Læsetid: 4 min.

Lazarus på racercykel

Det var en genopstandelse af de overraskende, da Gianluca Bortolami vandt Flandern Rundt, mens Rolf Sørensen bekræftede løfterig form ved at være meget tæt på sejren
9. april 2001

Cykling
ROM – Her kort før sin 36 års fødselsdag – den 20. april – nærmer Rolf Sørensen sig de store resultater efter et stille tidligt forår. Han sad med i finalen i det første World Cup-løb Milano-Sanremo for to uger siden, og i går kørte han en fjerdeplads hjem i det Flandern Rundt, som belgiere – eller i hvert fald de flamske af dem – regner for vigtigere end et verdensmesterskab. Men en fjerdeplads, som måske nok har været lidt bitter at smage på bagefter, for Sørensen kunne såmænd lige så godt have vundet. Som han gjorde det i 1997 ved at stikke fra sine udbrudsmakkere Moncassin og Ballerini på de sidste halvanden kilometer før målet i Meerbeke.
Sørensens danske hold CSC World Online havde letten Arvis Piziks med i et ni-mandsudbrud, som var blevet etableret af den tidligere autolakerer Ludo Dierckxens mere end 100 km. fra mål, og som skulle vise sig afgørende på den vis, at favoritgruppen med verdensmesteren Romans Vainsteins, sidste års vinder Andrej Tchmil og vinderen fra 1996, Michele Bartoli, aldrig nåede op til det. På trods af, at afstanden ikke var mere end godt et minut 40-50 km. fra mål og mindre end en snes sekunder før den altid udskillende klatretur op ad Muren ved Grammont/Geerardsbergen med sin 20 procents stigning på det stejleste, brostensbelagte stykke. Ef afgørende faktor for, at favoritgruppen ikke fik kontakt med udbruddet, var nok at Bartolis Mapei-hold, foran var repræsenteret med Nardello, så han deltog ikke i arbejdet.

Gammel kending
Nogle skiltes fra udbruddet, Piziks for eksempel, men Sørensen kørte sig op til det på trods af et tidligere styrt, og de var otte, der kørte ind i byen neden for Muren. Dierckxens, Nardello, Sciandri, Dekker og Sørensen, der alle har betydelige resultater bag sig, men også den upåagtede belgier Chris Peers, italieneren Denis Zanette, der dog har gode resultater i dette forår, Christian Vandevelde – der trods navnet er amerikaner – og Gianluca Bortolami, der ikke har haft et resultat at vise i årevis.
Rolf Sørensen har kørt Flandern 12 gange og kender hver eneste brosten på murene. Han ved, at han skal have et forspring før Grammont, for ellers bliver han sat der, så derfor sad han med i udbrydergruppen og ikke på hjul nede blandt de formodet stærkeste. Og han ved, at han sagtens kan vige et par meter på Grammont, for der er tid til at køre sig frem igen, inden sidste stigning før mål, Bosberg. Og sådan skete det. Nardello, Dierckxens og Zannette forcerede op ad Muren, men uden at slå afgørende hul, og Sørensen smækkede kæden op i det letteste gear (39x23 eller 25) og deltog ikke i forceringen, men sparede flere kræfter end de andre.
Bag sig havde han Bortolami, Dekker og Vandevelde, der også regulerede sig op. Det er et spørgsmål om meget præcis timing: Hvor mange meter kan man tillade sig at lade sig falde bagud, uden at hullet bliver så stort, at det ikke kan lukkes inden næste stigning. Og afstanden til den, skal man så selvfølgelig også kende præcist.

Overrumplingsangreb
Sørensen regnede, instinktivt, på det og kørte alene op til de forreste inden Bosberg, men også de tre bageste fik kontakt inden de sidste 10 kilometer. Sidste år formåede Tchmil at rive sig løs alene her og holde et spinkelt forspring til mål, og det var også, hvad Sørensen prøvede på, da der manglede fire km. ad flad vej, og fik følge af Zanette. Uden at kunne slå det afgørende hul. Kort efter prøvede han igen med et overrumplingsangreb fra en position bagest i gruppen, men kom ikke fri – og så er det et spørgsmål om hvormange flere skud, der kan være i bøssen. Sørensen havde brugt to – plus kræfterne på at køre sig op til de forreste – og det er altid et vanskeligt skøn, om han skulle have gemt dem til den otte-mandsspurt, løbet afsluttedes med, og hvor man på forhånd måtte regne Sciandri for den hurtigste. Det var han ikke.

Ældre mand
Det var meget sensationelt Gianluca Bortolami, der vandt foran Dekker og Zannette, og dermed kørte sig ud af den glemsel, der har hyllet ham siden en meget stor sæson i 1994. Her vandt han en etape, Rennes, i Tour de France, og kørte derefter et forrygende efterår, hvor sejre i de to World Cup-løb i Leeds og Zürich gjorde ham til en samlet og meget overraskende vinder af Cup’en. Dengang kørte han for Mapei, med den multi-sigtede læge Ferrari som præparatør, i 1997 og 98 kørte han for det dopingdømte Festina, og det var nærliggende at se hans pludselige resultater, og pludselige mangel på dem, som effekt af Epo. Men retfærdigvis må det siges, at Bortolami har døjet med skader af enhver art siden, og i Festina-årene var hans rolle hjælperytterens.
Med de skrappere dopingregler – med virkning fra 1. april har den internationale cykelunion, UCI, vedtaget den franske metode, hvorefter kunstig epo kan spores i urinen – må man formode, at Bortolamis genkomst alene skyldes hans aldrig betvivlede store talent. Hvad man skal formode om italieneren Fabiano Fontanellis blodprocent vil tiden vise. Han er tidligere fundet positiv for brug af ulovlige stoffer, og i går kom han ikke til start, da hans hæmatokritværdi blev målt til over de tilladte 50.
Om Rolf Sørensen kan man formode, at hans formkurve topper på søndag, hvor der køres Paris-Roubaix, som hele tiden har været hans forårsmål, og sker det, er det sørme godt timet af en ældre mand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her