Læsetid: 11 min.

Mellem Johnsen og Grundtvig

I sin nye digtsamling In Nomine, som udkommer på tirsdag, tager Klaus Høeck livtag med sine erindringer, sit fødenavn – og de danske salmers ukronede mester, N. F. S. Grundtvig
21. april 2001

Litteratur
Nu har Klaus Høeck aldrig været en helt normal digter. Tænk bare på hans bøgers størrelse: Hvor den danske standard-digtsamling næppe når over 70 minimale sider, så har Høeck de sidste 15 år udgivet det ene monumentale opus efter det andet. Bøgerne Hjem, Heptameron, Eventyr og 1001 digt kommer alle komfortabelt op over de 300 sider. Devisen er åbenbart, at en rigtig digtsamling sagtens kan være længere end den gennemsnitlige kriminalroman.
Man kan også tænke på udviklingen i hans bøger. Høeck har aldrig opgivet sit udgangspunkt, en radikal og kompleks systemdigtning. Men igennem forfatterskabet er stadig flere elementer blevet inddraget, i dag finder klassisk naturlyrik ubesværet plads på siderne i hans store, systemstyrede samlinger. Blandt så meget andet, bør man måske føje til. Hos Høeck giver værkernes størrelse nemlig rum til en digtning, der strækker sig fra den højstemte patos til en slentrende dagligdag og til humoristiske brandere.
Stilarter og temaer dukker op og forsvinder igen, varieres og forandres undervejs. Et træk, man genfinder i Høecks nyeste bog In Nomine, som udkom i tirsdags. Bogen fylder små 400 sider. I centrum for digtenes kalejdoskop står denne gang digterjeg’et og hans liv – Høeck spiller hovedrollen i In Nomine, hvis otte digtspor fletter erindringsdigte om liv, levned og slægtninge sammen med lyriske hommager til digterens valgslægtskaber i den danske litteraturs historie, fra Ewald til Strunge. Nogle sider står blanke: Som erindringen er In Nomine hullet og ufuldstændig.
De otte spor er styret af et kompliceret regelsæt, der tager udgangspunkt i digterens fulde navn, Klaus Høeck Johnsen. Ja, det er rigtigt, det sidste efternavn er nyt, i al fald for den litterære offentlighed. Og med In Nomines titel, Høecks fødenavn og bogens mange erindringsdigte in mente er det oplagt, at en samtale med Høeck må starte med et spørgsmål om navne.
– På omslaget af din nye bog, In Nomine, står der stadig Klaus Høeck. Men i bogen fylder dit familienavn, Johnsen, meget. Hvorfor?
»Ja… ideen til min nye samling kommer fra en linie af den franske digter Saint-John Perse: jeg vil bo i mit navn – en speciel ting at sige, især fordi Saint-John Perse var et pseudonym. Derfra fik jeg ideen til en digtsamling, der formelt set er en variation over bogstaverne i mit navn. Og når jeg ville det, så ville det være absurd ikke at bruge mit eget, fulde navn.«
»På et tidspunkt fik jeg faktisk ændret mit navn til Klaus Høeck ved kongelig bevilling. Nu har jeg taget mit efternavn til mig igen.«
– Det er nærmest det modsatte af en pseudonym. Et særligt ægte navn.
»Det er rigtigt. På den anden side optræder det i en bog, i et kunstværk. I virkeligheden kunne jeg hedde noget helt andet. Jeg kunne have fundet på det hele, og hvis læseren så vælger at tro på, at Johnsen er et rigtigt navn, så ville det være hans problem, ikke mit.«
– I den forstand deler dit rigtige navn skæbne med de mange personlige erindringer i bogen. Som læser tror man på, at du var forelsket i din børnehavelærerinde, at du aldrig har kendt din far og så videre.
»Det gør man nok. Men for det første er der tale om erindringer, som er slemmet op i nuet. De kan være sande, det kan være jeg husker forkert. Og jeg kan have glemt en masse – man har mange minder, nogle af dem kan man huske.«
»For det andet er In Nomine et kunstværk, ikke en selvbiografi, og det er en vigtig forskel. Skriver man en selvbiografi, så påstår man også, at man skriver sandheden om sit eget liv. Et kunstværk har andre kriterier, det skal være kunst, og det har – i mine øjne – ikke nødvendigvis noget at gøre med sandhed. Min nye bog er ikke en selvbiografi, jeg er ikke på sporet af sandheden om mit eget liv.«
»Faktisk handler In Nomine ikke kun om min egen, personlige skæbne. Først og fremmest undersøger den en generel struktur, den struktur, det er at være menneske. Hvad er det at være født, at have en slægt, at bo et sted, at skulle dø, at erindre. Det er ting, der gælder for alle mennesker, og at det så har et personligt ’udfald’ i bogen, som er mig, det er fordi det er mig, der skriver bogen.«
– Ikke desto mindre går bogen meget tæt på. Hvis du vil skrive om det almene menneske, hvorfor bruger du så dig selv?
»Hvem skulle jeg ellers bruge! Jeg ved godt, at man i en traditionel, eksistentiel lyrik har et renset, alment jeg, og at man tror, at man med det kan forene det personlige og det almene. Det er et inderligt jeg, og den inderlighed giver jeg ikke en disse for. Den er udtryk for, at man som digter tror, at man kan overskue og udtrykke sandheden om sig selv, og det kan man ikke. Jeg vælger at gøre det modsatte. I min digtning er der tale om en ’yderlighed’. Det personlige er, igen, et udfald. Og det vil sige mig, med al mit livs detaljer.«
»Opgøret med centrallyrikkens ’jeg’ er i øvrigt noget, jeg deler med mine generationsfæller. Både Laugesen og Dan Turèll gør op med forestillingen om den rensede, ophøjede digter, der suverænt overskuer verden og udtrykker sig selv. Vi bruger – i Dans tilfælde brugte – bevidst vores liv i vores digte.«
– Digtene er ikke sande, altså. Er de ærlige?
»Jeg vil gerne holde fast i, at In Nomine ikke er en selvbiografi. Det kan godt være, at erindringsdigtene virker ærlige, men det gør dem ikke sande. Jeg kan huske forkert, jeg kan have glemt en masse. Og nogle gange snyder jeg. Min morfar var ikke kustode på Thorvaldsens museum under Anden Verdenskrig – men det passede ind i et af digtene, at han skulle være det. Så tror læserne måske på det.«
»For det meste er jeg ærlig, men hvis digtene kræver noget andet, ja, så har det førsteprioritet. Den poetiske tekst har sine egne præmisser.«

Titlen In Nomine knytter an til andet og mere end Høecks navn. Udtrykket In nomine Patriis et Filii et Spiritus Sancti stammer oprindeligt fra den katolske kirkes messer, hvor det indtager en central plads: Præsten beder for menighedens frelse »i faderens, sønnens og helligåndens navn«. I en vis forstand tager Høeck da også livtag med kristendommen og den kristne tradition i sin nye digtsamling. Direkte adspurgt kan han imidlertid ikke skjule en vis irritation.
»Jeg lægger ikke skjul på, at Gud spiller en vis rolle i min nye bog. Men der er så meget blæst omkring nyreligiøsitet og nykristenhed for tiden, og jeg vil ikke være del af en eller anden flæbende kristenhed, hvor alt pludselig handler om tro. Dén der nye, inderlige religiøsitet, hvor man pludselig har taget patent på Gud, den køber jeg ikke.«
– Hvad betyder det religiøse så for dig?
»Det udtryk kan jeg ikke lide, det religiøse… først og fremmest er det ikke noget med halleluja og henført dansen rundt. Det er en del af det at være menneske, fuldt på linie med en række andre ting, som er lige så vigtige og lige så naturlige. Som naturen, musikken eller vores slægt, for at tage et par af de andre emner i In Nomine. At være menneske vil også sige at spørge sig selv: Har vi skabt os selv eller er vi skabt af noget andet?«
»Desværre er Gud et belastet ord i dag, og det burde det ikke være. Når vi taler om fremmede kulturer er der ingen, der undrer sig over, at de har et nært og tæt forhold til deres guder, det virker helt naturligt. Men hvis en kristen siger, at han har et tæt forhold til Gud, så er det mærkeligt, så er han bizar eller excentrisk. Det er mystisk, for det at være kristen er for mig en naturlig del af det at være et menneske nu, her, i Danmark.«
– Forholdet til Gud skal være naturligt?
»Naturligt og afslappet. Der er ikke noget galt eller mærkeligt ved Gud eller Guds navn. Kierkegaard kaldte det en overgang Det Store A – det betyder det absolut anderledes. Noget udenfor os, der har skabt os. Mere er der ikke i det.«
In Nomines religiøse tematik er særligt tydelig i det af de otte digtspor, der former sig som en hommage til ingen ringere end N.F.S. Grundtvig. Her er det enkelte digts første og sidste verslinier taget fra Grundtvigs salmer, de øvrige er Høecks egne.
Resultatet er i nogle tilfælde højstemte hymner til verden, andre gange en mere prosaisk opdatering af Grundtvigs værk. blomstre som en ro/ sengård gør selv motorve/ jen tværs over fyn// op og ned ad skrænterne som/ en løbeild af hunderoser er blot et af mange eksempler på sammenstødet mellem salmesang og nutidig hverdag i In Nomine – at skrive sig ind mellem linierne på den danske nationalromantiks store salmeskriver giver åbenbart usædvanlige resultater.
– Hvad er det, du finder hos Grundtvig?
»Først og fremmest er han en fantastisk digter. Hans salmer har altid rørt mig, og nu var det på tide at betale noget af min gæld til ham tilbage, at sige tak, tak for lån. Derudover mener jeg, at Grundtvig ligger nedlejret i den struktur, det er at være dansk. Man kan ikke vokse op uden at have hørt og få et forhold til hans salmer. Derfor er de vigtige at tage stilling til.«
»At de også er kristne, ja, det gør ikke noget for mig, men det er ikke derfor de er med. Det betyder selvfølgelig, at Gud og Jesus fylder meget i dét spors digte. Det er ikke noget jeg har opsøgt, ikke bevidst i al fald. Selvom der selvfølgelig er en kraft i de religiøse udtryk, som jeg som digter gerne vil undersøge.«
– Nogle gange, når du skriver dig ind mellem linierne på Grundtvig, virker det som om du drejer salmerne bort fra deres oprindelige stemning. Er de ikke gode nok som de var?
»Jo, selvfølgelig. At mine digte går i en anden retning, skyldes, at de er skrevet i en anden tid – og at jeg ikke skal spille Grundtvig. In Nomine sætter hans ord i et nyt lys, i en ny tids ånd. Der er kommet nye ord til, også selvom de ting, salmerne taler om er bestandige.«
»Derudover har jeg aldrig brudt mig om kun at skrive digte i et højtideligt register. Der skal også være noget højtideligt, men hvis der ikke er andet, så ender det i en inderlighed, jeg ikke kan lide. Derfor tager jeg anstød af det højtidelige hos Grundtvig, og punkterer det nogle gange.«
– Grundtvigs ’det levende ord’ optræder et par gange i In Nomine. Hvad forstår du ved det?
»Det levende ord er digtet, dér hvor ånden manifesterer sig. I mine øjne knytter digtet som et åndeligt kraftfelt sprog og verden sammen i ét hele. Hvordan det sker hverken kan eller vil jeg forklare, men jeg kan skrive digte, som viser det.«
»Jeg tror, at Grundtvig mente noget helt andet med sit udtryk. Det er mindre vigtigt for mig. Jeg har taget ordene og givet dem min egen betydning.«
– Hænger det levende ord også sammen med at overskride døden?
»Ja, det gør det gode digt jo. I det gode digt lever ordene videre, og vi genopliver dem, når vi læser digtet.«

Det levende ord. Andetsteds i In Nomine skyder Høeck med skarpt efter forestillingen om digtning for digtningens egen skyld, også selvom han selv har en rem af huden. I det digtspor, som handler om Høecks egen personlighed lyder det således: Jeg tilstår denne tilbøjelighed/ til at svigte digtets de/ dikation og i stedet dyrke/ det for dets egen skyld (som kunst).
– Er der noget galt i at dyrke digtet for dets egen skyld?
»Et digt er ikke så ynkeligt, at det kun er til for sig selv. Det er det også, men ikke kun. Og i mine øjne har det en større funktion, nemlig at knytte virkeligheden og sproget sammen i det levende ord for os mennesker. Man kan sige, at digtet skal os få til at se virkeligheden. Få os til at se, at alt det skønne er hér, lige nu. Og så er det, at digtet er det levende ord.«
– En forestilling om, at digtet genfortryller verden?
»Nej, det modsatte. Digtet skal affortrylle verden. Det skal give os et øjeblik, hvor vi er fri for alle spøgelserne og røgmaskinerne og forestillingerne om, hvordan verden er. Og i stedet bare ser, at den er, lige her, lige nu.«
»Jeg opfatter i høj grad mig selv som romantiker, men mener, at man må opgive dén trang til at søge forløsning i andre verdener, som man finder i den tidligere romantik. En ny romantik må være dennesidig, ikke hinsidig. Den må være en romantik, som ikke søger mod en ånd udenfor verden eller abstrakte idealer, men lader digtets ord vise eller være katalysator for virkeligheden som den er. Det er det, der er det gode digts opgave.«
– Du har allerede nævnt Grundtvig og Kierkegaard, to af dansk senromantiks største skikkelser. Som bekendt var de ikke de bedste venner. Nu erklærer du dig selv romantiker. På hvilken side af skellet mellem den ironiske og den nationale romantik ville du placere dig selv?
»Man kan sagtens forene Grundtvig og Kierkegaard, især når man, som jeg, først og fremmest opfatter Grundtvig som digter og Kierkegaard som filosof. Og min nye digtsamling er hverken nationalroantik eller sort og ironisk, men derimod udtryk for en dennesidig romantik, som er noget helt tredje. Nationalromantikken er forældet, den hørte sin tid til, men kan ikke bruges mere. Den sorte romantik… det er når man er ung. Og det er jeg ikke mere.«
– Et sidste spørgsmål: Hvor går man hen, når man har skrevet en digtsamling om sit eget liv?
»Jeg kan ikke lide at fortælle om mine nye projekter, så har man forpligtet sig til at de bliver til noget. Men bare rolig, jeg skriver stadig, untill death do us part. Og ellers… slår jeg mig ned som fåreavler!«

BLÅ BOG
Klaus Høeck
Født 1938 debuterede i 1966 med samlingen Yggdrassil. Andre hovedværker er Ulrike Meinhof (1977), Canzone (1981), Hjem (1985), Eventyr (1992) og 1001 digt (1995). Som titlerne antyder, inddrager Høecks værker både politiske, litterære og eksistentielle temaer. Sammen med digtenes voldsomme billedsprog og radikale formeksperimenter har det sikret Høeck plads som en af dansk digtnings vigtigste forfattere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu