Læsetid: 4 min.

Moskva kalder

S-toget er en livline for Moskvas krise-ramte opland, hvor mange drømmer om et liv i hovedstaden
27. april 2001

LOBNJA – Engang havde Olga fast arbejde, men det rakte ikke til at forsørge familien. I dag sælger hun tandbørster i et af de S-tog, der forbinder de fattige provinsbyer i Mo-skvas opland med hovedstaden. Togene her transporterer hver dag hundredetusinder rundt i oplandet og ind til Moskva, hvor det at opnå fast bopæl, for de fleste forekommer lige så uopnåeligt som at emigrere til Vesten.
Olga går tålmodigt fra vogn til vogn og gentager sin salgstale: »Ærede passagerer tillad mig at henlede deres opmærksomhed på dette unikke tilbud,« indleder hun et halvt minuts velindstuderet optræden, mens toget skrumpler ud fra endnu et trinbræt 30 kilometer nord for Moskva. Olga tilbyder passagererne to kopier af Aquafresh-tandbørster, fremstillet i Kina, for 15 rubler eller cirka fire kroner. Denne gang er der et par købere i vognen, og alt i alt er Olga godt tilfreds med omsætningen.
»På fabrikken kunne jeg højest tjene tusind rubler (300 kr.) om måneden. Her kan jeg tage fem gange mere med hjem,« siger hun. Til gengæld må hun hver dag traske rundt i de kolde og beskidte vogne i timevis i hård konkurrence med andre sælgere. Og ikke alle passagerer er lige begejstrede.
»Vi kender jeres tandbørster. Børsterne på dem er stive som på en gulvskrubbe,« råber en ældre kvinde arrigt efter Olga, der er på vej videre til næste vogn. Titusinder af beboere i Mo-skvas kriseramte opland tjener som Olga deres penge ved småhandel i togene, på perroner og uden for banegårdene. I løbet af en rejse på en times tid passerer du-sinvis af handlende gennem S-toget. På en stor plakat i begge ender af togvognen står der ganske vist ’al handel forbudt’, men det er der ingen, som tager sig af. Mens toget rumler afsted gennem oplandet ud mod provinsbyen Dimitrov, afløser den ene handelsmand den anden i storrums-vognen, hvor der sidder omkring 100 passagerer på træbænke. Her falbydes alt fra kolde øl og den astrologiske avis Oraklet til kalendere med ortodokse kirkemotiver og synåle, der kan sy om hjørner.

Livlinen til Moskva
For sælgerne er de udslidte grønne S-tog, kaldet elektritjkaer, en chance for at tjene lidt penge på de, efter russisk målestok, velhavende moskovitter på vej ud til deres kolonihaver i oplandet eller pendlere på vej til arbejdet i Moskva. Hundredetusinder af andre indbyggere i oplandet gør dagligt timelange ture i de støvede tog ind til Moskva, hvor lønningerne ofte er tre eller fem gange højere end i hjembyerne. Hver dag foretages der omkring tre mio. rejser ind og ud af storbyen Moskva.
Kontrasten er kolossal mellem et Moskva som et boom i byggebranchen og detailhandlen det sidste årti har ændret markant, og byerne i det langt fattigere opland. En times kørsel fra Kreml finder man provinsbyer, der ikke synes at have forandret sig synderligt siden Sovjet-årene. Oplandet, Podmoskovja på russisk, er et område lidt større end Danmark. Det omslutter Moskva på alle sider og har knap syv mio. indbyggere. Mindst en mio. af disse indbyggere arbejder i selve byen Moskva. Gennemsnitslønnen i Moskva på omkring 5.000 rubler (1.500 kr.) om måneden er tre gange over landsgennemsnittet. Men det er kun et fåtal af pendlerne, for hvem drømmen om fast opholdstiladelse i Mo-skva nogensinde går i opfyldelse. For mellem hovedstaden og oplandet er der et ’sølvtæppe’, som holder provinsboerne ude.
»Det er næsten umuligt for folk fra provinsen at få opholdstilladelse i Moskva. For russere er Moskva blevet en slags mini-vesten,« siger Aleksander Busgalin, økonom ved Moskvas Statsuniversitet. ’Økonomiske flygtninge’ fra den russiske provins søger at finde veje uden om forbudene: pro-forma ægteskaber for at få fast bopæl i Moskva er således ikke noget ukendt fænomen.
De forordninger, der regulerer opholdstilladelserne i Moskva er et levn fra Sovjettiden, hvor Moskva også var priviligeret, hvad angår vareleverancer og investeringer i infrastruktur.
»Vi måtte køre ind til Moskva for at købe pølser lavet af kødet fra de lokale landbrug,« siger Natasja, en indbygger i Dzjerzjinskij, en mindre by syd for Moskva.

Økonomisk grænse
Det er Moskva, der huser Ruslands store koncerner, regeringsinstitutioner og repræsentationer for vestlige firmaer. Meget af det, bystyret i Moskva ikke har lyst til at have inde i selve byen, bliver i stedet placeret i oplandet. Man har således søgt at jage byens prostituerede herud. Hvis man kører ind ad de store indfaldsveje til Moskva om aftenen, kan man se hundredevis af prostituerede, der trækker lige uden for bygrænsen.
»Der går en meget skarp økonomisk grænse mellem byen og oplandet. Herude kan vi kigge ind over by-grænsen, men mange af os bor i forfaldne landsbyer,« siger Anatolij Trubitsyn, en journalist, der bor nogle kilometer på den ’forkerte’ side af Moskvas bygrænse. Mange moskovitter har en kolonihave eller et sommerhus herude, men de fleste vil betakke sig for at tage fast ophold i oplandet.
»Der er bygget mange store villaer i de senere år, men det varer mange år, før middelklassen flytter ud af byen, som det er sket i vesten,« siger Trubitsyn.
I dag er bevægelsesfriheden dog langt større end i Sovjet-perioden, og trafikken mellem opland og by er i tiltagende. Her spiller de grønne S-tog en afgørende rolle. Men heller ikke de er immune over for de økonomiske problemer, Rusland slås med i dag. Moskvas elforsyning har flere gange i den senere tid lukket for strømmen til togene, fordi jernbaneselskabet ikke betaler sine regninger. Og når S-togene stopper, så er det noget, der kan mærkes i byerne omkring Moskva.
»Hvis elektritjkaen holder op med at køre så går byerne i oplandet helt i sort,« siger Olga.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her