Læsetid: 4 min.

Pagten, nuet og hjemløsheden

I aften spiller den sidste forestilling på Dr. Dante. Vi gør status over teatret, der skabte sin særlige drengerøvsstil
21. april 2001

I dag går Nikolaj Cederholm på Aveny-teatrets scene for sidste gang med den ’opsang til nationen’, som er forestillingen Lillerøds bizart blindtarmslignende antiklimaks.
Antiklimaks – fordi den ikke lever op til det spor, dante’rne som begreb har afsat i dansk teater siden 1992, den tid de har boet på Frederiksberg.
På det tidspunkt var gruppen allerede 13 år gammel og med kultstatus medbragt fra startperioden i Allerød. På det tidspunkt var man vokset ud af forstadsmarginaliteten og søgte efter et nyt ståsted, og på det tidspunkt kom et par ur-dante’r (Jesper Hyldegaard og Lars Kaalund), der havde været under formel teateruddannelse, tilbage til folden – som takket være et for-en-gangs-skyld lidt modigt Storkøbenhavnsk Teaterfællesskab fra sommeren ’92 altså lå på Frederiksberg Allé.
Halvfemserne oplevede et saftspændt boost for ung dansk dramatik og for en hel generation af unge, virtuost medieridende skuespillere. Lotte Andersen, Kim Bodnia, Andrea Vagn Jensen, Thomas Bo Larsen, Ulrik Thomsen, Trine Dyrholm, Niels Anders Thorn, Sofie Gråbøl osv. gik ud og ind ad filmstudier, sceneindgange og tv-dekorationer som en slange, der bider sig selv i halen. Skuespillerne var fra samme aldersgruppe som forfatterne, der var jævnaldrende med instruktøren og husscenograferne Camilla Bjørnvad og Marianne Nilsson. Og når tæppet gik op, spejlede salen og aktørerne sig i hinanden. Sjældent har man set et teater, der i den grad, og med øredøvende succes, gik efter sit helt eget publikumssegment. De, der gik i Dr. Dante’s Aveny om fredagen, mødtes til brunch på Base Camp om søndagen – clubbing for ligesindede og en ny og anderledes situation for det elite-marginaliserede teater.

Klubpræget forstærkedes af den ene af de tre historietyper, man fortalte. Historier fortalt fra tidsåndens osteklokke af singlekultur, karrierepleje, IT-begejstring, sex-på-alle-hylder samt karrikeret trendunderkastelse. Når den historie var på plakaten blev Dr. Dante et medlemsmøde, et konsensusteater, hvor spejlingen, pagten mellem scenen og betragterne også blev stedets begrænsning. Pagten gav hverken plads til overraskelser, bagholdsangreb, grimhed eller de helt store afklædninger. Det var tjekket underholdning til tiden for de filmvante – teatrets eget slogan.
Tiden er et nøgleord.
Dante’rne var – i de forestillinger såvel som i de legendariske teaterkoncerter – inklusive den MTV-lækre overflade og det legende showmansship totalt NU !
De andre historier, de historier som for eftertiden redder Dante fra kronisk Euroman-syndrom, stod Jesper Hyldegaard og i de senere sæsoner Line Knutzon for – med lidt hjælp fra Søren Fauli. Hyldegaards farcer havde galskab og poesi, uskyld og mening, når de var bedst; mens Knutzon rapporterede fra de kiksede og de barndomsramtes sørgmuntre forsøg på at nærme sig livsduelighed. Når anmelderne hævede det røde kort, manglede både farcer og Knutzoniader substans og bæredygtighed udover en enkelt spektakulær idé; husets overbærenhed med sine egne endte som publikums problem, snarere end direktionskontorets.
De tidlige sæsoners drengehørm blev heller aldrig et direktionsproblem, selvfølgelig ikke. Og i bakspejlet kan man konkludere, at selvom Cederholm & co. med rette blev bebrejdet deres drengerøvsbegejstring på bekostning af nogle ordentlige kvindetegninger, skilte der sig dog to så markante komikere og komedienner som Lotte Andersen og Andrea Vagn Jensen ud fra omklædningsrummets testosterontåger. Hvilken teaterchef har sikret sig Lotte Andersen ? Det er vi mange, der gerne vil vide.

Hvor dante’rne som helhed går hen, behøver ikke bekymre nogen. De ni år på lille, kønne Avény har for kernemedlemmerne været den bedste livsforsikring, de nogensinde blir budt. En langtidsholdbar platform, der modsat også efterlader en usynlig bronzeplakette på den gule mur – her startede x,y og z deres karriere indenfor dansk institutionsteater. Hvad de eventuelt efterlod på måtten, da de fra møbelforretningen i Allerød betrådte Teaterfællesskabets Avény, fører for vidt i denne sammenhæng.
Hvor motoren Nikolaj Cederholm går hen, er mere interessant. Denne vores mest fremtrædende teaterauteur har bebudet en længere tænkepause. Ikke overraskende, men noget af en cliffhanger, for hvor mange kapaciteter af hans format har vi ? Et godt bud er nok en freelancer-periode, måske mangeårig, og forhåbentligt – nu hvor tiden er til det – med flere ekskursioner til tv-mediet.

De alt for få gange, Cederholm har signeret et stykke tv-dramatik, har talentets frækhed hver gang efterladt et sug efter mere, og den nuværende tv-situation, hvor de fleste manuskriptforfattere kun får serieafsnit af prøve kræfter på, er dybt utilfredsstillende. For mediet, hvis det gad føle efter, såvel som for modtagefladen, seerne.
Kernepublikummet vil fra i dag føler sig hjemløse, oversete og krisehjælptrængende. Det publikum, som blev lokket fra filmen ind i en medieform, der var dem fremmed – hvor går de nu hen ? Svaret kommer på flere måder til at påvirke det københavnske teaterbillede og den københavnske teaterkonjunktur, for dante’rnes publikum lagde mange penge i kassen – Nikolaj Cederholm kan som en af de få retirerende teaterchefer stikke en pæn lille bankbog i inderlommen, når han går.
Nogle af kernepublikummerne vil følge deres stars og på den måde gennemgå en højst tilfældig rejse gennem det danske teaterlandskab. Andre vil hæfte sig mindre ved direktørnavnet, mere ved stedet, og som vinterfugle ved et tomt foderbræt fortsat frekventere Aveny. Med indbygget mulighed for at genoptage alliancen med stedet, der overtages af Ole Bornedal, gammel gæstespiller hos Dante og ikke langt fra dele af det cederholm’ske repertoire, selvom Bornedal har mest erfaring fra filmområdet.
Det spændende bliver, hvor mange, der helt opgiver teatervanen og hvor mange, der modsat, er blevet så hooked, at de fra den kommende sæson tropper op i Kaleidoskop, på CaféTeatret, hos Får302 eller – for at slutte cirklen – hos dante’rnes udgangspunkt, det nuværende Mungo Park. Heri ligger et lærestykke i moderne teaterformidling og publikumstrofasthed; et lærestykke, som teateret burde stå på spring for at tage til sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu