Læsetid: 6 min.

Palæstinensernes opstand mangler et mål

PLO og Arafat har ikke længere en overordnet politisk strategi for, hvor intifadaen, der nu kører på sjette måned, skal føre hen. Nu handler det om at overleve, siger to eksperter
28. april 2001

Strategi
»Jeg ser ikke nogen strategi – jeg har ikke set en strategi siden begyndelsen af intifadaen i september.« Så kort og kontant beskriver Yezid Sayigh, seniorforsker ved det anerkendte Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, i London, PLO’s mål med al-Aqsa intifadaen, som netop er gået ind i sin sjette måned.
Han mener, at palæstinensernes leder, Yasser Arafat, ved intifadaens udbrud udnyttede opstanden til at skaffe sig selv fornyet – og tiltrængt – legitimitet, men en egentlig strategi, var det ikke, forklarer han.
»Da intifadaen startede, var den spontan, og det gav Arafat muligheden for at mobilisere sit apparat og genoprette sin legitimitet og på samme tid vinde international og arabisk sympati. Men det kalder jeg ikke en strategi – det er at bruge intifadaen som en flugtmetode, som
Arafat så giver lov til at fortsætte så lang tid som muligt uden, at han har en klar idé om, hvad målet skal være,« fortsætter Sayigh.
Hans amerikanske kollega, Glenn E. Robinson, lektor ved Center for Mellemøststudier ved University of California i Berekley, er enig:

’Hit-and-run’-strategi
»Der er ikke én enkelt strategi, som alle følger,« siger han og peger på, at fraktioner inden for PLO kører deres eget løb. For eksempel er det sandsynligvis Arafats egen Fatah-gruppe – den største og mest magtfulde fraktion inden for PLO – der står bag de såkaldte ’hit-and-run’-operationer, hvor israelske bosættere og soldater bliver likvideret på de palæstinensiske landeveje.
»Fatah er den gruppe, der leder strategien, men dertil skal siges, at Fatah ikke er én samlet gruppe mere – der er masser af fraktioner inden for Fatah. Og det er klart, at det er Tanzim (Arabisk for ’Organisationen’, der er Fa-tahs militære gren, red.), der står bag ’hit-and-run’-strategien. Lederne har boet på Vestbredden og i Gaza i lang tid og nyder større legitimitet på gaden end Arafat og hans folk, der kom til fra Tunis,« siger Glenn E. Robinson, der ikke mener, at Arafat kan stoppe Tanzims operationer, selv hvis han ønskede det.
»Jeg tror dog ikke, at han ønsker at stoppe dem, for det får han intet ud af. Der skal være en direkte gevinst for at gøre det. Men noget andet er, at jeg heller ikke tror, han kan. Og hvis han prøvede, ville han blot risikere at torpedere sin egen opbakning og posi-tion,« forklarer Robinson.

Falder fra hinanden
Yezid Sayigh mener nok, at Arafat ville kunne mobilisere de militære og økonomiske ressourcer, der skal til for at sætte sin vilje igennem, men han mener ikke, at Arafat længere har overblik over situationen.
»De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder er faldet fra hinanden administrativt – derfor tror jeg ikke, at der er en foretrukken militær strategi. Det er mere en improviseret strategi – hvis der er en – og jeg tror ikke, den er ordentlig gennemtænkt,« siger Yezid Sayigh.
»Det, vi ser med guerillametoderne, er en eskalering af volden. Der står ikke én enkelt person bag den – det er et resultat af en række forskellige dynamikker og rivaliseringer mellem fraktioner inden for PLO. Og fordi de palæstinensiske politikere er så svage, er der ikke en grænse for, hvor langt grupperne kan gå i denne eskalering.«

Kæmper for sit liv
Begge Mellemøsteksperter tegner et billede af en Yasser Arafat, der har malet sig op i et hjørne, som han tilsyneladende ikke aner, hvordan han kommer ud af igen.
Han fik ikke noget ud af diplomatiet – i hvert fald i denne omgang – og står nu med den højreekstremistiske israelske ministerpræsident Ariel Sharon som forhandlingspartner.
»Jeg tror, de Palæstinensiske Selvstyremyndigheder og Arafats primære strategi i øjeblikket er overlevelse,« siger Glenn E. Robinson.
»Arafat er i en meget ubehagelig situation lige nu. På den ene side har han en israelsk regering, der er ledet af en krigsforbryder – så forhandlinger kommer der sandsynligvis ikke noget ud af. Og på den anden side er der kommet en amerikansk regering, der er mere interesseret i Irak og Golfen end i Israel og Palæstina. Derudover han har et folk, der nærer dyb mistillid til ham og frygter, at han vil sælge ud af deres rettigheder. Så hvad kan han gøre? Jeg tror, han prøver at overleve i et par år og håber på det bedste,« siger Robinson og peger på, at ’det bedste’ kan være en ændring i for eksempel israelsk lederskab.
Yezid Sayigh beskriver også en leder, der har kastet tøjlerne fra sig.
»Arafat leder ikke længere palæstinenserne på nogen som helst måde. Der er ingen politisk, økonomisk eller militær strategi, og så længe, han ikke indtager en aktiv lederrolle, kan institutionerne omkring ham ikke handle rationelt og kompetent og i sammenhæng. Det betyder, at det palæstinensiske system ikke vil kunne magte den udfordring, det er at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til Ariel Sharon som ny israelsk ministerpræsident,« forklarer Sayigh og uddyber:
»Palæstinenserne skal finde ud af, om den bedste strategi er at provokere Sharon, så han gør et eller andet ekstremt. Men hvis de tværtimod vil undgå noget sådan, så stiller det andre krav til, hvordan de skal kontrollere og
disciplinere tingene – ligegyldigt hvad, de vælger, skal de agere på en bestemt måde og ikke bare lade tingene flyde som nu. Men jeg er ikke overbevist om, at Arafat eller andre tænker tingene igennem.«

Isolerede øer
Hverken Sayigh eller Robinson ser lyst på den nærmeste fremtid – det vil sige de kommende to-tre år. Robinson peger på, at den måde, palæstinenserne har organiseret sig på under intifadaen, kan give bagslag nu, hvor Israel har isoleret de store palæstinensiske byer på Vestbredden og i Gaza.
»Palæstinenserne har – som under den forrige intifada for ti år siden – organiseret sig i lokale komitéer, der sørger for alt fra at samle affald, holde udkig, oprette sundhedsklinikker til at indkalde til demonstrationer osv. I øjeblikket går der rygter om, at Sharon vil forsøge at forhandle med de lokale komitéer, der ledes af en blanding af PLO-folk og de islamiske oppositionsgrupper, Hamas og Islamisk Jihad, i stedet for med Arafat,« forklarer Robinson.
Et andet skrækscenarie opstår, hvis Israel fortsætter med at tilbageholde alle økonomiske overførsler til de Palæstinensiske Selvstyremyndigheder.
»Arafat og hans styre er på fallittens rand – måske har Israel besluttet at tilbageholde betalingerne permanent og lade de palæstinensiske myndigheder bryde sammen og gå i opløsning og så se, hvad der sker efterfølgende,« fortsætter han.

Dyster fremtid
Hvad enten Sharon udnytter palæstinensernes manglende organisation eller ej, tror Yezid Sayigh ikke, at palæstinenserne går en særlig rar fremtid i møde.
»Selvom den folkelige del af intifadaen stoppede omkring den fjerde dag efter starten, så vil volden nok fortsætte. Ikke på så højt et niveau, men højt nok til at give israelerne en undskyldning for at gennemføre omfattende straffeaktioner så-som at lukke for økonomien, strømmen, leveringer osv. – altså gøre det daglige liv til et helvede for alle palæstinensere,« skønner Sayigh.
»Desværre tror jeg ikke, at palæstinenserne er godt nok organiseret og ledet til at tage tingene i egne hænder og forsøge at minimere effekten og i det hele taget bestemme i hvilken retning, tingene skal gå. Så jeg er ikke særlig optimistisk,« uddyber Sayigh, der tror, at konfrontationen med Israel vil fortsætte på det nuværende niveau de næste to-tre år.
Glenn E. Robinson ser heller ikke lys forude. Alligevel vil han ikke afskrive muligheden for, at der pludseligt kommer et gennembrud.
»Man kan ikke forudse, om situationen om to-tre år har ændret sig så meget, at man pludselig får en fredsaftale. En af de ting, der driver det i den retning, er globaliseringen. Israel har en dynamisk erhvervssektor, der er en del af den globale økonomi, og som ønsker at kunne afsætte sine produkter på forskellige markeder.«
»Det er en meget magtfuld sammenslutning, som er mere interesseret i forretning end i et par kvadratkilometer af Vestbredden. Så jeg tror, tingene kan ændre sig meget hurtigt – men lige nu, tror jeg ikke på en fredsaftale,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her