Læsetid: 7 min.

Mudret situation i Montenegro

Spørgsmålet om montenegrinsk selvstændighed fandt ikke nogen klar løsning ved søndagens parlamentsvalg i den lille jugoslaviske republik
24. april 2001

Analyse
Søndagens valg i Montenegro var på forhånd blevet udråbt til et valg om Montenegros løsrivelse fra Jugoslavien og dermed om det tredje Jugoslaviens skæbne. Det var klart, at hvis præsident Milo Djukanovics løsrivelsesparti fik flertal, ville han gå videre til en folkeafstemning om selvstændighed. Men efter de indløbende meddelelser synes hans parti hverken at have fået det nødvendige to tredjedels flertal til at ændre forfatningen eller overhovedet et flertal blandt vælgerne.
På den anden side fik heller ikke hans modstander Predrag Bulatovic, hvis parti er imod løsrivelse fra Forbundsrepublikken Jugoslavien, flertal, og hans parti fik færre stemmer end løsrivelsespartiet.
Begge parter udråber naturligvis valgresultatet som en sejr. Men spørgsmålet om montenegrinsk selvstændighed splitter helt klart befolkningen næsten på midten. Situationen kan for øjeblikket minde om den færøske.
Helt parallelle er de to situationer dog ikke. Hvor færingerne klart er et folk med egen identitet og sprog, er netop dette et stort spørgsmål i forhold til montenegrinerne. Disse deler både sprog, religion og alfabet med serberne. Forskellen ligger i historien: Hvor Færøerne aldrig har været en selvstændig stat, blev Montenegro reelt et selv-stændigt fyrstendømme kort efter år 1700, mere end 100 år før serberne fik autonomi under tyrkerne. Montenegro, som blev et suverænt kongerige i 1910, blev 1918 integreret i det første Jugoslavien, men blev i 1945 anerkendt som en republik i det andet Jugoslavien, på linje med Serbien. Det var godt nok den mindste af de seks jugoslaviske republikker, med kun ca. tre procent af befolkningen, men markerede ofte særstandpunkter.
Således var det montenegrinske kommunistparti det eneste, som stemte imod at gøre præsident Tito til præ-sident på livstid.

Rød republik
På en række punkter var den fattige lille republik samtidig den ’rødeste’. Det fortalte man mange vittigheder om dengang. Der fortaltes to slags molbo- eller århushistorier i det gamle Jugoslavien: Dem om de enfoldige muslimske bosniere Mujo og Haso. Og dem om de dumstolte, krigeriske, dovne, mandschauvinistiske og superkommunistiske montenegrinere.
Montenegrinerne gjorde det dog som helhed godt i det socialistiske Jugoslavien. Relativt mange gik ind i de væbnede styrker, politiet og centraladministrationen.
Mange emigrerede til rigere dele af Jugoslavien, ikke mindst til den tidligere autonome provins Vojvodina i Nordserbien, hvor man efter Anden Verdenskrig forjog størstedelen af provinsens tyske mindretal. Emigrationen voksede så kraftigt i de efterfølgende årtier, at hvor endnu i 1948 kun 20 procent af montenegrinerne boede uden for Montenegro, var dette tal i 1991 vokset til næsten 35 procent, heraf 26 procent i Serbien. Samtidig faldt antallet af montenegrinere i selve Montenegro fra over 90 procent i 1948 til knap 62 procent i 1991. Antallet af serbere i Montenegro var til gengæld steget til over ni procent af befolkningen i 1991.

Restjugoslavien
Formelt set fik Montenegro øget betydning, da det nye, tredje Jugoslavien,
’Restjugoslavien’ kun be-stående af Serbien og Montenegro, blev dannet i april 1992. Således skulle forbundets præsident og ministerpræsident komme fra hver sin republik. Derfor blev det i Milosevics nye Jugoslavien konsekvent en montenegriner, der sad på ministerpræsidentposten.
Reelt spillede dette dog indtil 1997 ingen rolle for landets reelle leder, Serbiens præsident Milosevic. For allerede i begyndelsen af 1989 havde han ved et kup fået magten i Montenegro, hvor han havde indsat sin håndgangne mand Momir Bulatovic som præsident. Så længe Milosevic kunne regne med Montenegro, var republikkens formelle jævnbyrdighed med Serbien et kort, Milosevic kunne bruge i sin kamp mod oppositionen i Serbien.
Men i 1997 ændrede situationen sig radikalt. Bulato-vics hidtil loyale ministerpræsident Djukanovic stillede op mod ham ved præsidentvalget og vandt.
Forsøg på ved kup at forhindre Djukanovic i at overtage præsidentposten i januar 1998 slog fejl. Og de nye kræfter vandt også parlamentsvalget senere på året. Under den stadig mere skærpede Kosovo-krise i 1998 førte Djukanovic sin egen udenrigspolitik i nær forståelse med Vesten, samtidig med at han opbyggede en kraftigt bevæbnet politistyrke, som skulle danne modvægt mod den serbisk-dominerede forbundshær.

Frygt for Milosevic
Det montenegrinske parlament gik så vidt som til at forbyde den jugolaviske forbundshær at rekruttere montenegrinske værnepligtige til styrkerne i Kosovo. Og under selve Kosovo-krigen marts-juni 1999 erklærede Djukanoic Montenegro for neutralt.
Et andet karakteristisk træk fra den sidste Milosevic-periode var Djukanovics tilbagevendende advarsler til Vesten om, at nu ville Milosevic forsøge at bruge militær magt til at styrte hans reformregime. Men det skete aldrig.
I praksis fik Montenegro lov til ustraffet at lade udlændinge rejse ud og ind af landet uden jugoslavisk visum og indføre D-marken som valuta i stedet for den jugoslaviske dinar.
Reelt var Montenegro allerede i mange henseender løsrevet fra Serbien, og samhandelen faldt til et lavt niveau. I 2000 var det således makedonsk, ikke montenegrinsk vin, man fik på restauranterne i Beograd.
Der er forlydender om, at den daværende amerikanske udenrigsminister Albright havde lovet Djukanovic, at han kunne blive Jugoslaviens forbundspræsident, når det lykkedes at få Milosevic afsat. Men det kom som bekendt til at gå helt anderledes, og Vesten har foretrukket at satse på Kostunica og et forenet Jugoslavien fremfor at støtte dannelsen af det, som respektløst er blevet betegnet som en ny ’Mickey Mouse’-stat.

Lydhør over for Serbien
Samtidig er man i Vesten blevet mere lydhør over for de anklager, der længe fra serbisk side og fra den montenegrinske opposition har lydt mod Djukanovic-styret for at være korrupt og for at udnytte de store massemedier på samme måde som Milosevic gjorde det i Serbien.
Det er helt klart, at selv-stændighedsbevægelsen er vokset gennem de sidste år i Montenegro. Men også modstanden mod total løsrivelse fra Jugoslavien er vokset. For hvad vil de praktiske konsekvenser blive?
Hver gang et nyt stykke er blevet skåret ud af det gamle Jugoslavien, har det haft voldsomme konsekvenser for mange mennesker. De der nu bliver reduceret til mindretal i en anden stat, de der tilhører blandede familier, de som har ejendom på den anden side af grænsen, hører alle til de oplagte tabere.
På den anden side er der flere og flere serbere i Serbien, som er dødtrætte af den montenegrinske uafhængighedsbevægelse. Ikke engang forbundspræsident Kostunica anser nu montenegrinsk løsrivelse for nogen katastrofe. Hvis de vil være frie, så lad dem, og lad os så komme videre med det egentlige Serbien. De fleste serbere vil stadig se det som uønskeligt, om Montenegro river sig helt løs. Men man vil ikke betale en hvilken som helst pris for at holde på den lille republik.
Djukanovics idé er en løsrivelse, så Montenegro bliver uafhængigt, og derefter dannelsen af en ny, mellemstatslig union mellem de to republikker.

Alt eller intet
Men denne skilsmisse-gengifte-model falder ikke i god jord i Beograd, hvor man tenderer mod at sige enten-eller: Enten videreføres Forbundsrepublikken Jugosla-vien med sine to republikker, eller også bliver der tale om to helt uafhængige stater, så Serbien ikke skal tage mere hensyn til Montenegro end til enhver anden af sine nabostater.
Der, hvor der i dag er størst bekymring for konsekvenserne af montenegrinsk selvstændighed, er kort sagt i Montenegro selv – og så i Vesten. For hvis Jugoslavien helt ophører med at eksistere, hvad så med Kosovo? Denne provins’ formelle tilhørsforhold til et løst sammenføjet Jugoslavien er den løsning, det internationale samfund hidtil har arbejdet udfra. Men hvad nu hvis Jugoslavien helt ophører med at eksistere? Så er det vanskeligt på længere sigt at forestille sig meget andet end et også formelt uafhængigt
Kosovo. En udsigt der bestemt ikke er generel begejstring for, og slet ikke i en situation, hvor også kroaterne i Bosnien stadig mere højlydt kræver deres egen stat. Derfor har der ikke lydt mange opmuntrende toner fra udlandet til Djukanovics selvstændighedsprojekt.
Som denne unge og ambitiøse politiker til gengæld har gjort til sin mærkesag. Men noget tyder på, at en større del af hans vælgerbefolkning har fået kolde fødder og overvejer værdien af selvstændighed for et lille fattigt land med kun lidt over en halv million indbyggere, som har mistet den centrale rolle i spillet om eks-jugoslavens fremtid, det tidligere havde.
Èn god ting kan man sige om den nuværende situation: Det er i dag alene op til montenegrinerne selv at tage stilling til, om total selv-stændighed virkelig er prisen værd.
Et flertal i det nye parlament er for løsrivelse, men hos de partier, hvor Djukanovic skal hente resten af sit parlamentariske grundlag, er der ingen symparti for hans to-trins-strategi. Her vil man have løsrivelse hurtigst muligt uden forbehold. Men ingen uden for republikken er interesseret i at involvere sig alvorligt i dens skæbne, endsige intervenere militært. Omverdenen har derimod en indlysende interesse i snart at få en afklaring på, hvad der skal blive af Montenegro. For mange ubekendte størrelser øger ikke stabiliteten i den stadig kaotiske region.

Serie

Århushistorier

Seneste artikler

  • Til kvinden der har alt

    20. december 2000
    Vort mest fremskudte forsvar mod de muslimske horder ligger i Århus. Cryos International Spermbank er navnet Folkerejsning Danmark bliver bollet op af muslimer indefra. Det er ganske vist: De fremmede strømmer hertil kun iført bedetæpper, koraner og alenlange tørklæder, som de ikke engang tager af, når de går i Brugsen...
  • Gode gåder

    12. juli 2000
    Feriedage 23 FORMAT - SOMMERTILLÆG Jeg elsker vittigheder og gåder. Da jeg var dreng, syntes vi, at det var sjovt at fortælle Århushistorier. Det var vittigheder om, hvor dumme, vi syntes, århusianerne var...
  • K'nyt

    2. oktober 1999
    Udødelige tanker fra Spice Girls *Den engelske citatsamling Oxford dictionary of Quotation er i 1999-udgaven for første gang forsynet med citater af popmusikkens store tænkere. Mellem bibelcitater og guldkorn af Oscar Wilde og Shakespeare finder man dybsindigheder udsagt af bl...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her