Læsetid: 12 min.

Offer for zuud

Kadaverne ligger tæt over de mongolske stepper. To år med zuud – isvintre af katastrofal råhed – har slået millioner af kreaturer ihjel. I hovedstaden oplyses Lenin i dag kun af neonblæset fra poolbordene. Vestlige konsulenter demonterer med vellyst verdens socialistiske stat nummer to
28. april 2001

Kadaverne ligger tæt over de mongolske stepper. To år med zuud – isvintre af katastrofal råhed – har slået millioner af kreaturer ihjel. I hovedstaden oplyses
Lenin i dag kun af neonblæset fra poolbordene. Vestlige konsulenter
demonterer med vellyst verdens socialistiske stat nummer to

Pludselig ligger den der – knap en halv meter fra vejkanten. Det ene ben har den bøjet op under sig i grotesk, forstenet anstrengelse; vi kan næsten se den hede ånde pruste fra de store næsebor endnu, tænderne er blottede, som om nogen havde snittet læben af den. Den må have kæmpet til det sidste for at komme op.
Det kom den ikke. Den rasende frost, mere end seks måneders ufattelig kulde, dage med over 50 minusgrader, en grusom udmattelse, og så holder blodet op med at pumpe; døden har høstet ublidt her.
Vi har kørt godt tre timer ud af Ulaanbaatar. Allerede få kilometer uden for byen ligger kadaverne spredt med rund hånd ind over steppen, så langt kameraets linse rækker. Ikke langt fra den lille hoppe med de blottede gummer finder vi tre andre frosne hestekadavere. Nogle af ligene har hyrderne flået for i det mindste at høste ski ndet; andre sidder de hærdebrede gribbe fornøjede og hakker i. Vi lirker bilen nærmere et par af de store fugle, men gebrækkelighederne retter deres snu fjæs mod os, så letter de ubekymret fra det halvt fortærede lig af en ko og giver sig til at cirkle med vingerne spredt i fuldt ornat.
Ådselæderne er de eneste her, som ikke behøver at frygte død og elendighed.
»Og så er det værste endda stadig foran dem,« siger Carl Pilkington og trækker lidt på det rynkede ansigt. Som udsending fra Røde Kors rykkede han akut til Mongoliet i juni sidste år. For en kort stund, lød det, men som ulykkerne hobede sig op, blev hovedkontoret ved med at ringe hjemmefra. Først nu, efter mere end et halvt år med frost i hver en pore, har han lynet sin bløde kuffert igen. Vi mødes tilfældigt i paskontrollen i Beijing, en simpel flyvetur på halvanden time ud af Ulaanbaatars kul-os, tværs over den snedryssede Gobi-ørken. Et bette hop og morgenmad om bord, men også en rejse som fra den ene klode til en anden. Mongoliet er på alle måder isoleret; Asien drøner der-ud-af; det gør Mongoliet ikke.

Pilkington kom sidste år lige fra oversvømmelserne i Malawi og Mocambique, en akut krise af den ene eller anden art i Etiopien, lidt nødhjælp i Zaire og så videre til Mongoliet, den eneste af katastroferne han ikke havde hørt om, før de ringede fra Røde Kors og spurgte, om han kunne ta’ den osse.
Ulykkerne hegler ned over det stolte Mongol-folk. Forrige vinter var en zuud – en isvinter så intens, at selv de mongolske hyrders legendariske evner til at redde deres får, geder og køer ikke rakte. Mens vi andre fejrede årtusindskiftet, faldt over halvanden million kreaturer døde om i Mongoliet, og den korte, hektiske sommer sidste år bragte inden lettelse.
Hele sommeren brændte en tørke så grel, at græsset aldrig nåede den saftighed, der ellers er normen. Da frosten igen knyttede næven i oktober 2000 gik det helt galt: Endnu en zuud, kulden slog alle rekorder, og nu ligger ligene tæt igen. Regeringens egen Emergency Commission mener, at godt 1,3 millioner kreaturer er omkommet siden oktober sidste år, og det er langt fra forbi.
Både før og efter Chinggis Khan har dyrene været mongolernes eneste bolværk mod den ubarmhjertige, mongolske vinter, og nu falder de om som frostsprængte fossiler for øjnene af hyrderne.
Vi kører forbi en ko, der rykker lidt med benene endnu, men bilens måler viser 12 graders frost udenfor, det er en stakket frist.

Vi behøver ikke at tælle ligene på steppen for at se, at det er slemt. Men katastrofen er snigende, ikke akut, det er ikke menneskene, der dør – kun deres dyr, og så er Mongoliet simpelthen for langt væk til rigtig at blive hard-core world news. Og mongolerne har det værste tilbage:
»Det rigtigt slemme kommer først om en måneds tid, når foråret slår igennem. Så bliver dyrene jo gravide og hunnerne skal føde det årlige kuld. Det vil mange af dem slet ikke kunne klare, de er alt for svage,« siger Pilkington.
Han trænger til at blive klippet. Det har været en lang, kold vinter på steppen: »Når vi ikke kunne finde et sted at parkere bilen indendørs om natten, så måtte vi skiftes til at stå op hver time for at starte motoren. Ellers ville alle rørene fryse i smadder. Det var ud af den varme sovepose i 30 graders frost klokken et, tre og fem hver nat – det er noget, der tærer,« siger han.
Pilkington sænker stemmen lidt:
»Og så har de selvfølgelig også fået rabies – hundegalskab. De går stille med det, men den er god nok,« siger han.
Manden har blik for katastrofer. Foreløbig er kun eet menneske dog ramt af den smitsomme, dødelige sygdom, siger han. Hun blev bidt af en ulv, og da hendes mand fik has på krapylet, blev den testet og fundet befængt med rabies. Kvinden kæmper nu for sit liv på hospitalet i den tyndt befolkede Govi-Alta provins.
Rabies i frit omløb kan blive rigtigt slemt, men mund- og klovsygen er indtil videre langt mere alvorlig. Mongoliets tre østligste provinser, Dornod, Khentee og Suhbaatar har siden februar været afskåret fra omverdenen efter adskillige tilfælde af mund- og klovsyge. Flere besætninger er slået ned, og al trafik ud og ind af de tre provinser er forbudt; al handel, varetransport og persontrafik er indstillet på ubestemt tid.
Men mund- og klovsygen breder sig alligevel. I midten af marts slog veterinærerne en besætning ned midt inde i et af hovedstadens gher-distrikter. Her bor i tusinder af tilflyttere i de traditionelle, cirkelrunde gher, med et skorstensrør op fra brændekomfuret i midten, præcis som de gør ude på landet, og mange holder både får, kvæg og geder midt i hovedstaden.
Hele kvarteret kom i karantæne. Soldater og politibetjente står posteret ved alle grusveje og gangstier ind i kvarteret; al trafik er bandlyst.
Men få dage efter blev endnu en besætning ramt i det nærliggende Sukhbaatar-distrikt – og endnu et kvarter lagt i karantæne. Da vores taxachauffør drejer ind ved afspærringerne i Bayanzurh-distriktet, har op mod 20.000 mennesker i hovedstaden levet i total afsondrethed i over en uge, og den frostbidte soldat, der passer demarkerings-linjen, aner ikke, hvor længe det skal vare:
»Jeg ved bare, at jeg skal være her i otte timer endnu,« siger han.
En yngre mand parkerer sin Hundai og hiver en sæk kul ud af bagagerummet. Han beder soldaterne lodse den ind over den usynlige grænse, så hans bror kan få lidt varme i sin gher. De indespærrede må leve af det, slægtninge kan levere, eller af de madvarer, kioskerne i de indespærrede områder havde på lager, da mund- og klovsygen slog til. Priserne er selvsagt drønet i vejret; igen er der gribbe, der høster.

Oyun er 37 år, og hvis hun kigger ud af vinduet fra sit kontor i parlamentet i Ulaanbaatar kan hun næsten se den statue, de byggede af hendes bror Zhorig, efter at han blev myrdet.
Den 2. oktober 1998 kom han sent hjem fra de lokaler, han nåede at okkupere i et års tid som Minister for Infrastruktur. Hans hustru havde de ukendte gerningsmænd låst inde i køkkenet. De myrdede ham med knive, før de forsvandt med lige netop så mange værdigenstande, at hans politiske modstandere stædigt hævder, at der jo nok var tale om et gement røveri.
»Men hvis det bare var et almindeligt røveri, så var det ganske givet allerede opklaret. Politiet her i landet opklarer langt det meste af den slags grov kriminalitet. Nu er det formentlig for sent – og jeg bryder mig faktisk ikke om at tale om det. Folk har længe mistænkt mig for at slå politisk plat af min brors død,« siger hun.
Dr. Sanjaasuren Oyun har en ph.d. i geologi fra Cambridge i England og kunne givetvis have fortsat sin udmærkede karriere i Rio Tinto, et af verdens største mineselskaber, hvis ikke hun havde besluttet sig for at overtage Zhorigs politiske kamp for anstændighed i Mongoliet. Da Zhorig blev myrdet, tog hun hjem.
I dag er hun leder af det 13 måneder gamle parti, Partiet af Borgernes Vilje. Hun er et af de kun tre medlemmer af Ikh Khural, Mongoliets parlament, der ikke hører til MPRP, Mongolia Peoples Revolutionary Party – det gamle kommunistparti. Oyuns bror Zhorig blev kendt som studenterleder i 1990 under opgøret med det gamle regime, som russerne støttede. Russerne var pludselig taget hjem: Da Østeuropa smed russerne på porten, fandt lederne i Moskva det ikke længere opportunt at holde liv i det dyre engagement i Mongoliet.
De trak stikket ud, lukkede de svær-industrielle komplekser, trak de sovjetiske tropper hjem, og med dem den faste strøm af rubler, eksperter, læger, administratorer og hvad der nu ellers var flyttet med, siden Mongoliet i 1920’erne blev udråbt til verdens socialistiske stat nummer to.

Da russerne trak sig ud, kom friheden – eller hvad det nu var – og Zhorig var blandt dem, der glædede sig og som havde gjort sig fortjent til en plads blandt de nye magthavere. Men ni minutter senere kom korruptionen. En altfortærende, snigende svindsot, der i sin omsiggriben i dag formentlig kun overgås af kul-osen fra Ulaanbaatars røgspyende, gamle sovjetiske kraftværker – og som muligvis kostede Zhorig livet, fordi han selv var ubestikkelig.
»I meningsmålingerne kommer korruptionen kun på en niende plads over det, der optager folk mest i dag. Men det er korruptionen, der har en god del af skylden for alle de andre problemer, folk har – arbejdsløsheden og fattigdommen,« siger Oyun.
Både hendes tætsiddende, grå sæt og den sorte rullekrave indenunder er fra Ulaanbaatars egen cashmere-industri, en af de eneste, der fortsat drives med overskud. Oyuns og hendes partis politik er erklæret konservativ, hun støtter den økonomiske liberalisering, hendes mobiltelefon ringer 11 gange på de 50 minutter, vi taler sammen, hun er stresset, forjaget, med svære rander under øjnene. Hun sukker tungt, før hun spår en vinder til præsidentvalget til maj:
»Det blir Bagabandi«, siger hun. Bagabandi har været Mongoliets præsident de sidste fire år og er netop genopstillet af MPRP.
Så tager hun sig sammen: »Men det er ikke helt sikkert,« siger hun og hiver en meningsmåling frem.
»Hvis nu vi kan samle 10-15 procent af stemmerne, og hvis ingen af de to store partier, MRPR og Demokrater, vinder det nødvendige flertal i første omgang, så bliver det afgørende, hvem vi anbefaler vores vælgere at stemme på i anden valgrunde,« siger hun.
Hvis og hvis.
224 delegerede fra hele landet har netop mandagen forinden i taktfast enighed rakt armen i vejret fra hver sin røde plydsstol i den store sal i ’Det Hvide Hus’, kommunisternes gamle kolos af et hovedkvarter på hjørnet af Sukhbaatar-pladsen. Her hyldede de – præcis som i kommunisttiden – med industriel loyalitet partiledelsens kandidat til præsidentvalget.

Få her tror for alvor på, at det vil lykkes modstanderne at bremse MRPR-maskinen inden valget. Endnu færre tror, at det ville gøre nogen synderlig forskel, hvis oppositionens kandidat blev valgt.
Som S. Munkdhali, der er 59 og fra landet, siger det med ild i de rynkede øjne: »Folk har mistet tilliden til hele det der politiske system. Før, da russerne var her, havde vi et mål, noget der bandt os sammen. Socialismen kunne man få øje på – hvad har vi at være sammen om i dag?«
Munkdhali bor som langt størsteparten af sine landsmænd i en gher. En cirkelrund telthytte med vægge af skind og teltdug, der kan pakkes sammen, når dyrene har græsset det nærmeste steppeland så meget af, at det er tid at rykke videre. Munkdhali har selv en stribe køer og får og en hoben af de små, mongolske heste; mange flere end det var tilladt at eje tilbage i kommunisttiden. Det sætter han pris på, siger han og nævner uopfordret ytringsfriheden som den anden fordel ved russernes forsvinden, men resten er nedtur:
»Før havde var der ingen, der var rige, men til gengæld havde vi alle sammen det samme. Der var skoler og jobs: Tænk, hvor utroligt det er, at vi alle sammen kan læse og skrive i det her land. Vi havde ikke politisk frihed, det er rigtigt, men det er et grusomt system, vi har fået i stedet. Det er jo kun de stærkeste, der overlever,« siger han.
Fredag aften står Kate bag baren. Faktisk er hun Storbritanniens ambassadør i Mongoliet, men hun er langt bedre kendt som kvinden bag fadølsankeret ved ambassadens ugentlige halløj.
Her samles de etniske minoriteter: Lidt svenskere, to indere, briter, finner, mange australiere og en voksende FN-flok, og – da vi finder vej – en new zealandsk bankmand i 50’erne, hidkaldt et par uger af Asian Development Bank for at afstive den vakkelvorne mongolske handel med værdipapirer. Han står og keder sig sammen med sin chef, da de begge pludselig sætter charmen og mundtøjet i fjerde gear. Ikke for min skyld, men for en stram, kortklippet amerikaner i 30’erne komplet med kulgråt jakkesæt og mørkelilla slips.
Støjen er øredøvende i briternes fredagsbar, men den usmilende amerikaner hæver ikke stemmen. Hans eget navn går tabt, kun firmanavnet ’Athur Andersen’, deler han nådigt ud af, inden det lille finansselskab hastigt fortrækker til mere passende lokaler. Athur A., verdens største, multinationale konsulentfirma har åbnet et permanent kontor i Mongoliet.
The Mongol Messenger har nogle dage forinden leveret forklaringen: Mongoliets regering er i færd med at sælge arvesølvet. De statsejede banker, flyselskabet MIAT, olie-selskaber, kobberminer og et dusin andre statsejede institutioner skal værdisættes, sættes på markedet og sælges for cool cash. Helst for så meget cash som muligt, selvfølgelig – og med et klækkeligt, diskret cut til det konsulentfirma, der får til opgave at styre processen.

Uden for Lenin-museet midt i Ulaanbaatar kan man købe Estée Lauder og Lucky Strike. Inde på marmorgulvene myldrer horder af jeans-klædte knægte i 20’erne ivrigt rundt om 12 neonoplyste poolborde. Ikke een af dem ænser den overdådige, folkevognsstore Lenin-buste i kridhvid sten lige over hovederne på dem. Gamle Vladimir knejser fortsat på sin tre meter høje piedestal, men i dag er det Verdensbanken, Athur Andersen og WTO, der skriver reglerne her i byen.
Hvilket så i øvrigt gør ondt på gederne. Karsten Fogde, udsendt af den danske fagbevægelse til hjælp for den mongolske, sammenfatter det i en enkelt sætning: »Nu avler de jo på alt, hvad der rør’ sig.«
Han taler om cashmere-gederne. Den særlige cashmere-uld (underhårene, der omhyggeligt børstes af de mongolske geder) havde indtil fornylig verdens højeste kvalitet. Men med systemskiftet blev al handel over grænsen sluppet fri, og kinesiske handelsmænd gik i krig: De køber til langt højere priser end mongolernes egne opkøbere, og hyrderne reagerede helt efter bogen: Vi må lave flere geder.
Nu eksploderer antallet af cashmere-geder. Selv de bovlamme og halvblinde bliver parret med hinanden, og så sker der to ting: Uldkvaliteten rasler ned. For nylig havde en svindler held til at sælge yak-uld forklædt som cashmere! Samtidig smadrer gederne med deres skarpe tænder og klove græsningen for de øvrige husdyr, får, køer, heste og kameler. Den tusindårige øko-balance i steppelandet er i bogstaveligste forstand ved at gå i ged.
I 1241 hærgede Chinggis Khans søn Ogodei med sine beredne horder i Krakow og omegn; de mongolske krigere havde blikket stift rettet mod Wien og Venedig. I dag kan europæiske gæster, der deprimeres ved synet de ligdækkede stepper, ta’sig et sut af mongolernes hersker til trøst. Chinggis er i dag navnet på en øl, brygget på tysk bryghus midt i det sod-sværtede Ulaanbaatar.

Martin Breum er journalist ved DR Nyheder. Han er for nylig vendt hjem fra Mongoliet

FAKTA
Mongoliet
*2,3 mio. indbyggere fordelt på 1.535.000 kvm. (36 gange DK). Mongolerne, der er et uhyre vennesælt og gæstfrit folk, herskede under Chinggis Khan (1162-1227) over verdens hidtil største rige – fra Korea til Polen. Siden kom mongolerne under kinesisk overherredømme. Under ledelse af yngre nationalister vandt Mongoliet selvstændighed i 1921. I 1924 blev M. efter sovjetisk indflydelse udråbt til verdens socialistiske stat nr. to. Den sovjetiske dominans ophørte i 1990. Landet er i dag et demokrati med adskillige partier, ytringsfrihed og dyb fattigdom. Hovedparten af befolkningen lever af nomadisk husdyrbrug spredt på de enorme stepper.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu