger, at præsident Jiang sandsynligvis vil udnytte Kinas strategiske fordele i sagen om spionflyet til det yderste. »Jiang vil give Bush en lærestreg,« siger en kilde tæt på diplomatet.
»Beijing vil stadig have brug for det amerikanske marked og amerikanske investeringer,« tilføjer han. »Imidlertid ønsker Kina også anerkendelse som en slags supermagt – en dominerende magt i Asien og Stillehavsområdet.«
Til Beijings store irritation har Bush ikke lagt skjul på, at han prioriterer en konsolidering af forholdet til gamle asiatiske allierede som f.eks. Japan højest.
Det er også blevet bemærket, at Bush-administrationens topfolk på Asien-området er eksperter i Sydøstasien – ikke Kina.

Håb om indrømmelser
Spionfly-episoden vil måske bringe Bush til at indse, at Kinas økonomiske og militære styrke vokser fra dag til dag, og at han derfor er nødt til at håndtere forholdet til landet med stor forsigtighed.
Ifølge analytikere håber Beijing på, at frigivelsen af flyet og dets 24 mand store besætning vil udløse nogle indrømmelser fra Wa-shington – f.eks. en aftale om, at Washington vil undlade at levere destroyere af Aegis-klassen til Taiwan eller aktiv støtte Kinas optagelse i WTO.
Hvis man kan nå frem til en aftale, der tilfredsstiller begge parter, er der mulighed for, at noget af den mistænksomhed, Jiang og Bush nærer til hinanden, vil blive bortvejret.

*Willy Wo-Lap Lam er tidligere Kina-redaktør på South China Morning Post, nu arbejder han for CNN i Hong Kong.
*Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her