Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

28. april 2001


Kina skærper udfald om Taiwan
*Kina skærper nu udfaldet mod USA i spørgsmålet om Taiwan. Kinesiske regeringsembedsmænd og statslige medier lod fredag forstå, at Kina er parat til at tage alle midler i brug i kampen om at genforene Taiwan med fastlandet.
Reaktionen kommer efter den amerikanske præsident, George W. Bushs beslutning tidligere på ugen om at sælge Taiwan avancerede våben for fem milliarder dollar (næsten 42 mia. kr.).
Samtidig afviser Kina en ny opfordring til dialog fra regeringen under den taiwanske præsident, Chen Shui-Bian, hvis korte ophold i USA i den kommende måned yderligere provokerer Kina.

Radikal kritik af Buksti
*De radikale og venstre-fløjen kritiserer regeringen for at opgive målet om at reducere bilisternes bidrag til CO2-udslip fra trafikken med sin handlingsplan, som blev præsenteret torsdag.
Det nytter ikke at lære bilisterne at lade være at bremse og accelerere, for der skal afgifter til for at begrænse trafikken især omkring Storkøbenhavn, mener de radikale og venstrefløjen.
De mener, at trafikminister Jacob Buksti bør bruge afgifter for at begrænse trafikkens miljøproblemer.
Regeringen vil i stedet lære danskerne at køre bil på miljørigtig vis.
»Denne handlingsplan er regeringens bud på, hvordan den stadige stigning i transportsektorens CO2-udslip skal bringes til ophør, så vi får knækket kurven for transportsektorens CO2-udslip,« sagde Jacob Buksti

Øget afrikansk indsats mod aids
*Det hidtil største hiv/aids-topmøde i Afrika sluttede fredag med, at omkring 50 statsledere ville give tilsagn om at øge indsatsen mod den dødbringende sygdom.
Det skal ske ved at afsætte 15 procent af deres budgetter til sundhedsformål. Samtidig støtter de FN-generalsekretær Kofi Annans opfordring om, at der etableres en global aids-fond på adskillige milliarder dollar.
Fonden bør ifølge Annan råde over 7-10 milliarder dollar (op mod 84 mia. kr.) årligt.
I et udkast til sluterklæringen hedder det bl.a., at landene »vil afsætte mindst 15 procent af deres budgetter til at forbedre sundhedsforholdene.«

EU-kommissær anbefaler atomkraft
*EU’s energikommissær, Loyola de Palacio, advarer nu, ifølge Jyllands-Posten, medlemslandene mod at lukke atomkraftværker.
»Vi kan ikke både lukke atomkraftværker og leve op til de internationale aftaler om at begrænse udledningen af drivhusgasser,« udtaler han.
de Palacios talsmand, Gilles Gantelet, uddyber: »Vi er nødt til at være realistiske og se på det meget alvorlige drivhusgasproblem. Hvis vi nedlægger atomkraftværker nu, kan vi ikke nå Kyoto-målene.«
Atomkraft står i dag for næsten 30 procent af elforsyningen i Vesteuropa.

Politisk kaos og pres på præsident
*Ukraines oppositionspartier og reformtilhængere forstærkede fredag presset på præsident Leonid Kutjma, dagen efter landets parlament fyrede den populære premierminister Viktor Jusjtjenko ved en mistillidsafstemning.
Viktor Jusjtjenko blev afsat af en – selv efter ukrainsk politisk målestok – ejendommelig koalition af kommunister og politiske fraktioner, som er tæt knyttet til en gruppe rige finansfyrster, kaldet oligarker.
Ukraine har i de seneste måneder været plaget af politiske skandaler og konstante sammenstød mellem et gammeldagstænkende parlament og den reformvenlige regering under Jusjtjenko.

Ringsted Kaserne bliver asylcenter
*Ringsted Kaserne skal pr. 1. maj i år indrettes til asylcenter. Det har Indenrigsministeriet meddelt Ringsted Kommune, oplyser Dansk Folkepartis medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg, Poul Nødgaard, der samtidig er 1. viceborgmester i Ringsted Kommune.
Beslutningen om at bruge kasernen til asylcenter er ifølge Poul Nødgaard et brud på alle indgåede aftaler mellem staten og kommunen.
»Tidligere har et byråds-flertal, som Dansk Folkeparti ikke er med i, besluttet at købe kasernen, og købesummen på de 30 mio. kr. blev betalt i går.
Staten har nu sagt tak for pengene med en besked om, at man beslaglægger kasernen til asylcenter.
Ringsted kommune er i fuld gang med at udfærdige planer om at indrette boliger på kasernen. Det kan vi nu godt glemme alt om som følge af regeringens forfejlede udlændingepolitik, siger Poul Nødgaard.

Beredskab til overvejelse
*Beredskabsstyrelsen skal holde sig til i længere tid og rydde op i tilfælde af katastrofer som olieforureningen ved Møn, i stedet for hurtigt at overlade oprydningen til de berørte kommuner. Partierne bag den politiske aftale om Danmarks beredskab for ulykker mødtes fredag med indenrigsminister Karen Jespersen.
Her var der generel tilfredshed med beredskabets håndtering af oliekatastrofen, men også almindelig enighed om, at oprydningsopgaven for hurtigt blev overladt til kommunerne.
Også lokalt har der været kritik af, at beredskabet med bl.a. værnepligtigt mandskab blev trukket bort for tidligt. Arbejdet gik nærmest i stå med at rydde stranden for olieklatter, da kommunerne tog over.
Der er afsat små 400 mio. kr. årligt til det statslige beredskab for forureningskatastrofer og andre ulykker.

10 mia. dollar til Tyrkiet
*Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken er blevet enige om at yde en økonomisk støttepakke på 10 mia. dollar (83 mia. kr.) til Tyrkiet, oplyste IMF’s administrerende direktør, Horst Köhler.
Det sker, efter at Tyrkiet for nyligt blev ramt af en alvorlig økonomisk finansiel krise, som blandt andet medførte en kraftig nedskrivning af landets valuta.
»Supplerende støtte fra IMF og Verdensbanken til støtte for (støtte)programmet vil ligge i omegnen af 10 mia. dollar,« sagde IMF-chefen.

Vandrefalke-par på Møns Klint
*Et vandrefalke-par har overraskende slået sig ned på Møns Klint, hvor denne fugl ikke har holdt til siden 1972, oplyser Skov- og Naturstyrelsen. Dengang kom der dog ingen unger, da æggene var hårdt belastede af miljøgifte. Sidste gang, et par vandrefalke fik unger i Danmark, var i 1969, da ungerne blev stjålet.
Siden 1980’erne har arten atter været i fremgang bl.a. på grund af forbud mod ddt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu