Læsetid: 2 min.

Peru: Tilbage til fortiden?

Spøgelse fra fortiden tvinger favorit ud i ny valgrunde
10. april 2001

LIMA – Den indianskfødte, tidligere skopudser Alejandro Toledo fik som ventet flest stemmer ved søndagens præsidentvalg i Peru. Toledo høstede frugterne af sin utrættelige modstand mod den autokratiske og korrupte præsident Fujimori. I en tale til sine tilhængere varslede Toledo »et nyt morgengry for det indianske befolkningsflertal efter 500 år« – med henvisning til århundreders overvejende hvid dominans i Peru. Valget var til dels en skuffelse for Toledo, som havde håbet at vinde præsidentposten i første omgang. Men han måtte nøjes med 36 procent af stemmerne. Valgets store overraskelse var den tidligere populistiske præsident Alan García, som med 26 procent af stemmerne overhalede den noget blege konservative kandidat Lourdes Flores . Herved løste han billet til en anden, afgørende runde mod Toledo.

Kamp til stregen
Iagttagere vurderer, at det »politiske dyr« García vil give Toledo kamp til stregen i anden valgrunde, som vil finde sted i anden halvdel af maj.
Alan García var præsident i Peru fra 1985 til 1990. Hans styre var langt mindre blodigt og korrupt end Fujimoris. Men over tusinde bønder forsvandt i en beskidt krig mod venstreorienterede guerillaer. Og inflationen nåede svimlende højder, mens varemangel satte ind som konsekvens af en populistisk politik. Alan Garcìa er en karismatisk politiker og en gudsbenådet taler. Toledo har kun modvilligt accepteret at tage en offentlig debat med García under anden valgrunde. Mange tror, at han vil komme til kort over for talemaskinen.
Det er lykkedes García at undgå at stå til regnskab for sin fortid, men i stedet på mirakuløs vis at fremstå som manden med de nye ideer. Han har i nogen grad sat dagsordenen under valgkampen med konkrete forslag til fordel for beskæftigelsen. Det giver bonus i et land, hvor Fujimoris udhuling af arbejdsmarkedslove betyder, at 70 procent af befolkningen er underbeskæftigede. Begge de førende kandidater anslog søndag aften forsonende toner. Alan García lovede statsministerposten til Lourdes Flores, hvis han vandt. Valget til kongressen gav føringen til Toledos parti Perú Posible og til Garcías Apra parti. Men der tegnede sig ikke noget klart flertal, og et samarbejde vil blive nødvendigt.

*Niels Boel er journalist og arbejder for Ibis i Sydamerika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her