Læsetid: 3 min.

Livet skal forstås baglæns

20. april 2001

(2. sektion)

Christopher Nolans opfindsomme thriller ’Memento’ fortæller sin historie bagfra, hvilket giver den gennemtærskede thrillergenre nyt liv

Ny film
Selvom filmen mod slutningen japper lidt af sted for at få bundet en nydelig – og overraskende – sløjfe på den sindrige intrige, så har Christopher Nolan med denne, sin anden film leveret et fortælleteknisk under, som godt kan opleves et par gange, men som til gengæld ikke vil kunne bruges igen med lige så stor effekt.
Umiddelbart kunne man få den tanke, at Nolans trick med at fortælle sin historie baglæns ville være ganske forvirrende. Men Memento er ikke svær at forstå, og faktisk tilfører konstruktionen filmen en energi og en spændingsdimension, som den gennemtærskede thrillergenre – og en historie, som er blevet fortalt før – ikke altid formår at levere.
Omkring sig har Pearce Carrie-Anne Moss og Joe Pantoliano (begge medvirkede de i The Matrix) i rollerne som filmens eneste gennemgående karakterer – to ’venner’, som stakkels Leonard tror, han ved, hvor han har.
I den glimrende, australske skuespiller Guy Pearce – vi så ham senest i Curtis Hansons vidunderlige L.A. Confidential – har instruktør Nolan fundet sin ideelle Leonard. Som vi følger ham tilbage gennem tiden, bliver han også mere og mere usikker og påvirket af de ting, der foregår omkring ham – som han nok ikke kan huske, men som alligevel sætter sine umærkelige spor i hans forkrøblede bevidsthed. Pearces kantede ansigt udstråler først selvsikkerhed og determination, siden nederlag og forvirring.

Spændingsdimension
»Hukommelsen er upålidelig,« siger Leonard på et tidspunkt om grunden til, at han forlader sig på sine fotos, når han hver morgen vågner op et fremmed sted og må lære sine omgivelser at kende – igen.
Fordi Leonard intet kan huske, og fordi hans efterhånden mange annoterede fotos og de ubestridelige fakta om sin mission, han har tatoveret på sin krop, gør det ud for hans hukommelse, ja, så er han også et oplagt offer for manipulation og bedrag.
Leonard er på jagt efter manden, som dræbte hans kone. Det er hævnen, der driver ham, og bevæbnet med et polaroidkamera til at dokumentere de ting, han oplever, og de mennesker, han møder, kæmper han sig minut for minut tættere og tættere på sandheden. Eller gør han?

Hævn
Hvor lang tid der er gået, siden Leonard mistede sin evne til at huske det nære, ved vi ikke – det gør han heller ikke selv. Men efterhånden som filmen fortæller sin historie, bagfra og i små ti-minutters blokke, begynder vi at få en fornemmelse af hvorfor og hvordan.
Den britiske instruktør Christopher Nolans opfindsomme thriller Memento sætter sit publikum i samme situation som sin hovedperson, Leonard Shelby, der ikke kan huske meget mere end en halv time tilbage. Efter hans kone brutalt blev voldtaget og myrdet, har Leonards korttidshukommelse ikke haft det så godt. Han ved, hvad han hedder, hvad han arbejder med, og han kan huske sin kone. Hver gang Leonard vågner op, er det, som om hun lige har forladt soveværelset for at gå på toilettet. Når som helst kan hun komme tilbage – det gør hun bare aldrig.
Det hele begynder med et mord, et blodigt mord på en mand. Først ser vi et polaroidfoto af manden, der er blevet skudt gennem hovedet. Så begynder fremkaldelsesprocessen at gå baglæns, og vi oplever fotoet blive taget, og manden blive skudt gennem hovedet. Scenen er sat, forestillingen kan begynde.

*Memento. Instruktion og manuskript: Christopher
Nolan. Amerikansk (Empire og Grand i København og Café Biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu