Læsetid: 3 min.

Mennesket som møbel

Den intime skildring af kunstnerhjemmet blev en populær genre ved slutningen af det 19. århundrede. Og endnu lever arven fra Carl Larsson i Ikea og fra Hammershøi i glarmesterkunsten
4. april 2001

At bo i kunsten
Hjemmet som emne for billedkunsten havde sin første storhedstid i Holland i det 17. århundrede. Det kunne gå lystigt til, så kunsthistorikerne kan ofte ikke med sikkerhed sige, om vi er på bordel eller i løssluppent borgerselskab. Disse muntre interiører holdt man meget af i det 19. århundrede – også i Danmark, som udstillingen »Lyset fra Holland« på Statens Museum for Kunst dokumenterer det (udstillingen vises til 6. maj).
Men i dag har kunstelskerne kastet deres kærlighed på de stille stuer – Vermeer van Delft er den maler, der har været øverst på udstillings-ranglisten i de senere år. Hans stakkels billeder, der er så sarte, transporteres til Washington, til Holland, til London – og hver gang bliver der slidt unødigt på dem. På samme vis går det hans danske modstykke, Vilhelm Hammershøi, der indledte dyrkelsen af hjemmet i den danske kunst.
Tidligere havde Eckersberg og hans elever vist borgerskabets diskrete københavnerhjem, som en variation over den genre, der i den engelske kunsthistorie hedder conversation pieces. Man ser billedbestilleren og hans familie, der tager imod i deres daglige omgivelser. Portrættet er blevet mindre repræsentativt, men disse borgerfamilier bestilte stadigvæk kun malerier af deres egne hjem.

Bohèmeliv
Det var først i 1890’erne, at kunstnerhjemmet blev en europæisk seværdighed, der kunne inspirere billedkøberne til et harmonisk, kultiveret liv, med kun et meget diskret strøg af la vie de bohème. I Danmark gik P.S. Krøyer i spidsen, med akvareller af indendørsarkitekturen med bedårende hustru og yndigt barn som staffage. Begge fik de livsvarige sår på sjælen af at være reduceret til inventar.
Endnu mere indviklet er historien om Carl Larsson, der gjorde det skandinaviske bondeinteriør til en europæisk succes omkring år 1900. Familieidyllen var hårdt tilkæmpet og malerens erindringer, der bærer titlen Jag og først blev udgivet efter Larssons død, er en af de sorteste livsskildringer, der er leveret af nogen billedkunstner. Men det lykkedes ham at få sin maler-hustru Karin omskabt til hjemmets muse og kunsthåndværker og børneflokken skildret i en strøm af lykke-besværgende akvareller. Den første bog, De mina udkom i 1895, fulgt af ‘tt hem (1899) og Åt solsidan (1910).
Bøgerne fik en ikke ringe betydning i Carl Larssons samtid, men det gik først rigtig løs i 1960’erne med de yndige, solfyldte Dalar-interiører i dameblade, Bo Bedre-aftapning og med Ikeas globale sejrsgang er der ikke et hjem fra Skt. Petersborg til Irland, der ikke er under indflydelse af den svenske hvidskurethed.

Kvinden som inventar
I Danmark er det Hammershøis stuer, der lagde grunden til en billedindustri af betydeligt omfang. Udgangspunktet er de tyste stuer i Strandgade, med støvkornenes dans i lyset fra de små vinduer og de lyse døres abstrakte billedleg.
Ofte ses en kvinde i hjemmet, men uden noget krævende arbejde – hos Anna Ancher bliver der i det mindste okset i køkkenet af tjenestefolkene. Hammershøis melankolske figurer ses ofte bagfra, med terborch’ske nakker – og snart kan man i den danske malerkunst sige, at en god kvinde er en kvinde, der ikke konfronterer Dig med sit ansigts krav og spørgsmål. En lang række danske malere fortsætter i Hammershøis spor, fra Georg Achen over Peter Ilsted til Carl Holsøe.

Kunstnerhjem
Da de danske billedkunstnere i 1830’erne for første gang sendte en lang række malerier med atelier’et som emne til Charlottenborgudstillingen, blev smagsdommer J.L. Heiberg meget vred. Det var en aldeles utidig udstilling af det private, som ikke hørte hjemme i den seriøse kunst.
Senere blev kunstneren samfundets helt, seer og oprører på én gang, og P.S. Krøyer og hans hustru kunne danne mode blandt det københavnske borgerskab med deres møbler, deres klæder og deres barns intrikate frisurer. De vidste bare ikke, at skønhedsdyrkelsen var farlig – æstetik gør det nu engang ikke alene, her i tilværelsen.
I dag er hjemmet blevet det ultimative statussymbol: Enhver fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen skal bo som landadelen og feriere som Karen Blixen på safari. Der er altid plads til en ting til – det svenskerne så morsomt kalder prylar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her