Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

3. april 2001


Forbrugerrådet sparer og fyrer
*Forbrugerrådet har netop vedtaget et nyt budget, der betyder yderligere besparelser og fyringer. Det sker på trods af, at rådet får flere og flere opgaver med bl.a. lov-forslag i både Folketinget og EU – og samtidig med at udviklingen i verdenshandelsorganisationen WTO får stadig større betydning for de danske forbrugere og derfor også skal følges.
»Vi har meget svært ved at følge med, for vi får flere og flere opgaver. Vi bruger næsten hele budgettet på lønninger, og derfor er det indlysende, at når vores økonomi ikke holder trit, så bliver vi udhulet i en periode, hvor vi blandt andet bruger enorme ressourcer på fødevareområdet,« siger Forbrugerrådets formand, Kirsten Nielsen, til Politiken.

Ny britisk valgdato bekræftet
*Mund- og klovsyge har fået den britiske premierminister til at udskyde det planlagte lokalvalg, som skulle have fundet sted den 3. maj. Det parlamentsvalg, som ventedes udskrevet til samme dato, er ligeledes udskudt.
Lokalvalget er udskudt til den 7. juni og begrundelsen er, at det er nødvendigt først at få styr på mund- og klovsygen, der har spredt sig over store dele af Storbritannien.
Blair ville ikke sige noget om datoen for parlamentsvalget – men det ventes stadig at følges med lokalvalgene.
Tony Blair havde ellers tøvet med at ændre datoen for valget, fordi det kunne tolkes som en erkendelse af, at regeringen ikke kan håndtere mund- og klovsygen.

Tørklæder til sygeplejersker
*Sygehusene i Ribe Amt lader nu tørklæder til muslimske sygeplejersker blive en fast del af uniformen.
Hidtil har de få muslimske sygeplejersker, der er ansat, skulle bruge deres egne tør-klæder. Nu kan de få dem udleveret på sygehuset, ligesom de får udleveret kitler og andet tøj.
På Esbjerg Centralsygehus er der lige nu kun en enkelt muslimsk sygeplejerske, men Bente Drachmann, der er sygeplejedirektør på sygehuset, regner med, at antallet af muslimske sygeplejersker vil vokse i de kommende år.
»Vores medarbejdere afspejler jo samfundet, og derfor regner jeg også med, at vi vil se flere muslimske sygeplejersker,« siger hun til DR Syd.

EU-hjælp til olieoprydning
*EU’s miljøkommissær, Margot Wallström, meddelte i går, at hun har imødekommet en dansk anmodning og har sendt tre eksperter i oprydning af olieulykker til Danmark.
Beredskabsstyrelsen bad i lørdags om hjælp til oprydningen efter oliekatastrofen i Østersøen.
Miljøkommissæren har sendt to franske eksperter og en fra EU-kommissionen. Dermed drager Danmark nytte af de erfaringer, der blev gjort efter oprydningen af olieudslip fra tankeren Erika, der i december 1999 sank ud for den franske vestkyst. De to ulykker minder om hinanden, da der er tale om udslip af samme type olie, nemlig drøj fuel-olie.

Fisk i Kongeåen døde efter udslip
*Et ukendt antal fisk i Kongeåen er døde efter udslip af mere end 1.000 kubikmeter gylle fra en minkfarm sydøst for Vamdrup ved Kolding.
Men omfanget af skaderne kunne være blevet langt mere alvorlig.
»Sent søndag aften kunne brandvæsnets indsatsleder konstatere, at det var lykkedes at samle 885 kubikmeter af gyllen op, og meget vand i åen og de forholdsvis lave temperaturer betyder, at skaderne ikke bliver så store, som de ellers ville være blevet,« konstaterer miljøvagten i Vejle Amt, Peter Svane-Knudsen.
Oprindelig var der frygt for, at alt liv ville forsvinde over en 25 kilometer lang strækning, men det blev ikke tilfældet, fordi så meget gylle blev samlet op.
Politiet har optaget rapport i sagen. Det er endnu ikke afgjort, om uheldet også koster bøde, men der er næppe tvivl om, at der venter ejeren en større regning.

USA: Jugoslavien kan få støtte
*USA’s udenrigsminister, Colin Powell, har besluttet, at Jugoslavien kan modtage finansiel støtte i millionklassen. Det oplyste en højtstående embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium mandag. Det sker, efter at den tidligere jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, blev arresteret i weekenden. Men ifølge embedsmanden vil USA ikke bistå med at organisere en donorkonference til fordel for Jugoslavien i løbet af sommeren, hvis ikke landet fortsætter samarbejdet med Den Internationale Krigsforbryderdomstol.
»Vi har set dem tage skridt til samarbejde, men vi ønsker, at disse skridt fortsættes,« sagde den amerikanske embedsmand.

Politifolk i Nepal dræbt af oprørere
*Mindst 25 politifolk i Nepal er dræbt under angreb fra formodede maoistiske oprørere. Ifølge en kilde i landets indenrigsministerium skal mellem 25 og 30 betjente have mistet livet under angrebet, der fandt sted i området Rukum i det centrale Nepal.
Til Reuters oplyste politiet, at drabene skete over to omgange i løbet af weekenden, og at tre angribere blev dræbt.
Oprørerne menes ideologisk at lægge sig tæt op ad deres fjerne fæller i Peru – kendt som Den Lysende Sti.
Nepals maoister indledte et væbnet oprør i 1996 med det mål at oprette en kommunistisk etpartistat.

Måske grønt lys for satellit-projekt
*Der står milliardkontrakter til europæisk erhvervsliv på spil, når EU’s transport- og teleministre onsdag skal diskutere, om de vil gå videre med planerne for et storstilet europæisk satellitsystem, som skibe, fly og trafikken på landjorden kan benytte til at navigere efter.
Systemet, der anslået vil koste 3,2 mia. euro (knap 24 mia. kr.), er tænkt som en pendant til det amerikanske GPS-system, som gratis kan benyttes verden over af alt fra fly til lystsejlere, men den høje pris har gjort flere EU-lande lunkne på projektet.
Mens planerne har stor støtte i de sydeuropæiske lande, kniber det mere med opbakningen i Storbritannien, Holland og Danmark.

Avis til både morgen og frokost
*I går fik de danske morgenaviser for første gang i umindelige tider en ny konkurrent.
Det skete, da B.T. udvidede butikken fra en til to udgaver. Og fra at være en rendyrket formiddagsavis til både at udkomme med en morgen- og en frokostudgave.
B.T. håber, at omlægningen vil betyde et stigende oplag, der dels skal komme ved at kapre nye kunder, som i dag ikke læser avis, og ved at hente utilfredse læsere fra de øvrige morgenaviser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her