Læsetid: 3 min.

Når digteren genopstår

De gode kræfter kunne være brugt bedre i Morti Vizkis stykke, men Stine Schröder Jensen får et mindre gennembrud
3. april 2001

Teater
Man har hørt den 378 gange mindst, ideen om, hvordan det ville arte sig, hvis Jesus, menneskesønnen uformodet skulle dukke op i vores moderne verden en skønne dag. Måske man er en dårlig bibelsk ekseget, når man jævnthen finder ideen bøvet – men det mirakuløst enestående skal vel for pokker være enestående for altså at være det.
At ideen så ydermere bliver klæbrigt selvsmagende, hvis den for fuld hammer inkarneres i en digters patetiske digterskikkelse, det gør ikke sagen mere appetitlig. Kort sagt kræver det en sandt gudsforgående selvsikkerhed at gøre som Morti Vizki har gjort det med urpremieren på Menneskesøn på Jomfru Ane Teatret: At indlægge en selvmordskandidat af en would-be digter – Morten Kreuz(!) kaldet – på hospitalet, og igennem tre døgn lade ham indforlive Jesu under og helsebringende gerning. Og det bliver ikke meget bedre af at denne digter truer med at forlade poesiens ensomme privathed og fremover hellige sig teatrets offentlige praksis.

Pathos opblødt
Morti Vizki tager bevidst livtag med myterne, og al ære for det. For et par år siden var det Dionysos – Dion kaldet – som han lod vakle over Aalborg Teaters brædder i en sidste indsats for det sandt anarkiske, men too late til at rette op på noget som helst i en fuldt ud affortryllet, degraderet verden. ’Opstandelsesdyret’ Jesus – som salig Jørgen K. Bukdahl kærligt kaldte ham – er selvsagt mere durabel, men problemet er og bliver det samme: Mytens figureringer kan nok dukke op her og nu, men ikke overbevisende i fuld, deklamatorisk skikkelse.
Vizki har klogeligt forsøgt at bløde emnets overhængende patetik op med en kraftig dosis surreel komik, i noget der godt kan ligne spex eller Monty Python lidt, men som jo samtidig skal holde forfatterens idé klar. Hospitalet befolkes således af en skør skriftklog læge, en emsig tolder (!), Maria Magdalene som sexet sygeplejerske, en spedalsk narkoluder og en månesyg tosse.
De fistrer desperat lystent rundt i alle retninger, hvilket klart overbelaster centrum, Morten og hans lysende godhed. Han kan jo nok lege med – intet menneskeligt er hans tvekønnede væsen fremmed (og Jesper Dræby har fin udstråling) – men nogen samlende dramatisk fortælling bliver ikke mulig i al diversiteten. Dér må man læne sig tungt op ad punktvise, hult foredragne bibeltekster over højttalerne, og til det at de tre dage jo dog får en ende og noget afgørende nyt skal og må ske: At menneskene opdager en kærlighedens styrke i sig, tilgivelsen og alt det der ...

Uudnyttede kræfter
På disse – indrømmet: parodisk beskrevne – præmisser får instruktør Peter Dupont Weis, scenograf Jesper Corneliussen og spillerne egentlig forbløffende meget ud af det. Ingen spiller dårligt, og Stine Schröder Jensen får ligefrem et mindre gennembrud ud af sin rørende naive narkoluder med skrumpelever; overbid, læspen – og i slutningen poetisk stærke replikker, som næsten får forvandlingerne til at virke troværdige. Hospitalets klaustrofobi – med ankelhøjt vand på gulvet, det vand vi alle kommer af og sopper i – er fint fanget ind, og instruktionen er stram og konsekvent.
Alligevel sidder man tilbage – dampende svedig efter blot halvanden time nær livsens vand – og tænker og føler, at alle disse gode kræfter kunne have været brugt bedre. På færre, påfaldende analt fikserede, demonstrative grovheder, på mindre klæge velmentheder om de ’søde og flinkes’ eksempel, og især på en klarere, mere selvstændigt tænkt dramaturgisk struktur. Om Morti Vizki magter det, ved jeg ikke. Den eksplicitte myteforvaltning er ham karakteristisk nok en hæmsko – endnu da.

*Morti Vizki: Menneskesøn. Instruktion: Peter Dupont Weis. Scenografi: Jesper Corneliussen. Jomfru Ane Teatret, Aalborg. Til 25. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her