Jagt på slaveskib en fiasko
*En international jagt på et formodet slaveskib ud for Afrikas vestkyst endte i går med forvirring og bekymring, da det formodede slaveskib Etireno lagde til kaj i det vestafrikanske land Benins kommercielle hovedstad, Cotonou, uden den formodede last på mellem 180 og 250 børneslaver om bord. Myndighederne fandt godt nok snesevis af børn på skibet, men de var i hvert fald for en dels vedkommende ledsaget af deres mødre. »Vi er meget forvirrede. Og vi ved ikke, hvoraf forvirringen er opstået,« sagde Nicolas Pron fra FNs Børnefond i Benin.
Tyskland advarer mod Kyoto-drop
*USAs afvisning af Kyoto-aftalen kan sætte en dominoeffekt i gang, som i alvorlig grad vil undergrave bestræbelserne på at begrænse den globale opvarmning. Det siger den tyske miljøminister, Jürgen Trittin, til den tyske tv-kanal ZDF umiddelbart forud for en rejse til Washington. Andre lande, heriblandt Australien, har antydet, at de måske også vil trække sig ud af Kyoto. Trittin, som er fra De Grønne, siger, at præsident Bushs beslutning om at undsige Kyoto-protokollen og dermed kravene om at nedskære udslippet af CO2 og andre drivhusgasser »er et kraftigt tilbageslag for verdens miljøbeskyttelse.«
Til Kina for at forhandle om fly
*Et hold amerikanske forhandlere ankom i går til Kina for at presse på for at få tilbageleveret spionflyet, som nødlandede på den kinesiske ø Hainan. Samtidig gentager Kina kravet om, at USA indstiller de militære overvågningsflyvninger nær den kinesiske kyst.
Den amerikanske delegation er ledet af viceforsvarsminister Peter Verga, og den ankom til den amerikanske ambassade i Beijing forud for dagens drøftelser med kinesiske regeringsembedsmænd om kollisionen 1. april mellem det amerikanske EP-3-fly og et kinesisk kampfly.
Politikere bør gøre op med kvindesyn
*Politikerne både på Christiansborg og i kommunerne bør melde klart ud og tage afstand til det kvindesyn, som en række unge indvandrerdrenge og mænd har på danske piger. Det siger vicekriminalkommissær Povl Nielsen, Odense Politi, efter en massevoldtægt af en 13-årig pige i Odense, som en gruppe unge indvandrere mistænkes for at have begået. Ifølge vicekriminalkommissæren er det et overset problem, at en del af de hårdest kriminelle indvandrer-unge »mildest talt ikke regner de danske piger for ret meget.«
Anders Fogh afviser borgmesterkritik
*Venstres formand Anders Fogh Rasmussen afviser pure kritikken fra to kommunale partifæller, der direkte har beskyldt Venstres top for at føre en utroværdig politik, som kan koste partiet sejren ved næste folketingsvalg. Og der er fuld opbakning i Venstres folketingsgruppe til partitoppens linie. Det fastslog Anders Fogh Rasmussen i går efter et gruppemøde, hvor kritikken fra den københavnske bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) og Venstres gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Martin Geertsen, var blevet drøftet.
M&K-regler lempes en smule
*De danske fødevaremyndigheder føler sig så overbevist om, at der ikke er mund- og klovsyge i Danmark, at de nu lemper lidt på de strenge regler om flytning af dyr.
Der lempes dog kun på reglerne om flytning af dyr inden for landets grænser. De begrænsninger, der skal forhindre, at mund- og klovsygen slæbes ind i Danmark fra et af de lande, hvor sygdommen er i udbrud, fortsætter uændret.
DK: Gerne en syrer i Sikkerhedsrådet
*Danmark er åben over for et syrisk medlemsskab af FNs Sikkerhedsråd, oplyser udenrigsminister Mogens Lykketoft i et svar til Folketingets udenrigsudvalg. Sikkerhedsrådet har 15 pladser, hvoraf Kina, USA, Rusland, Storbritannien og Frankrig har permanente pladser. De ti øvrige pladser skifter hvert andet år mellem medlemslande fra de forskellige verdensdele. Syrien opstiller som kandidat til den asiatiske valggruppes ikke-permanente plads i Sikkerhedsrådet for perioden 2002-03. Valget finder sted til efteråret på FNs 56. generalforsamling.
Personalet på nyhedsmagasin fyret
*Den samlede redaktion på et af Ruslands nyhedsmagasiner, der var en del af Vladimir Gusinskij smuldrende medieimperium, er blevet fyret, sagde advokater og redaktører i går. Afskedigelsen af staben på Itogi magasinet kom, efter at en anden af Gusinsskijs publikationer, dagbladet Sevodnja blev lukket mandag.
Advokaten Alexandr Beresin fortalte journalister, at det medieimperium, der ejer Itogi havde besluttet at fyre det redaktionelle personale på grund af besparelser. Redaktøren af Itogi, Sergej Parkhomenko sagde, at han også var blevet fyret.
Trøjborg tilfreds med overvågning
*Forsvarsminister Jan Trøjborg (S) afviser den omfattende kritik, der er rejst mod forsvarets flyovervågning af skibstrafikkens olieforurening i danske farvande.
Både blandt regeringspartierne og hele oppositionen har en rapport fra Rigsrevisionen om kvaliteten af overvågningen vakt vrede. Trods årelang kritik virker overvågningen fortsat ikke efter hensigten, fremgår det af Rigsrevisionens rapport. Flere partier er nu inde på, at overvågningen bør lægges i private hænder, og både miljøminister Svend Auken og forsvarsminister Jan Trøjborg er af en række partier blevet kaldt i samråd om sagen i miljøudvalget. Artikel side 4
Chef for regeringsparti væltet
*Vietnams kommunistiske regeringsparti har i går væltet den upopulære og konservative partichef, Le Kha Phieu, oplyser kilder i partiet. Partichefen i kommunistpartiet er traditionelt den mest magtfulde post i det vietnamesiske magthierarki.
Det er uklart, hvem der skal erstatte Le Kha Phieu, men der nævnes flere mulige afløsere
Bananstrid blusser op igen
*Lige som USA og EU havde lagt våbnene i deres bitre strid om bananer, truede Ecuador i går med at starte krigen igen. Onsdag før påske blev EU-kommissionen og USA enige om et kompromis, der resulterede i et amerikansk løfte om at ophæve de handelssanktioner, USA i 1999 indførte mod Den Europæiske Union.
Men Ecuador verdens største bananeksportør er ikke tilfreds med aftalen og truedemed at tage sagen tilbage til Verdenshandelsorganisationen WTO, hvis ikke EU lavede yderligere ændringer.