Analyse
Læsetid: 5 min.

Mazurs drømme

Årets Jazzparpris-modtager Marilyn Mazur er en idealistisk, musikalsk brobygger med en mangekulturel indfaldsvinkel til jazzmusikken
20. april 2001

Der er grund til national stolthed over, at perkussionisten, komponisten og altmuligkunstneren Marilyn Mazurs på søndag i Tivoli hædres med den internationalt renommerede Jazzparpris, der hvert år uddeles til en jazzkunstner, hvis musik fortjener anerkendelse og international opmærksomhed. At det endelig blev danske Mazur, der har været nomineret to gange før, synes at være et både indlysende og perspektivrigt valg. Hun indtager nemlig en meget personlig musikalsk holdning i det internationale jazzliv.
Med udpegelsen af Mazur sprænger Jazzparkomiteen rammerne for en snæver opfattelse af, hvad jazz er. Mazurs musikalske inspiration skal nemlig ikke søges i den amerikanske jazzkultur, men snarere i en europæisk og en bredere verdensmusikalsk sammenhæng. Som sådan er Mazur ikke unik, i det den etniske folklore har været inspiration for mange jazzmusikere i nyere tid, men komiteens udpegning af hende, er en anerkendelse af, at jazzbegrebet i dag ikke kan rummes i bestemt definerede former eller stiltræk, men at det snarere inkarneres i musikalsk samkvem på kryds og tværs i en globaliseret musikkultur, hvor det afgørende og samlende stof i jazzens væsen er improvisationen og (som regel) det rytmiske element.
Kvinders stilling i jazzen har historisk set været indskrænket til rollen som sangerinder, der kun sjældent har haft skabende betydning. I det perspektiv repræsenterer Mazur en generation af kvinder i den nyere jazzhistorie, der har påkaldt sig særlig opmærksomhed som instrumentalister og/eller komponister, her iblandt pianisterne Carla Bley, Marilyn Crispell, Eliane Elias og tidligere Jazzpar-prisvinder Geri Allen.

Marilyn Mazur (f. 1955) var allerede som ung i midten af 1970’erne fuld af eksperimenter som både musiker, sanger, komponist og danser, men hendes mange ideer og farverige musikalske tilgang har med årene fået klar form og retning. Hvor hun gennem 1980’erne fik mest opmærksomhed for sit utraditionelle og livfulde tromme-og slagtøjsspil, der bragte hende i internationalt søgelys efter indpilningen af Palle Mikkelborgs Miles Davis-hyldest Aura og førte til verdensturneer med Miles Davis, Wayne Shorter, Gil Evans’ orkester og senest Jan Garbarek Group, fremstår hun i dag i lige høj grad som instrumentalist og komponist/orkesterleder gennem sit vedholdende arbejde med sin faste gruppe Future Song og hendes flittige livtag med større orkestrale projekter, der bl.a. er dokumenteret på pladerne A Story of Multiplicity (1998) og Jordsange (2000).
I en dansk sammenhæng indtager Mazur en særposition som motor i en række alternative musikalske aktiviteter, deriblandt Primi Band, som udgav en lp i 1984 og helt i tidens ånd var en markering af tidens feministiske tendenser med et timands-orkester kun bestående af kvinder i en skøn forening af amatører og professionelle. Og som navnet antyder, søgte orkestret tilbage til et basalt og enkelt musikalsk udtryk med minimalistiske og naivistiske kompositioner (alle af Mazur) og en pludrende improvisatorisk brug af stemmer, slagtøj og træblæsere med diverse etniske stilreferencer. Allerede her unddrog musikken sig en traditionel tilgang til jazzen, der også afspejles i hendes rolle som instrumentalist. Mazur er ikke en traditionel timekeeper, men snarere en rytmisk kolorist. Derfor har hun ofte en ’rigtig’ trommeslager med i sine orkestre, som sørger for en mere bastant puls og derved frisætter hende til at håndkolorere musikken med sit enorme forråd af slagtøjsinstrumenter, der på scenen ligner en høj, firkantet kravlegård fuld af klimtende klokker, sprøde håndtrommer, rungende gonger, små marimbaer, raslere og andre lydgivende genstande.
Mazurs frygtløse afprøvning af de store formater har nået et foreløbigt højdepunkt med cd’en Jordsange (2000), hendes vel til dato mest helstøbte orkestrale værk med medvirken af koret Ars Nova og det tolv mand store jazzorkester Copenhagen Art Ensemble. Jordsange rummer, typisk for Mazur, passager af brusende emotionel styrke.
Et eksempel er nummeret Evigheden, hvor orkestret i en langstrakt bølgebevægelse kaster stadig flere fritflyvende melodiske og soniske udsagn ind i den musikalske esse til en glødende og spruttende sammensmeltning – som Vigdis Garbareks minimalpoesi til sangen udtrykker det: »Evigheden er den ild/ hvori alt du lægger på/ smelter sammen/ og ilden hverken vokser/ eller slukker«. I sådanne værker er Mazur helt sin egen med en musik, der nok i rytmisk henseende står i gæld til den mørke og ostinatbaserede rockpuls, som Miles Davis dyrkede i 1970’erne, men melodisk og harmonisk kan have reminiscenser af middelalder-kormusik, afrikansk stammesang og diverse andre folkemusikalske træk, der på forunderlig vis smelter sammen til en organisk helhed.

Endelig er der i Mazurs musik et rugende element af spiritualitet, og ikke overraskende har den norske saxofonist Jan Garbarek set en åndsfælle i Mazur og rammer noget væsentligt om den sag i sin karakteristisk af hende: »Marilyn er som vinden, en elementær kraft«. Der et livtag med noget basalt og eksistentielt i Mazurs musik, og som antydes af titlernes kredsen om naturfænomener og åndelige betydninger, f.eks. Sungoddess, Special Ritual, Paradisrummet, Urstrøm, Dreamcatcher, Visions In the Wood, Evigheden og Gåderne. Hendes musik rummer en undren og ærefrygt i de nysgerrige afsøgninger af stemningsfulde og åbne rytmiske strukturer. Et eksempel er nummeret The Holy fra Small Labyrinths (1997), der bedst kan beskrives som et møde med det numinøse. Nummeret begynder med en sagte hvisken, og gennem især rytmegruppen og Eivind Aarsets elektrisk fordrejede guitar vokser det langsomt i en uafrystelig kollektiv bevægelse ind imod en turbulent musikalsk kerne.
I Glassalen på søndag vil Mazur delagtiggøre publikum i forskellige sider af sit musikalske univers med et særligt program og tre orkesterkonstellationer. Kernen blandt de i alt 14 musikere vil naturligvis være hendes hjertebarn, Future Song, der passende kan stå som et manifest over hendes utopiske og viltre drømme om en ny tids globale samhørighed på tværs af grænser. Denne position fremstår nok naiv, straks den splintres imod de hårde fakta om politiske og sociale konflikter, race- og klasseskel verden over. Men netop fordi det er en drøm, kan den eksistere intakt i vore hoveder, næret af det kunstneriske udtryk.
Det er her, i oplevelsen af musikken, at visionerne kan folde sig ud og fremstå nøjagtigt så smukke og udfordrende, som de høres. Og det er hårde fakta, når Marilyn Mazur, der selv er født i New York og har polsk blod i årerne, i disse dage udfolder sig sammen med musikere fra hele fem forskellige nationaliteter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her