Læsetid: 4 min.

Peru tilbage på demokratiets vej

Det peruanske demokrati har fået en livlig, omend forvirrende rennæssance
7. april 2001

LIMA – Det starter som et fugtigt smæld og eksploderer så på himlen i et lyshav. Et øjeblik virrer jeg med hovedet, idet jeg per refleks garderer mig mod den bitre smag af tåregas. Men de fåtallige betjente har afslappet løsnet taget om skjoldene og følger med muntre miner spektaklet over dem.
Et sug af begejstring går gennem folkemylderet på Avenida Iquitos. Et imponerende festfyrværkeri bebuder kandidaten Alejandro Toledos kommen.

Folkefest
Hvor Alejandro Toledos massemøder vendt mod den daværende autokratiske leder Alberto Fujimori i fjor ofte mundede ud i voldsomme sammenstød med politiet, er hans afsluttende valgmøde i år en sand folkefest.
»Det er slut med frygten,« lød det manende og, viste det sig, profetisk, ved demonstrationerne mod Fujimori sidste år. I dag er Fujimori væltet og det peruanske demokrati har fået en livlig, omend forvirrende rennæssance.
Den indianske prægede leder – der i aften holder møde på pladsen, der bærer den første inca Manku Cápacs navn, drukner sit anstrøg af amerikansk udtale fra årene ved universiteter i USA bag rulledende r’er.
Han har i aften modereret sin sentensagtige prædikestil med dens stadige gentagelser. Men sætningerne afleveres fortsat som små pile af vat, der støbes omhyggelig til bandbuler, inden de hvirvler afsted. Som en feteret rockstjerne hiver han sin tro støtte, den verdensberømte forfatter Mario Vargas Llosa op på scenen og begge hyldes af mængden.
I bedste latinamerikanske stil samler interessen i Perus valgkamp sig om kandidaternes og deres personligheder. Fujimoris populistiske og undertrykkende styre havde held til at diskreditere de etablerede partier.

Et demokratisk symbol
Toledo har slået på sin fattige, indianske herkomst, som han deler med befolkningsflertallet i Peru.
For mange peruvianere legemliggør han modstanden mod det udemokratiske Fujimori styre, der havde sat sig på næsten alle massemedier og med åben vold, trusler og bestikkelse holdt sig ved magten gennem 10 år.
Hans indtil for nylig vægtigste modkandidat, den gæve konservative Lourdes Flores har med et vist held formået at føre sig frem som indbegrebet af troværdighed og snusfornuft over for den impulsive, uforudsigelige Toledo. Hendes hold tæller flere tidligere fujimorister. Men hendes ene vice-præsidentkandidat er en fagforeningsmand, der hylder Fidel Castro. Hendes vælgertilslutning synes dog at have toppet, idet hun i manges øjne repræsenterer det overvejende hvide borgerskab i storebyerne.

Outsideren
Valgets store overraskelse er eks-præsidenten Alan García. Han afleverer sine valgtaler med propelagtige armbevægelser og elegant svungne sætninger, der som lange pointerede tirader slynges mod de jublende masser fra det socialdemokratisk orienterede, populistiske Apra parti, Perus eneste tilbageværende gamle parti.
García er steget som en komet i opinionsundersøgelser, og har nu overhalet Lourdes Flores. Han står til 25 procent mod hendes 23 og Toledos 39.
17 procent har ikke besluttet sig, skønt valgdeltagelse er obligatorisk i Peru. García vendte først fornylig hjem fra sit frivillige eksil i Colombia og har flere korruptionsanklager hængende over hovedet. Hans præsidentperiode huskes af mange som en katastrofe med hyperinflation og en blodig borgerkrig. Men han hævder i dag at have lært af fortidens fejl, og vinder tilslutning specielt blandt de unge.
Hvor hans to hovedmodstandere har holdt sig til ofte vage løfter og personlige angreb, har han indledt sine møder med at hylde Toledo for »hans mod i diktaturets mørkeste time« og Lourdes Flores som eksponent »for kvindernes voksende tilstedeværelse i peruansk politik.«
Som den eneste har García holdt sig til konkrete valgforslag, der vender sig mod fortsættelsen af »den
økonomiske fujimorisme,« den neoliberale model, hvis resultat bl.a. er omfattende underbeskæftigelse i Peru og en knugende fattigdom, der omfatter flertallet af befolkningen. Han ønsker at styrke den lokale produktion, bl.a. ved at oprette en kreditfond til bønderne.

Opgør med fortiden
I en samtale med Information giver den politiske redaktør for Perus anerkendte, borgerlige avis El Comercio, Juan Paredes Castro, udtryk for, at valget viser, at Peru er på vej mod mere »normale« demokratiske tilstande.
»Den form for ikke alt for perfekt, svagt demokrati, som nu engang hører fattige udviklingslande til. Denne valgkamp har ikke været mere svinsk end valgkampen i andre latinamerikanske lande.«
Paredes Castro fremhæver dog, at det vil tage lang tid at gøre op med arven efter Fujimori. Retsvæsenet, hæren, politiet og embedsstanden m.v. tæller stadig tusinder af mennesker, som står i gæld til Fujimoris berygtede sikkerhedschef, Vladimiro Montesinos. En omfattende socialt hjælpeprogram med folkekøkkener m.v. »fastholder store dele af befolkningen i et korporatistisk, nærmest fascistisk afhængighedsforhold til staten.«
For Paredes Castro er politisk ustabilitet den største trussel mod demokratiet.
Ingen af de fire store partier vil få flertal i kongressen, som også vælges i morgen. De førende kandidater taler om samarbejde på tværs af fløje, men det er der ringe tradition for i Peru.
Kandidaterne er enedes om at oprette en Sandhedskommission, der bl.a. skal undersøge ansvaret for de 25.000 døde under Fujimori styrets beskidte krig mod venstreorienterede guerillaer. I en epokegørende dom har den interamerikanske menneskerettighedsdomstol netop erklæret Fujimoris amnesti-love fra 1995 for ulovlige.
Menneskerettigheder er dog ikke et tema i valgkampen. Borgerkrigen skabte et traume hos befolkningen, som den Fujimori-dominerede presse holdt i live længe efter dens afslutning. Og i øvrigt takker de fleste peruanere stadig Fujimori for at have bragt borgerkrigen til ophør.

*Niels Boel arbejder for u-landsorganisationen Ibis i Sydamerika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her