Analyse
Læsetid: 4 min.

Missil-mission til Kina

Washington har lagt en hård kurs over for Kina, og forholdet mellem de to lande er i den senere tid blevet yderligere forværret
26. april 2001

Overraskelsen var stor, da den kinesiske premierminister Zhu Rongji meddelte, at den amerikanske præsident George Bush har taget imod en invitation til statsbesøg i Beijing senere på året.
Washington har nemlig lagt en hård kurs over for Kina, og med Bush’s overtagelse af præsidentposten er der sket en ændring af den ’konstruktive og strategiske partnerskabs-politik’, som Clinton førte på området.
Den seneste udvikling har blot ført til yderligere forværringer af et allerede belastet forhold mellem de to lande.
Og nok er det udenrigspolitiske ikke Georges Bushs stærke side, men hans rådgivere har dog bekræftet Washingtons beslutning om at bygge et missilskjold trods den kinesiske modstand.
Som reaktion på Washingtons udsagn om, at de er parate til atter engang at forsikre kineserne om formålet med missilskjoldet, har de kinesiske ledere sagt, at de er villige til at diskutere sagen med amerikanerne.
Men sikkerhedsanalytikere og strategiske eksperter i New Delhi spørger hvordan!
Umiddelbart ser det ud, som om missilskjoldet skal standse eventuelle kinesiske missiler. Men amerikanerne hævder, at det ikke er meningen at mindske effektiviteten af de kinesiske afskrækkelsesvåben, men blot at beskytte USA imod de såkaldte ’slyngelstater’ – det vil sige Nordkorea, Iran, Irak og Libyen.

Hvad Washington undgår at sige er, at disse lande ikke kan udvikle atomvåben uden hjælp fra Kina.
I New Delhis opfattelse er også Pakistan blandt de lande, der har taget imod kinesisk missilteknologi, og USA har klokkeklare beviser på kinesisk salg til Pakistan.
Rumsfield Kommissionen, som har anbefalet missilskjoldet, konkluderede, at ’slyngelstaterne’ kunne fremskynde deres atomprogram ved hjælp af teknologisk bistand fra andre lande.
Alligevel lod Washington som om, de ikke vidste, at Kina overførte teknologi til Islamabad og i løbet af sin sidste måned på præsidentposten opgav Clinton sin kritik af Kinas teknologioverførsel til Pakistan.
Det ser analytikere som et bevis på, at Washington ikke har mulighed for at tjekke de kinesiske overførsler.
De handelsmæssige og økonomiske bånd mellem Kina og USA er alt for betydningsfulde til, at USA vil spille hasard med dem, som det ville ske ved en yderligere tilspidsning af uoverensstemmelserne omkring Kinas spredning af atomvåben og misilier.
Tilsvarende vil USA heller ikke risikere at miste de store mængder af billige forbrugsgoder, som de importerer fra Kina.
Rent faktisk ville Washington næsten intet opnå på den måde, men tværtimod miste meget og desuden stille Ikke-sprednings-aftalens uformåenhed til skue.
Ydermere ville det føre til en direkte konfrontation med Kina.

Kan de amerikanske myndigheder overbevise andre om, hvordan ’slyngelstaterne’ ved egen hjælp kan anskaffe interkontinentale raketter og masseødelæggelsesvåben ?
Hvad Saddam Hussein nåede frem til med hjælp fra vestlige lande, er Nordkorea nået frem til med hjælp fra Kina.
Nordkorea forsikrede tidligere udenrigsminister Madeleine Albright om, at der ikke ville blive nogen missiltests. Så hvis Nordkorea ikke er årsagen til det amerikanske missilskjold, er den stærkt motiverende faktor helt tydeligt Kina.
Den kraftige fokusering på Kina kommer ikke kun fra USA, men også fra Rusland og EU.
Men når amerikanerne ikke direkte kan udpege Kina som ’fjenden’, der er årsagen til missilskjoldet, hvad vil de så egentlig drøfte med kineserne ?
Sikkerhedsanalytikere sætter spørgsmål ved, om amerikanerne er i en situation, hvor de direkte kan bede kineserne om at stå skoleret og ikke bryde Ikke-spredningsaftalen.
Washington vil måske nok forsøge at få Kina til at stoppe spredningen af atomvåben og missilteknologi til andre lande, eller i det mindste sikre, at den finder sted på en måde, som USA kan acceptere.

Og hvis Bush-administrationen kan 0pnå dette, vil Beijing måske blive nødt til at stoppe eksporten – om ikke andet så for at opretholde respekten for Kinas egne atomslagstyrke.
»Men indtil det sker, ser vi os ikke nødsaget til at reagere,« siger en førende indisk strateg.
»Under alle omstændigheder er New Delhi ikke kendt for hverken at se eller forberede sig så langt ud i fremtiden,« tilføjer han.
Selv om Bush har forvandlet Clintons ’konstruktive partner’ til en ’konkurrent’, stoler New Delhi på, at den politik, Washington fører på området, fortsat vil have Indien i centrum.
De senere år er forholdet mellem Kina og Indien atter præget af varme, men selv om New Delhi er fast besluttet på at stå imod over for den udprægede kinesiske dominans i Asien, ønsker de ikke at komme med forhastede reaktioner, som måske kunne irritere Beijing.

Den indiske regering er under alle omstændigheder midt i en skandalesag, der allerede har krævet, at både forsvarsministeren og lederen af premierministerens parti er trådt tilbage.
Regeringen kæmper hårdt for at overleve efter anklager for korruption og har næppe overskud til at tage sig af udenlandsanliggender.
Den nøjes med at glæde sig over den gode stemning, der for nylig har indfundet sig i forholdet til USA, som de satser på vil hjælpe med at løse Indiens udenrigspolitiske problemer i forhold til Pakistan og konflikten om Kashmir.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India, New Delhi

*Oversat af Gitte Lyngby Olsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her