Læsetid: 3 min.

Til nøgtern beruselse

Ny antologi prøver kræfter med Deleuzes alsidige forfatterskab
11. april 2001

(2. sektion)

Filosofi
»Det virker overalt, snart uden stop, snart diskontinuert. Det ånder, det varmer, det spiser. Det skider, det knepper.« Med disse ord begynder bogen L’Anti-Oedipe (dansk: Anti-Ødipus), skrevet af filosoffen Gilles Deleuze (1925-95) og hans tro følgesvend, psykoanalytikeren Félix Guattari. Samme ord viser også, hvilken ny retorik og vital drejning i fransk filosofi, der fulgte i kølvandet på studenteroprøret og opgøret med strukturalismen.
På godt og på ondt er Deleuze mere end nogen anden kommet til at inkarnere den ny tids filosofi, differenstænkningen, der vendte op og ned på både gammelt og nyt, fra Platon til psykoanalyse. Selv om Deleuze har sit helt eget filosofiske ærinde, er det karakteristisk for ham, at hovedparten af hans tænkning udfoldes gennem monografisk læsning af andre filosoffer og kunstnere så som Spinoza, Leibniz, Hume, Kant, Nietzsche, Kafka, Lewis Carroll og Foucault. Fællesnævneren er, groft sagt, en slet ikke ufornuftig fornuftskritik.
Til trods for at Deleuzes dybe originalitet gør ham svær at læse, er han gennem de senere år blevet et af de virkelig hotte navne i Danmark. Denne efterspørgsel må i sig selv være berettigelse nok for den antologi, der netop er udkommet fra Museum Tusculanums forlag. Flugtlinier. Om Deleuzes filosofi er forfattet og redigeret af en række yngre danske forskere, hvoraf flere er uddannet i Paris, og jeg vil vove at kalde den for den mest ambitiøse og ædruelige udgivelse om
Deleuze herhjemme.
Netop ædruelighed er, hvad studiet af Deleuze har brug for. Som læser fascineres man umiddelbart af forfatterskabets retorisk delirerende spurt gennem filosofiens og kunstens krinkelkroge, men netop den ædruelige læsning røber, at Deleuze nærmere filosoferer i den tilstand, Augustin kaldte sobria ebrietas, nøgtern beruselse. Faktisk afslører samtlige 10 essays Deleuze som en pedantisk skolemester, bøjet over begreberne.
Ganske fornuftigt har redaktørerne forsøgt at samle bidragene om et gennemgående træk hos Deleuze, nemlig hans vitalisme. Dette er en spændende vinkel, fordi vitalismen, dvs. dyrkelsen af livet som privilegeret kraft, ellers har ført en noget blakket tilværelse i det 20. århundrede, overleveret som den er blevet til sensible digtere, alvorsstemte filosoffer, ideologer i bekneb for konflikter, gudløse teologer, rocksangere og andre rebels without a cause.

Vitalisme
Både mod og med disse lancerer Deleuze en afromantiseret vitalisme som løsenet for en filosofi, der ikke længere kan overtage den gamle transcendens’ meningsfuldhed, det være sig Platons, Descartes’ eller Hegels. Derfor handler vitalismen hos Deleuze først og fremmest om meningens tilblivelse som begivenhed og ikke om tingenes og livets væsen. Denne tankens tilblivelse udpeges nu i vidt forskellige sammenhænge, således Adam Didrichsen om Deleuzes empirisme, Carsten Henrik Meiner om Nietzsche som grundlaget for den særlige deleuzianske ’lille’ stil, Mogens Lærke om den komplicerede leibniz’ske fold, Kim Su Rasmussen om Deleuzes spinozisme, Mischa Sloth Carlsen om opgøret med Kants skematisme i de to filmbøger og Carsten Madsen om Deleuzes særlige evne til at indfange den skabende tænkning i begreber. Dertil kommer en oversættelse af Foucaults berømte Deleuze-kommentar fra 1970, Teatrum Philosophicum, og meget andet godt.
Flugtlinier lider dog af et enkelt problem, som også er Deleuzes eget, nemlig formen. Ikke blot for Deleuzes læsere, men også for hans læseres læsere er det svært at hitte rundt i de mange begreber og tankefigurer, der opstår i mødet med andre filosofiske forfatterskaber. Man bliver bestemt klogere på Deleuze af at læse Flugtlinier, men man forstår ham nok først rigtigt, når man selv har læst og genlæst Spinoza, Leibniz, Nietzsche m.fl. Med Deleuze og den udvikling i moderne filosofi, han og andre franskmænd har bidraget til, er filosofien både blevet mere avanceret og mere kompliceret.
For at undgå at denne komplicering af filosofien i sidste ende vil betyde en svækkelse af dens position som kulturelt fundament, foreligger der filosofiens fortolkere og formidlere en stor opgave. Deleuze har ikke gjort det nemmere at være filosof. Men det er betryggende at vide, at der trods den krise i dansk humaniora, der er blevet så grundigt beskrevet her i bladet, faktisk findes unge humanistiske forskere, som er i stand til at tage en sådan opgave i opdrag.

*Mischa Sloth Carlsen, Carsten Gam Nielsen og Kim Su Rasmussen: Flugtlinier. Om Deleuzes filosofi. Museum Tusculanums forlag, 2001. 280 sider. Pris: kr. 248

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her