Læsetid: 3 min.

Pakistans levende døde

Pakistan nægter at lade FN hjælpe 80.000 afghanske flygtninge, der dør som fluer i Jalozai-lejren
5. april 2001

I fem dage har den et-årige dreng ligget bevidstløs på jordgulvet med akut diarre og kun et stykke tynd plastik over sig. Hans far Abdullah ved, at hans lille søn Waseem kun har få timer tilbage at leve i. Lejrlægen kunne ikke hjælpe, og en privat læge tog familiens sidste penge for medicin, der heller ikke hjalp. »Nu ved jeg, det er for sent. Hvad skal jeg gøre«, spørger han fortvivlet The Guardians udsendte, der netop har besøgt Jalozai-lejren, hvor 80.000 desperate afghanske flygtninge prøver at overleve under umenneskelige forhold.
Pakistan, der i forvejen huser knap to millioner afghanske flygtninge, nægter at lade FN komme ind i Jalozai med mad, medicin og telte, selv om lejren er fyldt med døende. Især børn. På væggen ved den overbebyrdede lægeklinik hænger et nydeligt skilt: »Udstyr til at grave grave og bygge kister forefindes her på klinikken.« Udstyr, der er alt for stor brug for – især efter at voldsom regn i sidste uge skyllede store dele af lejrens interimistiske plastik-telte væk.

700.000 på flugt
FN’s generalsekretær Kofi Annan troede, at han i forbindelse med et besøg i Pakistan i marts, havde fået grønt lys til at hjælpe Jalozai-flygtningene, men det har vist sig ikke at være tilfældet. Årsagen er, at den pakistanske regering ikke mener at kunne klare flere flygtninge. I forvejen huser landet verdens største flygtningegruppe, og mange af afghanerne har været i landet, siden Sovjetunionen besatte Afghanistan i 1979.
For fire år siden besluttede FN at stoppe sin hjælp til de oprindelige flygtninge, hvilket har gjort opgaven sværere for Pakistan, hvis officielle politik er at få så mange som muligt af de afghanske flygtninge tilbage til Afghanistan.
Men i Afghanistan er situationen ikke meget bedre. FN’s flygtningeorganisation UNHCR skønner, at mindst 700.000 afghanere de seneste måneder er flygtet fra deres landsbyer på grund af sult.

De blå børn
Mange har søgt til de større byer; Kandahar, Herat og Mazar a-Sharif, hvor forholdene er næsten lige så slemme som i Jalozai.
Uden for Herat i øst forsøger andre 80.000 flygtninge at overleve i i alt seks lejre, hvor den forløbne vinter har krævet i hundredevis af døde, igen de fleste børn, der er frosset ihjel i vinterkulden.
»Gud ved, at vi intet kan stille op. Vores barn døde af sult i vinter,« fortæller en ulykkelig mor til den amerikanske tv-station PBS. »Vi kunne intet stille op. Gud er vores vidne.«
Fra Mazar a-Sharif i nord fortæller en nødhjælpsarbejder om de mange blå børn, han har set. Børn, der er blå af kulde og sult.
Alene én nat i januar kunne FN rapportere om 304 børn, som ikke klarede kulden.
Og fra Kandahar i syd rapporterer Washington Post, at 14.000 flygtningefamilier lever under lige så desperate forhold.
I Talacon uden for Kandahar er der intet rent drikkevand, ikke anden mad end den, FN kommer med en gang om måneden, ingen telte – kun hytter lavet af grene og gamle klude, ingen toiletter og intet brændsel til at holde varmen i de kolde nætter.
»Jeg fryser hele tiden« fortæller en ung afghansk mor, der fødte tvillinger i hytten for tre måneder siden til avisen. Nu må hun give dem beskidt vand på en ske, fordi hun er for svag til at amme. »Jeg har ikke givet dem navne endnu«, siger hun og forventer tydeligt, at de små bylter ikke overlever.

Det haster
Både FN’s flygtningehøjkommissariat og FN’s særlige Afghanistan-rapportør Kamal Hussein betegner situationen som »katastrofal«.
»Behovet for omgående humanitær hjælp kan ikke overdrives,« konkluderer Kamal Hussein i en rapport til FN’s Sikkerhedsråd i denne uge. »Hvis ikke hjælpen når frem hurtigt, vil krisen hurtigt forværres«, konstaterer han og opregner, at den internationale hjælp til det nødstedte Afghanistan i øjeblikket svarer til cirka 40 kroner per person om året. Til sammenligning modtager f.eks. en angolaner i gennemsnit 400 kroner om året.
FN’s højkommissær for Flygtninge, Ruud Lubbers, har adskillige gange appelleret til det internationale samfund om at komme afghanerne til hjælp, uanset om man bryder sig om landets ekstremt religiøse Taliban-regering eller ej.
»Vi kan ikke tillade os at lade folk sulte, fordi vi mener, at talibanerne har forkerte vaner eller gør ting, som vi ikke kan acceptere,« har Ruud Lubbers bl.a. sagt med henvisning til talibanernes religiøse fanatisme og omfattende menneskerettighedskrænkelser .
»Det ville være umenneskeligt. Hvis vi virkelig ønsker at appellere til talibanerne om at være mere humane, må vi selv være de første til at vise vejen,« siger han.
»At man kan nægte at hjælpe disse desperate mennesker er helt uforståeligt,« siger UNHCR’s talsmand Kris Janowski.
Men Pakistan mener altså, at grænsen er nået.

*Læs mere på:
www.afghan-politics.org/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her