Læsetid: 5 min.

Der er et liv efter Monamonamona

Søren Kragh-Jacobsen sætter Information på kærlighedens skolebænk og synger budskabet om pop-koryfæets genopstandelse med en ny dogmeplade
10. april 2001

Cd på vej
Alderen taget i betragtning er det med forbløffende lethed, at han kravler fra den udvendige og smalle svalegang, der er placeret i sceniske omgivelser over de københavnske tage i sjette sals højde, over den ureglementerede høje vindueskarm og ind i sikkerhed i pladeselskabets Sonys anonyme repræsentationslokale. Det var fotografen, der lokkede det gamle popikon, film-mageren, den omrejsende fortæller, Søren Kragh-Jacobsen, udenfor på den smalle svalegang for at portrættere ham i fotografiets hellige navn.
Atter indenfor i sikkerhed kigger han lettere rød i hovedet på grund af anstrengelserne og den friske luft med et åbent og ærligt ansigtsudtryk på Informations udsendte, og udbryder:
»Nå, du er også kommet for at høre om den gamle mand, der synger nye og friske popsange.«
Søren Kragh-Jacobsen er i dag en succesrig filminstruktør, senest med filmen Mifunes sidste sang. Men fra ungdommens år ligger en musikalsk karriere og spøger. En karriere der nu er ved at blomstre igen efter, at der rejste sig et folkeligt krav i radioprogrammet Strax.
Kravet lød på intet mindre end, at folket vil have den folkekære sangskriver til bl.a. sangen Kender du det (Mona, Mona, Mona) tilbage som musikalsk kreatør i popmusikkens evigt dunkende manege. Derfor udsender Søren Kragh-Jacobsen nu albummet Isalena. Det første album i 25 år.

Dr. Love
Omdrejningspunktet for Søren Kragh-Jacobsens musikalske udfoldelser er kvinderne og kærligheden. Det var det i fordums sange fra 1970’erne og det er det også i dag. Information er som altid på jagt efter sandheden. Sandheden om Kragh-Jacobsen og kvinderne og ikke mindst sandheden om Mona, der har forfulgt den arme pop-skjald i næsten 30 år.
– Hvad er det egentlig med de kvinder. Du bruger jo meget tid på at synge om dem?
»Kvinder er jo dejlige. Nu har jeg jo researchet på dem i over 20 år, og det er gået okay, det kan du jo høre på min nye plade,« siger han, mens et stille smil udvikler sig til latter.
»Kvinden er det lækreste, der kan ske for en. Og det har man altid skrevet sange om. Vis mig ti sange, hvor den ene ikke handler om kærlighed, og jeg skal vise dig den dårlige,« siger han og pointerer, at det er en anden slags kærlighed, han synger om, end det var for 25 år siden.
»Alderen kommer til udtryk i sangene, hvor jeg belyser det at have fået nogle børn, at have levet sammen i mange år og det at blive skilt. Det var det jo ikke i de glade Mona-dage.«
- Hvad var det med hende Mona, Mona, Mona. Forfølger hun dig ikke?
»Hun kom løbende meget, meget hurtigt og alligevel forfølger hun mig. Og det kan jeg da godt være lidt forundret over. Men hun lever stadig og har det godt. Det kan jeg da se på koda-checkene, der jævnligt dumper ind af døren.«
– Forestillede du dig det, dengang du skrev den?
»Nej, det var jo sådan en sang, jeg skrev sidelæns på stolen, med en kuglepen og et glasrødvin. Ordene kom bare: Jeg sad ved andet bord i rækken, det var tredje skoledag, vi var begyndt i ottende klasse, vi havde samfundsfag, så løb det derned af. Det er en meget sjov lejlighedssang om at blive forelsket og ramt første gang. Et hit man ikke regner med.«
– Kærligheden var svær, da du blev ramt af Mona, den første kærlighed. Det lyder ikke til, at det bliver lettere med kærligheden på din nye plade her årtier senere, siger Informations unge reporter i håbet om at kunne suge på labben af erfaringer og livsvisdom hos den erfarne skjald.
»Kærligheden er aldrig nem. Kærligheden og samlivet er et stort kompromis,« siger Kragh-Jacobsen, mens interviewet langsomt udformer sig til et veritabelt kærlighedskursus for den unge interviewer.
»Nu lyder jeg som en anden ’doctor love’, men kærligheden er altså ét stort vidunderligt kompromis, det skal du virkelig tage alvorligt. Og så skal du ikke være for hurtig på aftrækkeren og smutte ved første problematiske lejlighed. Især ikke når du får børn. Samtidig går det alt for stærkt til at tro på den første og eneste kærlighed. Den anden kærlighed er som regel sjovere og den tredje er... ja det ved jeg sgu ik’.«
»Men du virker jo bundvenlig og omgængelig, så det skal nok gå. Bare husk på, at solen ikke skal gå ned over en dårlig dag.«
Jeg kvitterer for venligheden ved at kridte pennen og nøjsommeligt fremføre mit forberedte kritiske, skarpe spørgsmål, om han ikke er bange for, at folk skal opfatte det som ren kommerciel tænkning, at man støver et af de gamle koryfæer af, for atter at vride pengemaskinen. Det hele skal jo ikke gå op i rendyrket rygklapperi.
»Bange for det? Nej, jeg har selv valgt det. Jeg har været meget i kontrol med den her plade, og jeg ville skrotte den, hvis det ikke havde fungeret. Jeg synes, at det er den bedste plade, jeg har lavet. Og det med at gamle ikke kan lave musik, det synes jeg er en dårlig holdning at have. Vi er ikke et land, hvor man hylder erfaringen. Vi hylder de unge frelsere, og det er som at pisse i bukserne. Vi bliver alle sammen lynhurtigt gamle,« siger han og understreger, at hans nye plade er lavet af ren fryd. Han har blot fulgt sit hjerte.
»Og det skal man gøre, når man er 54 år og gerne vil ud og lege rockmusiker.«

Dogme-musik
Søren Kragh-Jacobsen er en af dansk films dogmebrødre, og selv betegner han sin nye plade, som en slags dogmemusik.
»Jeg arbejder meget på intuition, både når jeg laver film og musik. Og der er mange lighedspunkter mellem at skrive en sang og lave en film Enten svinger det, eller også gør det ikke. Det er som at dirigere et orkester begge dele.«
»På den her plade har jeg spillet med alle musikerne på en gang, og det er jo ikke normalt i dag. Jeg kan godt lide at mærke musikerne og deres begejstring. Derfor kan man godt kalde det en slags dogmemusik.«
– Er ambitionen, at vi også skal gå rundt synge med på de nye sange om 20 år?
»Ja, det synes jeg ærlig talt i skulle tage at gøre. Jeg ville ikke have spor imod, at Vinden, mågerne og Magdelona (en af de nye sange, red.) bliver opført for Kong Frederik om tyve år.«

*Søren Kragh-Jacobsens plade Isalena udkommer d. 17. april.

FAKTA
Diskografi
*Hinkeruder på motorvejen (1976)
*Tur-retur (1977)
*Vil du se min smukke navle (1978)
*Isalena (2001)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu