Læsetid: 9 min.

En morder med en engels skygge

En del af instruktøren Jon Bang Carlsens nye film ’Portræt af Gud’ er optaget blandt mordere og voldsmænd i det sydafrikanske fængsel Pollsmoor
28. april 2001

Essay
Morderen holdt mest af at fuglen var udenfor buret, så den kunne kravle frit omkring med sin brækkede vinge slæbende efter sig.
»En idiot trådte på staklen og sparkede den af helvede til i stedet for at hjælpe den!« fortalte han mig harmdirrende og så ned på den lille, blå kanariefugl, som sirligt fejede cementgulvet med sin brækkede vinge. Men fuglemanden, som han siden blev kaldt, havde udvist barmhjertighed og taget fuglen til sig, så den på trods af menneskenes ondskab havde overlevet. »Det ville Jesus også have gjort,« forsatte han, mens han håndfodrede fuglen med en teske. Lyden af dens lille næb, der ramte skeen med skarpe smæld, var rørende spinkel imod det inferno af pulserende jernlyde, som omgav os begge. Døre der smækkede, desperate hænder der bankede på jernplader, vrede råb, skrig. En kogen af mennesker, der langsomt blev opløst i ensomhed.
Selv tavsheden lød metallisk i dette fængsel, som ligger midt i et paradisisk rigmandskvarter udenfor Cape Town i Sydafrika .
Fuglemanden var stærkt imod at holde levende væsener indespærret fortalte han, mens han forsigtigt puttede fuglen tilbage i dens lille, rokokoagtige bur med bjælder og spejle og andet pynt fra en verden, som ikke var fængslets. Derfor låste han kun fuglen ind i dens lille, forfinede fuglebur, når han skulle ud på sin daglige gårdtur og måtte forlade sit eget, store, brutale menneskebur, som han nu havde tilbragt 20 år i. Det var alle de satans spørgsmål der blev ved at bryde ud inden i ham og manglen på svar, der havde gjort ham så rastløs, at han i desperation havde kastet sig ud i forbrydelsens anarki, fortalte han mig. Hvem gider overholde loven, hvis det hele alligevel er meningsløst?
Men nu havde han fundet Gud »og han besvarer alle mine spørgsmål, så nu er jeg fri!« Hans brændende øjne så på gæsten fra Europa med en intensitet, som ville have gjort mig nervøs, hvis jeg ikke havde været overbevist om at stå ansigt til ansigt med endnu en af de overraskende spejlinger, som guden kaster på os stakler nede i dødens dal. Fuglemanden var stadig morder, men han havde mødt en gud, som ikke bare havde tilgivet ham, men fortalt ham, at den som tror aldrig kan spærres inde. Han følte sig som »en morder med en engels vinger«.

Det gigantiske fængsel ligger i en frugtbar dal under Taffelbjerget, hvis flade top minder om en halshuggets overskårne hals. Men i Sydafrika stillede bødlen øksen fra sig, da det nye demokrati overtog magten. Nu er forbryderne indespærret i overbefolkede celler bag tykke mure og endeløse baner af pigtråd, som synger vemodige pigtrådssange i vinden. Derfor ser fangerne kun høje murstensmure og udbrændt himmel under deres gårdtur midt i den dejlige dal. Og fuglemanden løftede ikke engang hovedet mod himmelen, nu hvor han havde chancen. »I am a prisoner of God, now,« sagde han og forsvandt mellem de andre mænd, som i et kvarters tid fik lov at ’flyve’ rundt udenfor deres bure, mens de trak deres brækkede vinger hen over fængselsgårdens solvarme beton.
Man hører og læser forfærdelige ting om livet mellem mændene i dette fængsel. Om de rivaliserende banders indvielsesritual, som skulle være at slå en ’fjende’ ihjel og åbne brystkassen på ham og æde hans hjerte råt for at bemægtige sig hans styrke. Og alle mulige andre historier, som får de små hår til at rejse sig i bedsteborgerens øregange. Systematisk voldtægt af nye fanger, svage fanger, unge fanger og ensomhed i lange, betonstøbte baner dekoreret med pigtråd og endeløse betonkorridorer, hvis eneste funktion er, at de dømte kan gå og gå uden at komme nogen vegne, præcis ligesom deres drømme om at blive genforenet med ofrene, som de ofte myrdede i kærlighedens navn.
Men jeg er her for at spørge dem ud om guden. For mig er de alle i familie med røverne, som hang ved siden af den korsfæstede Jesus. For måske opstod der en inderlighed mellem de tre mænd den nat på Golgata, inden døden viskede deres ord ud, som aldrig spredte sig til os, der vedblev med at være tilskuere. Og måske var denne inderlighed mellem guden og hans allerværste børn gået videre i røverslægten som en del af dens sjælelige genetik.
Jeg besluttede at undersøge, om røverne og morderne havde en opmærksomhed overfor Gud, et nærvær, som jeg og mine middelklassevenner ude i friheden har mistet, nu hvor alteret købes i Ikea og syndsforladelsen åbenbares ved at trykke ’godkend’ på dankortautomaten. For fangerne er det sværere at bibeholde illusionerne om det konstante velvære, fængslets arkitektur indbyder ikke til dagdrømme.
»God is love,« fortæller en lastbilchauffør mig »and life is a journey towards love«. Han har kidnappet lastbiler og myrdet et par mænd eller tre, så fængslet har været hans hjem i mange år. Og hans store lastbil står og samler ørkenstøv foran bungaloven, hvor familien stadig bor. Han savner vejen, konen og børnene. Den sidste gang han opsøgte sin familie trak faren en revolver og holdt den mod hans pande. »If you ever come here again I will shoot you,« havde far skreget. Den store lastbilchaufførs øjne bliver røde, mens han fortæller om sit kærlighedstab. Fadertabet, som først er blevet udholdeligt, efter Jesus er kommet ind i hans liv, men det smerter ham stadig dybt. Hans lillebror er fængselsbetjent, men de to brødre taler aldrig sammen, og dog ved han, at lillebroderen hver eneste weekend besøger forældrene sammen med sin familie. Moderen klipper stadig lillebroderens hår pedantisk kort, som hun i sin tid også studsede fangens. Det lægger familiens sorte får mærke til hver mandag morgen, når han ser sin bror møde på arbejde efter søndagsvisittet hos forældrene. Men selv er han langhåret og har aldrig modtaget én eneste hilsen fra den kvinde, som allerførste gang lukkede ham ud i friheden.
Mens jeg filmer i fængslet prøver lastbilchaufføren at ringe til sin kone fra fængslets telefonkiosk, som er et helligt rum i et hus uden udgange. Ingen svarer, og der er alt for langt til, han ifølge reglementet må ringe igen. Dybt skuffet banker han på den aflåste dør for at komme ud i ensomheden, men fængselsbetjenten er gået. Hvor er konen? Hvem passer børnene? Er hun ham utro? Han går amok. Han elsker sin kone og sine børn og Afrikas store, åbne savanner. Han smadrer kiosken indefra og smadrer næsten også de fængselsvagter, der kommer løbende, for lastbilchaufføren er stor som en statue, og i en bedre verden havde frihedsgudinden måske været hans elskerinde.
Laststbilchaufførens straf forlænges med nogle måneder. Sådan går det for mange af fangerne. Man afsoner og afsoner, men så bliver savnet så voldsomt, at man går bersærk, og pludselig er man endnu flere år fra dem, man elsker. Men alligevel fortæller lastbilchaufføren mig, før vi skilles, at han er sikker på paradiset er lige der i fængslet i den lange vinduesløse betonkorridor, som ender i en tremmevæg med en ståldør, som vagten kun tillader tvivleren fra Europa at slippe ud af.
Fangerne er på vej ind i en labyrint, som fører de fleste mod en stadig mere kompakt ensomhed. For en fange, jeg taler med, står det lysende klart, at labyrinten enten ender i selvmordet eller i favnen på Gud for »kun via udslettelsen eller via troen kan vi bryde ud af fængslet«.
Måske er det derfor dragningen mod troen er så stærk i disse endeløse betongange, hvor salmesangen består af hæse skrig og orglet kun har én pibende ventilatorlyd, hvis dybe, atonale tone går igennem marv og ben. »I’m glad I am in prison otherwise I would have gone to hell,« betror en voldtægtsforbryder mig, og mange andre fanger gentager hans ord.
Er vi mennesker for svage til at leve i frihed?
»God shows himself out of you as a person,« fortæller en ældre mand med smukke øjne mig, og næste gang, jeg ser mig i spejlet, er jeg ekstra opmærksom. Det er måske det smukkeste ved den dokumentariske genre, at livet hele tiden lever videre foran kameraet, selvom filmen slipper op. Der er intet ’action’ og intet ’cut’! Det er som at være ude på den store rejse over ukendte kontinenter. Ind imellem er man 100 procent til stede, og så døser man pludselig hen, ligesom kameraet når batteriet bliver fladt. Gang på gang føles det oven i købet, som om livet foran kameraet kikker ’den forkerte vej’ gennem optikken, tilbage på ansigtet bag kameraet... tilbage på mit ansigt.
Jeg har fået en fisk på krogen, som er stærkere end mig selv og den trækker mig ud i havet.
Kan jeg svømme?
Virkeligheden er transparent, og som fortæller skal man ikke blive overrasket, hvis man pludselig ser sit eget ansigt blandt de agerende.

Jeg startede med at filme Portræt af Gud i Sydafrika i februar 2000. Planerne var oprindeligt at filme i de stærkt socialt og kulturelt belastede townships omkring Cape Town for at høre og se, hvordan de, for hvem filmens hovedperson var det sidste håb, forestillede sig ham eller hende. Under optagelserne fik jeg uventet mulighed for at følge nogle af mine personer ind bag fængslets mure i det berygtede Pollsmoor Prison i Cape Town. Jeg sluttede mig til en gruppe tidligere indsatte, der skulle forsøge at få en række særligt adfærdsvanskelige fanger til at vende sig mod Gud i et sidste forsøg på at give dem en grund til at holde op med at myrde og røve, såvel indenfor fængslets mure som udenfor.
Filmen ankom derved til et ekstremt dramatiseret miljø. Menneskene bag disse mure lever under et voldsomt pres fra deres egne dæmoner. Og kampen for at overleve i et totalt gangsterdomineret univers lader dem aldrig i fred.
Det arketypiske fængselsmiljø med dets strenge, puritanske interiør blev filmens kirke. En kirke fyldt til bristepunktet med tatoveret kød og sårbare sjæle. De indsatte blev mine arrede præster klædt i de forfærdeligste forbrydelser i stedet for præstekåben med den hvide krave. Deres glorie var af neon og lyste fængslets endeløse gange op 24 timer i døgnet, for her sidder tiden fast mellem to etager og elevatoren er fyldt med det, liv de ikke længere kunne nå.
Filmen var nu i en verden, som ikke er nogen talentløs visualisering af det nederste rum i det kristne hus, helvede. Bag disse fængselsmure er et af kristendommens centrale landskaber, evnen og nødvendigheden af at tilgive sig selv og andre, lammende nærværende.
Ved at se hvordan fangerne i Pollsmoor fængsel prøvede at kæmpe sig tilbage i lyset fandt filmen omsider »sit hjem«. Jeg havde fundet mine portrætmalere, som kunne male gudens portræt i enkle, stærke strøg ligesom det billede af Roualt, som hang over min seng, da jeg var dreng, og som jeg bad til hver aften, indtil familien brød sammen i skrig og skilsmisse og al den kærlighed, vi børn havde bundet vores forældre sammen med blev revet over og smerten føltes så overvældende at den måtte køle sig i had. Derfor tog jeg en aften ildrageren og satte den ned i kakkelovnen. Da den var rødglødende stak jeg øjnene ud på det tavse ansigt over min seng, som jeg i månedsvis havde bedt til om, at familien ikke skulle gå i opløsning. Men Jesus havde ikke givet sin evne til at gå på vandet videre til min familie, så vi druknede uden at holde hinanden i hænderne. Mørk, mørkere...itu.
Barnet var også tydeligt i mange af fangernes ansigter. Som jeg selv stod det stadig midt i det landskab, som det var blevet forladt i for mange år siden, men nu indrammet af den mest arrede voksenhed. Både jeg og mange af de indsatte i dette fængsel havde oplevet en kollaps i de kærlighedsgrene, som ethvert dyrebarn helst skal have lov at lege sig træt i. Men jeg var ikke endt i et brutalt bur, fordi jeg kom fra den pænere middelklasse med portrætter på væggene, som man kunne brænde øjnene ud på uden at blive straffet, mens de mænd, som jeg nu filmede iblandt, havde rettet deres våben mod virkeligheden, før den blev tømt for blod af fortællerens pen.

*Jon Bang Cralsens film ’Portræt af Gud’ blev anmeldt af Lars Movin i Informations kulturtillæg, i2, den 20. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her