Læsetid: 6 min.

Møde i mødregruppen – med pap omkring

At blive mor er ensomt og fysisk krævende. Ikke mindst fordi moderne kvinder tror, at de er de første i verden, der får børn
20. april 2001

Qlummen
Jægersoldater bliver vækket en gang i timen for at blive hærdet – og det skal almindelige mødre kunne klare samtidig med at de skal stå op næste morgen og passe deres barn.« Sådan skriver en af mødrene, lægen Marianne – såre sandt – i bogen Ammestuehistorier, hvor tolv halv-anonyme kvinder i redigeret interviewform fortæller om at blive mødre.
De fleste af kvinderne i bogen bliver mødre for første gang lige før de 30, og mange ting går igen: Fødslens overrumplende smertefuldhed, den flammende kærlighed til den netop landede lille nye marsbo, stoltheden og glæden, at opofrelse, amning og natteroderi føles naturlig og indiskutabel. Men også fortærende søvnmangel, fornemmelsen af at ens tid eller krop ikke tilhører en selv, men står til rådighed for barnet, følelsen af afmagt, af uoverkommeligt ansvar for at give barnet en god start i tilværelsen.
Som én bemærker, er man glad, hvis spædbarnet kan lege alene på et tæppe på gulvet et kvarters tid, hvor man kan snakke med sin mand/ kæreste eller sidde med avisen. Andre fremhæver de gode dage, hvor de er nået i bad og har børstet tænder allerede ved totiden om eftermiddagen, mens én, uden sure miner, røber at hun i går ikke fik mad hele dagen.
Parallellen til de stroppeture, mænd er blevet budt inden for sport og militær, falder flere af kvinderne ind. Den samme tanke, som Euripides lagde Medea i munden for mere end 2000 år siden: ’Ti gange drog jeg hellere i felten end én gang at føde ham et barn’. Medeas risikovurdering dækker ganske godt datidens statistiske overlevelseschancer – tænk blot på nutidens enorme mødre- og børnedødelighed i områder, hvor fødsler foregår under primitive og uhygiejniske forhold. Selv i Danmark er en fødsel stadig en dramatisk affære: Adskillige af bogens små børn kommer til verden under bekymrende omstændigheder og med betydelig teknologisk assistance, fra vedrop til kuvøser.
Men hertil kommer bogens mere specifikt moderne oplevelser, nemlig at moderne kvinder har et ærinde med sig selv ud over at være mødre, og at deres ’eget jeg’ suges ud af den lille vampyr. Netop førstegangsmødre kan jo ikke overskue, om deres hårdt angrebne identitet nogensinde vender tilbage (det gør den).

Alt dette opdagede jeg selv, og skrev om, i bogen Adskillelse, der udkom i 1992 som efterfølger til bogen Forløsning. I begge bøger beskrev moderne unge og yngre kvinder oplevelsen af at blive mor, præcis som i denne bog. Også vi troede, eller følte, at vi var de første i verden, det skete for. Det er på denne baggrund interessant, at ingen af disse to bøger fra begyndelsen af 1990’erne er nævnt i den (meget korte) litteraturliste til Ammestuehistorier, som heller ikke indeholder Anna Wahlgrens fremragende De kære Børn.
Det understreger faktisk et genkommende tema i bogen, nemlig at enhver generation åbenbart selv skal opfinde moderskabet. Præcis som ’hver generation sin Hamlet’ skal urgamle erfaringer i praksis omformuleres cirka hvert 10. år, når nye mennesker påtager sig gamle roller, her altså forældreskabet.
Særligt er de unge mødres egne mødres erfaringer tilsyneladende i bedste fald ubrugelige. 68-oprørets brud med traditionerne, og med selve erkendelsen af at andre kan tænkes at have gjort brugbare erfaringer før én selv, virker virkelig definitivt – også selv om de nye bedstemødre, der nu er 50-60 år, utvivlsomt selv ville betegne sig som moderne kvinder, unge af sind og gode til at følge med, helt anderledes end da deres mødre blev bedstemødre... Formentlig handler det totale fravær af brugbart bedstemoderskab også om mor-datter-rivalisering – her vipper datter endelig Mor af førerskamlen! – men det er i så fald helt ubevidst for historierne.
Og her ligger Ammestuehistoriers største problem: Her er gode iagttagelser, små sjove bemærkninger, masser af hverdag og snik og snak at identificere sig med – men her er ingen tanker, intet perspektiv, ingen bevidsthed om tiden, samfundet, kønsrollerne, de videre konsekvenser af at livet nu er så forandret. De interviewede stemmer – ved bachelor fra Odense Universitet, Trine Bundsgaard, flyder stilistisk over i hinanden, så kun enkelte markante skæbner og et par replikker skiller sig ud. Bogen er hverken mere eller mindre klog end et møde i mødregruppen, her er der bare pap omkring i stedet for kaffe og kage. Måske er det nok for målgruppen af førstegangsmødre, der – som disse mødre – ikke gider høre andre kloge den, men hellere læser en bog i fred og ro. Men både jeg og en andengangsgravid i omgangskredsen synes, det gør bogen mere kedelig end emnet lægger op til.

Men som hjemmevideoer fra det virkelige liv giver ammestuehistorierne også fængende indblik i samværsformer i individualiseringens tidsalder: Folk er tilsyneladende overladt til deres partner, og hvis forholdet ikke holder, så til sig selv og Systemet: Hospitalet, sundhedsplejersken, mødregruppen. Ganske vist dukker familie og venner dukker op fra nær og fjern for at sige næh og åh, for at indkvartere sig og blive opvartet i et ryddeligt hjem. Men de har ikke tænkt på at tage mad med og virker i det hele taget til besvær. Et par af kvinderne har haft en nær veninde med til fødslen, men ellers vil man hellere finde sin egen vej til tingene.
Nyt i forhold til kvindeberetningerne for små ti år siden er et ret ukompliceret forhold til barnets far, som betragtes med respekt og taknemmelighed som en hjælp og aflastning – tilsyneladende leverer unge fædre den forventede omsorg og solidaritet. Undtagelsen er pædagogen Pia, hvis ’mand’ fortrød og gik sin vej, måske som en ekstrem variant af dét chok, som alle de unge mødre beskriver, og som den meget for tidligt fødte Emils forældre galgenhumoristisk sammenfatter i tanken om at sætte Emil i Den blå Avis: ’Babytøj følger med’!
Forskellen er vel især, at denne løsning, ganske enkelt at udvandre, så sjældent tages i brug af mødre, at det står i avisen, når det sker.

Men den mest markante forskel fra Adskillelse og Forløsning er fraværet af den skyldfølelse over at »monopolisere« barnet, som var intenst tematiseret for otte-ti år siden. Noget, Jette Hansen med stor og rimelig indignation påpeger i sin bog Det bløde Punkt (1999, heller ikke nævnt). Fra Hanne-Vibeke Holst til Camilla Christensen skrev de de cirka 30-årige mødre op mod forestillingen om ’den onde modersymbiose’.
Nutidens 30-årige mødre accepterer derimod blankt symbiosen, det rent fysiske sammenhold mellem en baby og dens mor, der ammer barnet og højst kan forlade det et par timer ad gangen. Kvinderne konstaterer, at symbiosen hæmmer deres egen selvududfoldelse, men påtager sig ikke dårlig samvittighed over at deres tilknytning til barnet i begyndelsen er stærkere end barnets fars.
Mon det ganske enkelt skyldes, at myten om den besiddende mor var et politisk produkt af 1980’ernes og 90’ernes bevægelse, som skulle etablere fædres rettigheder, også når en far og mor havde modstridende interesser? Præcis som vuggestuers og børnehavers fortræffeligheder fremhævedes, dengang samfundet havde brug for den kvindelige arbejdskraft?
I hvert fald er det godt at være af med forestillingen om, at en mor kan elske sit barn for meget (noget, man vist aldrig har påstået om fædre, eller tager jeg fejl?). Også mødre kan være dumme mennesker og sølle opdragere (selvfølgelig) – men et barn har faktisk brug for nogen, der er vild med det.

*Trine Bundsgaard: Ammestuehistorier. 176 sider, kr. 188.- Samlerens Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her