Læsetid: 4 min.

Medier med mundkurve

Journalister på russiske lokalmedier kæmper oftest forgæves for pressens uafhængighed
30. april 2001

DZJERZJINSKIJ – Da journalisterne på den uafhængige tv-station NTV tidligere på måneden kæmpede mod statens forsøg på at overtage deres kanal, overvejede Svetlana Zaitseva at tage bussen ind til en støttedemonstration i Moskva, men hun kom aldrig afsted.
Det ærgrer hun sig over nu, hvor de oprørske journalister fra NTV er blevet sat på porten. For som reporter på en lille lokalavis i Moskvas opland ved hun udmærket, hvilke problemer russisk presse har med at forblive bare nogenlunde uafhængig af nationale og lokale magthavere.
»Vi er alle meget berørte af det, der skete på NTV,« siger hun. »Hvis man på NTV’s niveau ikke kan tale om pressefrihed, så kan man da slet ikke her hos os.«
Svetlana arbejder på lokal-avisen Ugresjskie Vesti i Dzjerzjinskij, en satellitby udenfor Moskva mindre end et times kørsel fra Kreml. Ugresjskie Vesti udkommer en gang om ugen i tabloidformat i et oplag på cirka 6.000 eksemplarer.
Selvom Dzjerzjinskij, med knap 40.000 indbyggere, ligger bare nogle få kilometer fra Moskvas ydre bygrænse er den præget af en lidt søvnig, provinsiel stemning. Her på lokalavisens redaktion er man langt fra Moskvas høj-spændte politiske intriger. Med bare seks journalister er stemningen afslappet og intim, og redaktør Konstantin Merinov, med skulderlangt hår og iført lyseblå rullekravesweater, ligner alt andet end den typiske tilknappede leder af en russisk virksomhed.
Men også her i de rolige omgivelser kæmper medarbejderne en stille kamp for at udgive en avis, som de kan være bekendt, selvom bystyret, der financierer en stor del af bladets budget, har svært ved at forlige sig med journalisternes frihed.
»Vi forsøger at skrive om byens problemer, selvom vores bystyre, synes pressen først og fremmest skal være sød,« siger redaktør Merinov. Men ofte må journalisterne bøje sig for bystyrets ønsker. »Vi får direktiver oppefra, for eksempel når man vil have os til at forklare befolkningen, hvorfor huslejerne stiger.«
Svetlana Zaitseva er endnu mere uforblommet:
»Vi siger mest de ting, som passer myndighederne. Hvis myndighederne ikke vil have, at vi skriver om noget bestemt, så gør vi det ikke. Det må jeg indrømme,« siger hun.

Økonomisk afhængig
Forklaringen på avisens afhængighed af bystyret er mest at finde i økonomien. Annonceindtægterne er få. Der er et par sider rubrikannoncer bagest i hvert nummer, hvor lokale indbyggere og småvirksomheder reklamerer for alt fra formstøbte badekar til sprogkurser.
De store annoncører fore-trækker imidlertid Moskva-aviserne.
»Vores by opfattes som en blindgyde. Derfor er de store annoncører ligeglade med os,« siger redaktøren. »Her i byen kan man simpelthen ikke udgive en avis på kommercielle vilkår.«
Ugresjskie Vesti blev grundlagt i 1991, kort før Sovjetunionens opløsning, under den bølge af politisk aktivisme, der prægede landet i 80’erne og begyndelsen af 90’erne.
To af dens mærkesager gennem årene har været restaureringen af det lokale kloster – et bygningsværk, der skriver sin historie tilbage til 1380 – og forsøget på at få byen omdøbt, så den får sit oprindelige navn, Ugresja, tilbage.
Siden 1936 har byen heddet Dzjerzjinskij, opkaldt efter grundlæggeren af det sovjetiske hemmelige politi, Feliks Dzjerzjinskij. Men mens klosterkirken sidste år blev genindviet efter en omfattende restaurering, er der i det nuværende politiske klima ikke megen udsigt til, at byen kommer til at skifte navn.
Et andet spørgsmål, der gennem årene har optaget både avisen og indbyggerne i byen er problemer med forureningen fra den lokale industri.
Men her er det den økonomiske krise mere end pressens anstrengelser, som har ændret på forholdene. Byens største virksomhed, en militær fabrik, der fremstiller brændstof til Rusland strategiske atomraketter, ligger nemlig stille, og det har væ-sentlig mindsket problemet.
»Tidligere var fabrikken helt ude af kontrol. De hældte giftige udslip i floden og lavede eksperimenter med raketbrændstof i vores birkeskov lige udenfor byen. På den måde er vi ikke kede af, at de er gået i stå,« siger Zaitseva.

Varm linje
En af avisens mest populære rubrikker er ’en varm linje’, hvor byens borgere kan skrive klagebreve, som offentliggøres og viderebringes til bystyret. De fleste henvender sig med sociale spørgsmål eller boligproblemer.
Redaktør Merinov læser op af et klagebrev fra en læ-ser: »Jeg flyttede ind i en kommunal lejlighed for ti måneder siden, og al den tid er der kun kommet varmt vand ud af hanerne. Vi har aldrig koldt vand i hanerne, men det er jo umuligt at bruge varmt vand hele tiden. Vi har uden held henvendt os til mange forskellige instanser. Nu må borgmesteren hjælpe os.«
Efter avisen offentliggjorde brevet, har de lokale myndigheder lovet at sende en blikkenslager ud at reparere vandhanen, men udover sådanne praktiske problemer har Zaitseva ikke de store illusioner om sin egen og kollegernes gennemslagskraft.
»I de fleste tilfælde er myndighederne simpelthen ikke interesserede i at reagere på vores artikler, uanset hvad vi skriver,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu