Læsetid: 5 min.

Han har lagt ryg til meget

Smuk præsentation af Belvedere-torsoen, et verdensberømt stykke genbrugskunst
10. april 2001

Udstilling
I Glyptotekets central-akse, længst inde, sidder en gipsafstøbning af en stor, muskuløs gipsfigur, en torso, i profil foran et vindue, hvor sidelyset understreger ryggens modellering. Vinduet vender ud mod haven, hvor Rodins Grubler viser sin irgrønne ryg. Der er kontakt.
Nr. tre i den nye serie af meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek handler om denne, såkaldte Belvedere-torso, et antikt fragment som har fået navn efter sin placering i Vatikanets Belvedere-gård.
Torsoen, en menneskekrop uden hoved, arme og ben, dukkede op i Rom i 1400-tallet. Den var signeret Apollonios, Nestors søn og er en marmorkopi fra første århundrede f.Kr. af et originalarbejde, måske af bronze og formentlig et par århundreder ældre. Først i 1500-tallet erhvervede paven torsoen, og den blev installeret i Belvedere-villaens gård. Dermed begyndte dens aldrig afsluttede rolle i kunstens og kunstnernes historie. Rafael bruger den i flere figurer i stanzerne og Michelangelo gennemspiller motivet mangfoldige gange både i Det Sixtinske Kapel og som skulptur.
I bogen, som ledsager udstillingen skriver Anne Marie Nielsen om torsoens reception og dens betydning for efterfølgende generationer af kunstnere. Stilistisk repræsenterer den hellenistisk barok, en definition, som Jan Stubbe Østergaard analyserer og sammenholder med europæisk barok, idet han anfægter det rimelige i at sætte lighedstegn ved et formsprog, som hvor beslægtet det end måtte være, udspringer af to så forskellige historiske perioder. Der er mange aspekter, at tage stilling til.

Identificeret på indicier
Siden den tyske kunsthistoriker J.J. Winckelmann i midten af 1700-tallet i patetiske ord identificerede figuren som Herakles, hvis attribut er pelsen af den nemeiske løve, har navnet fulgt den. Men i 1887 påviste en tysk anatom, at det han sidder på ikke var skindet af en løve, men af en panter. Dermed var Herakles ude af billedet, og helten ventede på et nyt navn. På et tidspunkt blev han kaldt Polyfem, som forelsket stirrer efter Galathea; og derefter med stor grundighed identificeret som satyren Marsyas, men også her var der modsigelser og problemer. Et bedre bud var Arvid Andréns forslag fra 1952. Han kaldte ham Filoktet, den stakkels slangebidte mand, som blandt andet sidder på Nationalmuseets Hobybæger fra første århundrede, og som Abildgaard har malet så gribende inspireret af torsoen – dengang den hed Herakles.
Nu foreslår Raimund Wünsche, Direktør for Glyptoteket i München, at torsoen forestiller Aias. Og hvad skal vi med John le Carré, når vi har arkæologerne og får lov til at følge deres gennemgang af indicier som forsvar for hypoteser. Wünsche analyserer minutiøst og inspireret de fem brudflader, de 12 dyvelhuller, deres dybde og retning, samt tilstykningshullerne foruden nuancer i overfladens behandling og de sårbare arealer langs årernes forløb i marmoret. Hans konklusion er, at vi – formodentlig – står over for en afbildning af Aias, en af Illiadens helte, som i skam og vrede forbereder sig på at kaste sig i sit sværd. Historien er, at Odysseus ved list havde snydt ham for Achilleus’ våben, som var hans retmæssige arv, efter at han havde bjærget vennens lig. I blindt raseri dræbte han en flok kvæg i den tro, at det var Odysseus og hans mænd, og da han opdagede sin fejltagelse tog han sit eget liv. Glyptoteket i München har skabt en rekonstruktion i fuld størrelse af Aias, som støttet til sit sværd, nu konfronteres med torsoen, ledsaget af et par mindre versioner af samme motiv.

Lån, citater eller tyveri
Uanset personens sande identitet har dog ingen nogensinde anfægtet torsoens kunstneriske kvalitet. Arkæologerne har deres vinkel og kunstnerne har deres, samtidig med at holdningen til begrebet en torso det vil sige et fragment, har ændret sig markant gennem tiderne. I dag vil de fleste mene, at Torsoen som uidentificeret fragment er så meget bedre end alle tænkelige forsøg på at gøre den til et specifikt individ.
Om de skiftende holdninger skriver Sidsel Maria Søndergaard og illustrerer sin tekst med værker af udenlandske kunstnere fra Heinrich Füssli til Constantin Brancusi. Siden Michelangelos dage er dog ingen kommet tættere på Belvedere-torsoens formidable spændthed og knudrede muskel-landskab end Auguste Rodin. En gipsafstøbning af Skyggen og en mindre bronzeudgave af Grubleren er inkluderet i udstillingen foruden en original af S. Sindings Slave, hvis marmor udsender helt anderledes kølige signaler.
Andre eksempler på torsoens udødelighed findes rundt om i Glyptotekets sale, for den som har blik for rygge, og en vågen vandring gennem byen ville bringe andre ekkoer ligesom en tur til Louisiana. Her ville man opdage, at en af kilderne til Henry Moores Liggende Figur i to dele, på sø-skrænten over Øresund, er Belvedere-torsoen.
Under titlen »Kunstnere er jo tyve«, lånt fra Bjørn Nørgaard, skriver Charlotte Christensen med gusto om danske kunstnere som motivtyve. Danmark ejer tre udgaver af gipskopien af Torsoen, én bragt til landet af billedhuggeren Th. Stein, én tilhørende Thorvaldsen – og det er den, Glyptoteket har lånt – og én, som Nicolai Abildgaard skaffede til Kunstakademiet, hvor den kan ses i et maleri fra skulptursalen af Martinus Rørbye. H.E. Freund byggede sin statue af Thor over torsoen, og den anes som inspiration bag stillingsmotivet i Christen Købkes portræt af vennen og ligeså i J.A. Jerichaus Herkules og Hebe. Helt direkte afbilder Th.Stein sin gipskopi i en lille lerfigur fra 1897, hvor han lader Michelangelo kærtegne fragmentet. I det 20. århundrede er det især hos Wiig Hansen, at dens store form fornemmes, mens Bjørn Nørgårds Manden på templet fra 1980, er både genbrugsklassicisme og kønsrolle-debatten fra 1970’erne genoplivet ved »den ironiske kombination af en amputeret mand, anbragt oven på et tempel for en sejrsgudinde«.
Og så skal det siges, at sjældent har jeg set så elegant en iscenesættelse, som af denne lille udstilling. Under vestfløjens pavillon med det høje, hvide telttag og de polerede, mørke marmorvægge sidder torsoen, og i hvert af de fire hjørner er rejst armaturer som kuber, der uden hjælp af glas skaber et visuelt rum, der omslutter og belyser de hvide afstøbninger af beslægtede skulpturer. Arkitektonisk rent, klart og smukt.

*Tæt på en torso – Belvedere-torsoen som kunstværk og forbillede. Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads. Tir.- søn. 10-16. Man. lukket. Til 10.6
*Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek. Ny Serie nr. 3. 96 s. Pris 100 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu