Læsetid: 4 min.

Mangel på den rigtige bolig

Der er et udækket behov på 300.000 boliger, men hver dansker har aldrig haft et større boligareal pr. person. Boligmanglen er blandt meget andet også et resultat af ændret livsstil
4. april 2001

Bolignød
Boligmangel. Alene ordet lugter af efterkrigstid, overbefolkede lejligheder og i hast opførte forstadsbyggerier af tvivlsom kvalitet.
I de seneste to-tre år har ordet fået en renæssance i politikeres, planlæggeres og pressens sprogbrug. Prisernes himmelflugt på ejerboligmarkedet og et markant fald i byggeriet af almene boliger har gjort det mere end svært for unge at få en bolig og for nyetablerede par at få en større bolig, når familieforøgelse gør det nødvendigt.
Der kan også sættes tal på. Ifølge Hans Skifter Andersen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, er der, hvad han kalder »et potentielt udækket boligbehov« på 300.000 boliger.
Tallet er udregnet ud fra den forudsætning, at hvert par eller hver person over 20 år skal have egen bolig. Hvilket ikke altid er tilfældet – et stigende antal unge vælger faktisk at bo i længere tid hjemme hos forældrene.
Samtidig minder Hans Skifter Andersen om, at hver dansker aldrig har haft så megen plads at bo på som nu – nemlig 62 kvm mod 57 kvm i 1986.
Der er også blevet fem procent flere boliger til rådighed i forhold til befolkningstallet i 1986.

Få husvilde
»Så den boligmangel, man taler om, er et relativt begreb. Hvis man taler om egentlige husvilde – folk, der ikke kan få tag over hovedet – så findes de, men årsagen er som oftest en helt anden, end at de ikke kan tilbydes bolig. Det rigtige er, at der er mangel på boliger, der tilfredsstiller dagens behov til plads, standard og beliggenhed,« sagde Skifter Andersen på en høring om lejerboliger, arrangeret af Folketingets boligudvalg i sidste uge.
Boligmangelen er især et resultat at tidens trends henimod flere single-husstande og større ønske om at bo i storbycentrene. En nettoindvandring til landet øger presset med ca. 4.000 boliger om året. Ca. 1.600 boliger nedlægges hvert år – i nogle tilfælde fordi udsatte kommuner frygter, at sociale klienter fra andre kommuner flytter ind i tomme almennyttige lejligheder.
»Men boligmangelen er mere et resultat af en dårlig fordeling af boligmassen, end fordi der er for få boliger,« mener Skifter Andersen.

Flugten til bycentrene
Peter Wendt, adm. direktør for Landsbankernes Reallånefond, mener, at nye trends og den øgede velstand har ført til den tilsyneladende boligmangel.
»Den øgede vækst i samfundet har i 90’erne haft samme effekt på boligefterspørgslen som i 1960’erne. Men dengang byggede man i stor stil på marker uden for byerne – der var plads nok. Nu vil både de unge og ’de unge ældre’ bo i bycentrene, og her er det svært at øge udbuddet«.

Uelastisk struktur
Samtidig har de mange restriktioner på lejeboligmarkedet ført til en »uelastisk struktur«, mener Wendt.
»Den gamle ’boligkapitalist’ er definitivt død. Der er fortsat skrappe restriktioner for, hvor meget huslejen må stige, og det er som oftest boligretten, ikke markedet, der afgør den sag. Det giver et lejeboligmarked, hvor den ældre enlige bor i en alt for stor, men billig fireværelsers, som hun bliver i, indtil hun bliver båret ud. Og forinden har hun nået at overdrage den til slægtninge«.
Det almene boligbyggeri er bremset op – dels fordi kommunerne efter 1998 skal finansiere en større del af byggeriet, dels fordi flere og flere kommuner er bange for at bygge til udgiftskrævende klienter fremfor nye, indbringende skatteborgere, mener Wendt.
Og det private udlejningsbyggeri er også gået i stå – primært fordi privat nybyggeri efter Wendts mening er en alt for risikabel affære under de gældende betingelser.
»Det er blevet alt for dyrt at bygge. De beløb, den danske befolkning er vant til at betale for en bolig, kan simpelthen ikke finansiere produktionsomkostningerne – for ikke at tale om et fornuftigt afkast,« mener Peter Wendt.

Hvad kan gøres?
Der er ikke nogen vej uden om højere huslejer, hvis der igen skal gang i byggeriet herhjemme, mener Peter Wendt.
Han mener, at subsidieringen af boliger skal reduceres eller bringes til ophør over en længere periode for at gøre det private udlejningsbyggeri profitabelt.
Samtidig foreslår han, at de velkonsoliderede almene boligselskaber øger boligafgifterne og bruger pengene til at bygge nye, ustøttede boliger på det frie markeds vilkår.
»Politisk er det ikke nogen sandsynlig løsning,« erkender han.
»Men uden lader det sig ikke gøre at afskaffe manglen på lejeboliger.«
Andre deltagere i boligudvalgets høring kan godt se løsningsmodeller – som dog alle medfører større udgifter for staten.
Johannes Poulsen, Kommunernes Landsforening, og Gert Nielsen, direktør i Boligselskabernes Landsforening, vil have kommunernes indskud af grundkapitalen til nybyggerier sat ned fra 14 til syv procent – og større statsrefusion til de sociale udgifter, så »eksporten« af sociale klienter kommunerne imellem reduceres.

Skattelettelser
André Lublin, adm. direktør i pensionskassen PFA, vinder et vist gehør for forslaget om, at skattelettelser igen skal gøre det profitabelt for pensionskasserne at investere i boligbyggeri.
Bolden er spillet tilbage på politikernes bord. Foreløbig vil by- og boligminister Lotte Bundsgaard (S) afvente situationen.
I et svar til Keld Albrechtsen (Enhedslisten) noterer boligministeren sig, at byggeriet igen synes på vej op – fra 6.300 nye boliger sidste år til 7.500 i år.
Bundsgaard har igangsat en undersøgelse af, hvilke typer boliger der er brug for, og før den er færdig til sommer, vil hun ikke tage initiativer, hedder det i svaret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu