Læsetid: 3 min.

Momenter af kvindeliv

Dansescenen er ikke vulkansk glødende i Danmark, så Tropisk Zone – tre mænd ser på kvinder – er en tempereret forestilling. Men ganske velskabt og seværdig
25. april 2001

Ny dans
REMANENS - det er det fine navn for det faste stof, der bliver tilbage efter filtrering og sådan har Ole Birger Hansen kaldt sit forsøg på at sætte fire kvinder i scene.
Hans originale koncept er at koreografere ud fra sin egen fysik, således at der ikke arbejdes med specifikt feminine udtryk hos danserne.
Men kroppene er kvindekroppe og det af den gammeldags facon, fra før spiseforstyrrelsernes dominans på dansefronten, og de fire kvinder i kjoler inden for det røde farvespektrum blødgør de stive bevægelser. Kvindebilledet er mangetydigt, med både grynt og arrige spark fra danserne og sammenstød af kroppe som hos søløver i kamp.

Diametral modsætning
Karakteristisk for forestillingen som helhed er det momentane: Et udtryk holdes kun et kort øjeblik, for at blive visket væk af det næste, ofte diametralt modsatte.
Styrke viger for svaghed, hop ender med fald, smil bliver til nervøs hulken. De tre koreografer af hankøn vil ikke lægge sig fast på nogen definition af hunkønnet, der har kategorisk karakter.
Ole Birger Hansen definerer det således: »Ved at filtrere det maskuline gennem det feminine afsøger jeg kvindelighedens maskulinitet og forsøger at nærme mig en kønnenes fællesmængde.«
Remanens - eller bærme? Intetkøn eller differentiering? Ihvertfald ikke glødende lyst.
Lars Dahl Pedersen nærmer sig emnet udefra, som iagttager og drømmer, hvor Ole Birger Hansen går igennem kroppen for at nå sit udsagn. I Reading from Top to Bottom får vi tre drømmepiger i polkaprikkede og generøst vide skørter med sort tyll under – ganske som i 1950’ernes Tidens Kvinder.
Eller hos Hitchcock, som stykket er tilegnet, og hos hvem dens motto er hentet: Suspense is like a woman. The more left to the imagination, the more the excitement.
Med Philipp Glass’ musikalske båndsløjfer som lydtapet til disse enigma variationer ser vi skrøbelig skønhed, der fjerner sig fra os eller møder os med et smil som en Ralph Lauren-reklame.
Dette smil gøres der et determineret angreb på, kvinden får hovedet på komedie og efter mange hug og kniben i armene er hun rystet og grædende.
Så meget for den kedsommelige kliché – og måske en uvenlig hilsen til ballerina-smilet i den klassiske ballet. Signe Andersen, Louise Hyun Dahl og Heidi Stærke Eriksen giver spanske senoritaer med knejsen, der hurtigt falder sammen i hysteri eller fanges i et edderkoppespind.

Ørkenens døtre
Lidt tropisk lys og ørkenkostumer ses i Thomas Eisenhardts fra min udsigt, hvor alle forestillingens fem dansere anskues fra tre forskellige vinkler (foruden de nævnte Dorthe Bendtzon og Ane Marie Fjelstrup). Efter lidt jokken på de mandlige følelser får vi en lyrisk sekvens, hvor en blød ladhed hviler over odaliskerne. Siden kommer både kælenskab og et samplet bevægelsessprog, der tager kontakt til musikken (Steven Mackey og John Zorn). Eisenhardt har i større grad end de øvrige koreografer en evne til at gå ned i kroppens enkelte dele, få en fod, ja en tå til at tale. Tilslut præsenteres alle danserne (næsten) nøgne, i positurer som Botticellis Venus Anadyomene eller tyske, ekspressionistiske udøvere af kropskultur. Men indtrykket forbliver køligt: Ingen skal sige at de danske koreografer tager nemme, lumre stik hjem, når de ser på kvinder.

*Tropisk zone - tre mænd ser på kvinder. Åben Dans productions. Koreografi af Ole Birger Hansen, Lars Dahl Pedersen og Thomas Eisenhardt. Dansescenen, til 28 april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her