Læsetid: 6 min.

Poesien ned fra piedestalen!

Mine digte er etiske digte, fortæller den 19-årige lyriker Anders Søgaard inden sin debut på onsdag
14. april 2001

Poesi
Poul Borum fremhævede en sætning på blot fire ord som sit æstetiske ideal: »Jeg er her nu.« Og som han sagde: De fire ord rummer sådan set alt det, poesi drejer sig om: Subjekt og eksistens, sted og tid.
Det er en æstetik som ved at sætte jeg’et først minder om Michael Strunges forestilling om at skrive på sit ’nøgne hjerte’. Og det er en æstetik, som siden 80’erne har stået som skriften på himlen for unge lyrikeres første poetiske forsøg.
Men på onsdag udkommer den kun 19-årige Anders Søgaards første digtsamling Digte 1. Og her ses den samme skrift på himlen som kitsch: »engle derimod/er blevet hængende/siden firserne/ som et charterfly/der stopper op på himlen/og bliver til en stjerne.« I et andet digt parodieres længslen mod afgrund og alvor ved henvisning til en ung digter, der er »forklædt som michael strunge«.
»Jeg bruger Strunge som emblem på den poesi, der kun finder sandheden i det dybdeborende og det fatale. Der en en foragt for det ligegyldige og for det overfladiske, men selve den foragt er jo en ren konvention. Når digtere på min alder begynder at skrive, udvikler det sig næsten automatisk til det rene Strunge. Det skal være trist og depressivt. Hvis de beskriver en søndag eftermiddag, kan man være helt sikker på, at det er en regnfuld søndag eftermiddag.«
– Den tristesse er vel også forbundet med forestillingen om det ensomme jeg?
»Det er klart, Hvis jeg satte mig ned i tre timer og kiggede ind i en væg for at nå mit sande jeg, så ville jeg blive deprimeret. For så ville jeg jo afskære mig selv fuldstændigt fra min omverden. Man taler om at realisere sig selv, men i virkeligheden lægger man til sig selv. Der er jo ikke en bestemt kerne inderst inde som i en Pandoras æske.«

Jonglere med omverden
– Dine digte er hele tiden ude i deres omverden?
»Omverdenen er ikke mere end en centimeter foran vores ansigt. Men man kan ikke se den, hvis man sidder og kigger efter sig selv. For mig handler det om forskellen på det ydre og det indre. Jeg vil genskabe det lykkelige og ligegyldige møde med verden lige under min næsetip.«
»Kasper Thomsen, som også debuterer her i foråret, har læst mine digte. Han sagde, de jonglerede med deres omverden. Og det vil jeg meget hellere end se indad mod det subjektive. Mange af mine digte er på en lidt overfladisk måde forelsket i et du, som ofte fungerer som en simpel metafor for min omverden.«
– Det lyder som et kriterium for dig at skrive lykkeligt?
»Jeg mener, man skal skrive etisk. Og etik har lige siden Aristoteles handlet om at gøre mennesker lykkelige. Inden for narrativforskningen (forskning om fortælllekunst red.), hævder man, at folks evne til at møde deres omverden afhænger af deres evne til at fortælle afsluttede historier. Hvis jeg spørger til din dag og du svarer ved at referere de fatale begivenheder, så falder din historie fra hinanden: ’Jeg så en dame, som var lige ved at blive kørt over! Der var en potteplante, som faldt ned fra femte sal... Men heldigvis skete der ikke noget!’«
– Hvad er alternativet til den modernistiske brudte stil?
»En forfatter som Peter Adolphsen kan fortælle det fatale i en ikke-fatal ramme. Han skriver om en mand, der går ned i sin sædvanlige kiosk og køber en karamel. Han går hjem, kigger på karamellen og smider den ud ad vinduet. Og så står der: ’Op vips! En bønnestage. Helt op til himlen.’ Det er en lille afsluttet historie. Og det er en af mine ambitioner: I stedet for at understrege hvor svært det er at lave historier ud af sin omverden, vil jeg vise, hvor let det er.«
»Man kunne også nævne Agatha Christie. Hendes bøger tager udgangspunkt i det fatale: Et bestialsk mord eller en blodig voldshandling. Men hun gør det til en del af spillet. For i sidste ende handler det om at skabe en meningsfuld historie, der slutter med en løsning. Og så kan man lægge historien væk. Hun afdramatiserer det fatale. Det kunne ligeså godt være en svensknøgle, der blev væk.«

Skrive med hovedet
– Du prioriterer det afsluttede over det uafsluttede. Et af dine digte er en kritik af den avantgarde, der hele tiden søger det ny og det brudte?
»Den avantgardistiske litteratur har en tiltro til, at alt, hvad der er nyt, er godt. Man kan tage en sætning som: ’Han går ind i huset’. Derefter kan man rode lidt rundt i den. Det kaldes at eksperimentere. Og så bliver i stedet til: ’Huset går ind i ham’. På den måde åbner man for nye meninger. James Joyce og Gertrude Stein taler om nogle forhold, som det almindelige sprog ikke kan udtrykke. Jeg har bare svært ved at se, at den åbenhed i sig selv er en værdi.«
– Myten om det uudsigelige er en anden modernistisk kliché, som er forbundet med mistilliden til det ligegyldige hverdagssprog?
»Man undervurderer ganske enkelt sprogets betydninger, når man taler om det uudsigelige. Og dem, der taler om det, mener jo ofte selv at have sagt netop det uudsigelige i deres digte.«
»I firserne havde man en ide om at skrive med hjertet. Mit nøgne hjerte, som Strunge sagde. Og man kunne ikke snakke intellektuelt om litteratur. Jeg reagerer mod den der tendens til at sætte litteratur på en piedestal, hvor den har sit eget liv. Man må skrive med hovedet. Eller i hvert fald med hånden.«
»Selv er jeg da både romantisk og følsom. Men det er ikke interessant for dem, som læser mine digte. Især ikke, når jeg kun er 19 år gammel. Jeg tror ikke, jeg har nogle følelser, som andre ikke har.«

Fra Videnskab til Gud
– Den franske forfatter Perec advokerede for opremsningen som litterær strategi. I et digt som »hej flagermus« bruger du opremsningen?
»Jeg har været optaget af, hvorfor opremsningen fungerer så godt litterært. Svaret er efter min mening neurologisk. Bevidsthedsforskeren Pöppel peger på 13 hovedegenskaber ved den menneskelige hjerne. En af dem er evnen til at skabe sammenhæng. En anden er, at vores koncentration falder i intervaller på tre sekunder. Hvis du læser Goethe og Shakespeare, kan du se, at det tager cirka tre sekunder at læse deres vers. Og deres værker bruger intervallerne som byggeklodser.«
»En opremsning tilfredsstiller trangen til sammenhæng, fordi det hele bliver introduceret på samme måde. Samtidig er opremsningen inddelt i enheder på cirka tre sekunder. Det var ideen med ’hej flagermus’: Det tager tre sekunder at sige: ’Hej Flagermus, du ser alt i natten’. Og de næste tre sekunder går med: ’hvordan har du det med at ingen ser dig?’«
– Du bygger på naturvidenskaben. Men du skriver også i Digte 1, at det er umuligt at bevise, at gud ikke eksisterer?
»Jeg er ikke bange for gudsbegrebet. Man må vælge mellem sandheden og lykken. Jeg ved godt, at Gud ikke eksisterer. Men det er jo et spørgsmål om tro. Og i sidste instans kræver min etik en Gud. Men det er Gud som en slags kære mor, der forsikrer mennesket: Det går nok. Solen står også op i morgen. Og det kan vi jo se hver dag: Det gør den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu