Bløde hvidevarer
To mensker ved et bord
en sol der er stor
æg, kniv, ske og salt
mon noget kan gå galt?
»Du vender altid ægget forkert,« siger hun.
»Jeg vender det altid med spidsen nedad,« siger jeg.
»Det er det, jeg mener,« siger hun.
Stridens æble er måden, hvorpå et menneske skaffer sig adgang til det blødkogte æg. Hun slår toppen af, jeg slår bunden ud. Hun bruger en kniv, jeg en ske.
. Endnu mangler vi at se den ultimative undersøgelse af spørgsmålet i sociologiens regi, men indtil den foreligger vil jeg gerne bidrage eller i hvert fald skubbe til det hængende læs ved at pege på det, der er al naturvidenskabs forudsætning og grænse: det enkelte tilfælde.
Opfandt Bilka
»Man skal huske, hvad man kommer af,« sagde min far
altid. Han var arbejder, indædt skuffet og bitter over dagligt at være kaldet til tvangsmæssigt at gentage gårsdagens handlinger. Og selvom Kierkegaard fandt kærligheden udtrykt i Gjentagelsen, er det værd at huske, at Sørens bukser med de ulige lange ben røg til genbrug, inden Københavns volde blev sløjfede.
Jeg gjorde oprør længe inden puberteten. Jeg havde ikke tid til at vente på, at stemmen gik i overgang eller roden af penis forsvandt i hår. Da den lokale midtsjællandske metropol i slutningen af 60erne blev hjemsøgt af noget så sofistikeret som en selvbetjeningsbutik annammede jeg straks den epokegørende nyskabelse og iscenesatte den i en langt mere givtig version:
På linierede blokke købt netop i Brugsen for den var det jo skitserede jeg, hvorledes det ved at få 50 mand til at fælde de omliggende skove var muligt at få plads til et supermarked, der for alvor udtrykte forstavelsens bogstavelige latinske betydning. Jeg opfandt Bilka uden at vide det, og dette traume har forfulgt mig lige siden.
Imidlertid strandede projektet på, at mine folk under udgravning til grunden stødte på en guldklump, der i omfang og udstrækning lige netop matchede matriklens størrelse.
Herefter levede jeg lykkeligt til mine dages ende.
Senere kom jeg i gymnasiet og ku aldrig bli til noed, trods mit store ordforråd.
Min kæreste derimod stammer fra en akademisk familie, hvor faderen er kirurg og derfor vant til at lægge præcise snit uden at ryste på hånden. Eller hovedet, for den sags skyld, for hans felt er hjernen.
I det omfang det blødkogte æg overhovedet havde indpas i min familie, kom det aldrig på tale at gøre andet end at banke på skallen med en ske for at komme ind til sagens kerne. En skik jeg har ladet gå videre til mine børn, hvisårsag de taler om bankeæg.
Det er en krænkelse af æggets perfekte form at slå toppen af det i en ret linje. Alt det kvindelige går fløjten, når rationaliteten lægger et vandret snit ind igennem det, der buer og er buttet.
Per Kirkeby har ret når han siger, at det sensuelle ved kvinden er alt det, der ikke er fæstnet til skelettet.
Hvad kommer først ud?
»Hvad kommer først?« spørger hun.
Nej ikke den!
»Hvad kommer først ud? Når hønen lægger ægget?«
Det ved jeg: »Den butte ende. Hun lukker skallen i spidsen.«
»Derfor er det også der, ægget skal åbnes.«
Stilhed.
»Har du set æggeuret?«
»Hvad med det?«
»Det vender spidsen opad.«
»Ja, det kan sgu da ikke stå på spidsen, når det ikke er i et æggebæger!«
»Det kræver mod at slå toppen af et æg,« siger hun.
»Det er det jeg siger. Vi arbejderbørn blev ikke stimuleret til at tro på egne evner, men fik tværtimod indprentet, at det gjaldt om at holde sig sine begrænsninger for øje.«
»Du er sgu da en voksen mand nu!«
»Og derfor fastholder jeg også min ret til at slå hul på ægget med en ske.«
»Det skader ikke at lære nyt,« siger hun.
Jeg rækker hende skeen.
