Læsetid: 4 min.

Maleriets Don Quixote

Som ung lærte Chagall, at kunsten er, at sætte modsætningsfyldte farver sammen på en sådan måde, at de gensidigt holder hinanden i ligevægt og samtidig danner så enkle former som muligt
17. april 2001

Udstilling
LUGANO – Efter at kunstmæcen-dynastiet Thyssen for en halv snes år siden flyttede sin enestående kunstsamling fra den sydøstschweiziske by Lugano til Spanien, fik Luganos museum for moderne kunst den opgave og chance at blive den centrale formidler af europæisk billedkunst i dette knudepunkt mellem det germanske og det romanske Europa.
I de foregående år har museet formået at leve op til denne rolle med fremragende antologiske udstilliner af bl.a. Nolde, Munch, Modigliani og Kirchner.
I år er det et repræsentativt udvalg af Marc Chagalls samlede værk, der vises i museets fire måneders forårsudstilling.
Bemærkelsesværdige Chagall-udstillinger har der været i de seneste år i Zürich, Barcelona, Madrid, Venedig og Stockholm. Men i alle tilfælde har det drejet sig om specialudstillinger med karakteristiske aspekter af Chagalls værker. Udstillingen i Lugano forsøger det vanskelige: At give et samlet indtryk af denne i enhver henseende ekstraordinært farverige kunstner.

Forskellige verdner
Det er vanskeligt, fordi Chagall har levet i så forskellige verdener som i sit jødiske barndomshjem i den hviderussiske by Vitebsk, i det førrevolutionære St. Petersborg, i malerbyen Paris, i Rusland under og efter revolutionen i mellemkrigstidens Vesteuropa i antisemitismens skygge, i USA og til sidst i det idylliske Sydfrankrig, hvor erindringer om fortidens tabte verdener stadig fulgte ham. Ud af denne mangeartede baggrund kom en mangeartet kunst.
Denne kunst er i dag spredt ud over hele verden, ikke blot på de førende museer i Rusland, Frankrig og USA samt mange andre lande, og i talrige privatsamlinger. Alligevel lykkedes det museet i Lugano, med kraftig støtte fra Chagalls barnebarn, Meret Meyer-Graber, at få samlet et udvalg af både de mest centrale værker, og af sjældent viste værker.
Det blivende indtryk af udstillingen, der omfatter 80 oliemalerier, 40 akvareller mv. på papir og seks skulpturer er en vis enhed i mangfoldigheden. Det er overraskende, fordi man ved den første rundgang mest bliver grebet af spændvidden i dette lange kunstnerliv (1887-1985).

Slående realisme
Nogle af malerierne fra uddannelsestiden i det russiske rige opviser en ligefrem slående realisme og klarhed, i gengivelsen af detaljer fra familielivet og fra det jødiske liv, f.eks. David-billederne fra 1914 eller »Apoteket Vitebsk« fra samme år eller de lidt senere synagoge- og kirkegårdsbilleder.
Men allerede her slår også det fantastiske pludselig igennem som i »Violinspilleren« fra 1911.
Det fantastiske er på den anden side det gennemgående træk i værkerne fra Chagalls seneste skaberperiode, fra omkring 1960 til omkring 1980, særlig udpræget i cirkusbillederne, men også fremtrædende i billeder, hvor han griber tilbage til tidligere perioders yndlingsmotiv: Familielivet.

Erindringens betydning
En af forklaringerne ligger i erindringens stærke betydning, et træk, som Chagall har fra sin jødiske tradition. Erindringen lader nutid og fortid glide over i hinanden, og den åbner tillige muligheden for, at fantasi og virkelighed flyder sammen, så der ikke kan sættes skel imellem dem.
Tydeligt kommer det frem i billedet »Den nøgne kvinde over Vitebsk«, et erindringsbillede fra 1933. I dette næsten surrealistiske billede er kvinden en metafor for Chagalls kærlighed til barndomsbyen. Når byen kan skildres med så stærk realisme, er den tragiske baggrund, at den ikke mere eksisterer, i hvert fald ikke i denne form.
En nøgle til Chagalls kunst giver udstillingskataloget med et citat af hans lærer
Leon Bakst, der stillede dette ideal op for sine elever: »Kunsten, at sætte modsætningsfyldte farver sammen på en sådan måde, at de gensidigt holder hinanden i ligevægt og samtidig danner så enkle former som muligt.«
Det var uden tvivl Chagalls kunstneriske ledetråd. Til udtryksformen kom for Chagall som noget væsentligt også det, han ville udtrykke. Der er altid et budskab bag billederne.
Stærkt kommer det frem i det store tredelte billede: »Revolutionen« fra 1937-1952: »Modstanden«, »Genopstandelsen« og »Befrielsen«. Men det er der også i mere hverdagsprægede billeder. Det er et budskab om livets værdi, som bygger på kærligheden mellem menneskene, men også kærligheden til Guds skaberværk.

Tro hævet over religion
Det er ikke kun billederne med direkte bibelske motiver, der er præget af Chagalls jødiske tro, der tillige har optaget væsentlige kristne motiver i sig.
Denne tro hæver sig op over en religion, der er indsnævret i dogmatiske begreber og bliver derved til en forkyndelse af livets storhed.
Det kommer stærkt frem i de billeder, der vil værne om menneskelivet over for krigens ødelæggende magt. Derfor skildrer Chagall ikke blot de store bibelske skikkelser, men også nogle som har haft et vigtigt budskab at bringe i Europas kulturhistorie.
Kompositionsmæssigt er der påfaldende ligheder mellem billeder som »Job« og »Den fortabte søn« og så for eksempel et billede af ridderen af den bedrøvelige skikkelse »Don Quixote«.
I dette billede dominerer de røde faner, som erindrer om Chagalls revolutionstrilogi, og billedet udtrykker en tydelig modsætning mellem en fremadskridende menneskemængde, der symboliserer historiens tragedie, og en af musikanter og sangere præget verden af harmoni og livsglæde.
I midten skrider idealerne, rider frem i et lysende, men luftigt område. På dette sjældent viste billede forvandles Don Quixote til et symbol for den menneskekærlighed, som Chagall ville udtrykke med hele sin kunst.

*Museo d’Arte Moderna, Lugano, Schweiz, Marc Chagall, til 1. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu