(2. sektion)
Interview
Inden i Åke Sandgren gemmer der sig en lille drengerøv, som er vild med modeller og special effects af den slags, de er så gode til at lave i stort anlagte, amerikanske film.
I sine dagdrømme forestiller han sig, at de ringer fra Hollywood. »Hvilket fantastisk manuskript,« siger de og refererer til Sandgrens historie om manden P, der med et sind som et barn drager ud i en verden, han ikke forstår. »Ja, det er mig, der har skrevet det,« svarer Sandgren stolt og ser for sig, hvordan han drager af til Hollywood for at lave film. Men så er det, at det går op for ham, hvor forfærdeligt dårlig en film der ville komme ud af det.
Frygten for, at hans indre drengerøv ville tage over og forvandle det til en stor og flot, men også meget besværlig og prætentiøs film, er grunden til, at Sandgren, da han for år tilbage skrev manuskriptet til filmen om P, hurtigt lagde det på hylden igen. Og det på trods af, at han faktisk havde et filmselskab bag sig og pengene til at realisere filmen.
Heldigvis for os, kan man så tilføje på dagen, hvor den svenske instruktør, der bor og arbejder i Danmark, har begavet os med sin sorgmuntre dogmefilm Et rigtigt menneske, baseret på manuskriptet fra dengang.
»Da jeg blev spurgt om at lave en dogmefilm, tænkte jeg, hvorfor ikke bruge den her idé? Hele dogmekonceptet tvinger mig til at filme betydeligt mindre prætentiøst, mindre som en opera. Et fiktivt menneske skal presses igennem dogmefilmens meget dokumentariske, realistiske maskineri det måtte der da komme noget interessant ud af.«
P-agtig
Nikolaj Lie Kaas spiller hovedpersonen P, der træder levende ud af væggen, da det fortravlede ægtepar Walter og Charlottes lille pige Lisa dør i en bilulykke. Filmen følger hans færden rundt i et intolerant Danmark, sideløbende med at vi oplever, hvorledes Walter og Charlotte efter datterens død begynder at gå i opløsning.
»Hvis man har en person, som er uden erfaringer, hvordan er det så muligt for folk at identificere sig med ham og det mener jeg, at de gør,« siger Sandgren.
»Det er en ret interessant tanke, og det bunder helt enkelt i, at vi har en slags P i os, og som alle andre mennesker møder usikkerheden. Forstår vi reglerne, og ved vi, hvordan vi skal begå os? Fra det første kys og den første pige til at gå ind på en ny arbejdsplads man står dér og føler sig lidt P-agtig.«
Da jeg i sin tid besøgte optagelserne til Et rigtigt menneske, fik jeg lov at læse manuskriptet, og bagefter oplevede jeg, som åbenbart så mange andre, at det ikke var helt så ligetil at forklare, hvad filmen egentlig handlede om.
»Det beror på, at den består af to dele,« mener Sandgren. »Dels af P-historien, som har sin egen fascination, og dels den anden historie, som er scener fra et ægteskab, kan man sige. Dén handler om, at personerne ikke kan få øje på deres egen familie, fordi de er for selvoptagede. Noget jeg også oplever, og som jeg har set andre opleve.«
»Det er en helt anden historie, og jeg var bange for, at de to historier ikke kunne snakke sammen. Men det synes jeg, at de gør. De har en relation, og de mødes f.eks. i scenen, hvor P sidder i sofaen og bliver en slags ufrivillig psykiater, mens Walter og Charlotte både spørger og selv svarer.«
P bliver en slags katalysator, som uden at gøre andet end bare være til stede får sat gang i en masse ting, gode som dårlige. En person, gennem hvis øjne publikum kan opleve verden, og som er beslægtet med den enfoldige Chance i Hal Ashbys Welcome Mr. Chance, med drengen i Kasper Hauser og med Pinocchio, trædukken, som blev til en rigtig, levende dreng.
»Den her type karakter er en slags urkarakter, som de fleste mennesker er fuldstændig med på at digte videre på. Det er ligesom drømmen om at rejse rundt i en tidsmaskine, tænk at besøge en anden tid. Det er ikke specielt originalt, men noget man gerne digter med på, fordi man har lyst til at afprøve fiktionens muligheder. Og hvis man får en kontrakt med publikum at det er okay så kan det også fungere, at det er så simpelt,« mener Sandgren og erkender, at måden, han bringer P til live på, ikke er nogen større, cinematografisk bedrift.
»Det ligner jo, jeg ved ikke hvad, og da Lisa dukker op som en slags engel, ser det ud som fjernsyn for dig, alting er så kikset.«
Troværdig
I Et rigtigt menneske får Åke Sandgren sagt mangt og meget om danskernes indgroede frygt for alt fremmed, Men det er ikke en docerende film.
»Hvis jeg havde villet lave en mere politisk pamfletagtig historie, så ville jeg have overdrevet personerne,« forklarer instruktøren. »Bruge urkarakteren af en ond eller pervers person. Jeg har en bad guy med i filmen, og jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville beskrive ham troværdigt. At han et eller andet sted gør det af ensomhed, og når han er på besøg hos P og sidder og ser pornofilm, så er det faktisk et okay forhold, de har. Dér udnytter han ikke P, hvilket han gør i starten. P har det også okay, og det er noget af det mere provokative i filmen.«
»Det fine er,« uddyber Sandgren, »at hvis man har en person, som bare glider igennem og ikke tager plads, så får menneskene, han passerer, pludselig farve.«
Drømmerolle
Til den spændende og svære rolle som P prøvefilmede Åke Sandgren uden held mange skuespillere, og da Nikolaj Lie Kaas dukkede op, var instruktøren ved at blive rigtig desperat.
»Jeg havde ham på en liste,« forklarer Sandgren, »men kunne ikke se, hvor selvfølgeligt det var. Da Nikolaj så endelig dukkede op, var jeg bange for, at han ikke ville eller kunne.«
»Jeg var ikke så sikker på, hvordan P skulle være. Hvis han kom og var for cute, hvis jeg fik en lille, nisseagtig person, så ville man få kvalme. Eller hvis jeg fik en Chaplin, som gik rundt og var lidt sjov, fordi han ikke kendte verden, så ville det også blive for meget.«
»Det, der var så fuldstændig afgørende, var, at Nikolaj er så skeptisk. Han betragter alting med en form for attrå, men også med distance. Som type er han meget uimponeret. Han gør i princippet ingenting, men man kan blive ved med at betragte ham. Vi snakkede om, at hvis vi skulle bruge et menneske, som mangler retorik og sprog, og som ikke siger så meget, så skal man også kunne klare at se på ham i nærbilleder, som er lidt længere end normalt.«
»Nikolaj var jo hundeangst for at overgøre det. Han var også bange for at skabe en figur, som var for tæt på den, han spillede i Idioterne. Han ved, at han har den slags i sig, og rent professionelt var han også interesseret i at udvikle det udtryk,« forklarer Sandgren, der gerne vil give sine skuespilleren så stor frihed som muligt.
»Jeg skrev mit manuskript på svensk, og da vi gav det til skuespillerne, sagde jeg, at I får det på svensk, og hvis der er noget, I ikke forstår, så må I spørge, men jeres egne replikker oversætter I bare selv. Vi havde så nogle læseprøver, hvor vi sad rundt om et stort bord, og alle stod med et svensk manuskript og læste deres roller på dansk. Jeg tror, at de elskede det. På den ene side får de eksaktheden i, at jeg har skrevet replikkerne de ved, hvad det går ud på. Samtidig har de friheden til at tolke på replikkerne, og de vidste, at jeg ikke ville falde over dem. Selvfølgelig ville jeg sige til, hvis jeg havde en mening, men i princippet fik de replikkerne som ansvar. Og det tog de enormt alvorligt og arbejdede ekstremt meget med det. Det var skidegodt.«
*Se anmeldelsen af Et rigtigt menneske her på siden
FAKTA
Åke Sandgren
Svenske Åke Sandgren, født 1955, er uddannet på Den danske filmskole i 82 og har boet og arbejdet i Danmark siden. I 84 vandt han en Guldbjørn ved Berlin Film Festivalen for sin kortfilm Cykelsymfonien, året efter spillefilmdebuterede han med børnefilmen Johannes hemmelighed og fungerede også som instruktørassistent på Lars von Triers debut Forbrydelsens element.
Det var Sandgrens anden spillefilm, eventyrfilmen Miraklet i Valby (89), der for alvor åbnede publikums øjne for hans talent. I Morten Piil og Gyldendals Filmguide får den »spændende, spielbergske beretning« følgende ord med på vejen: »Den veliscenesatte film indeholder samtidig en nutidsskildring med små, kloge iagttagelser af det at blive voksen, opleve spirende kærlighed og erkende ansvar for familie og omgivelser.«
I 1993 drog Åke Sandgren til Sverige for en kort bemærkning og lavede endnu en charmerende coming of age-film med Slangebøssen, og i 95 fulgte Stora och små män, der ikke er blevet vist i Danmark. Sidste år vendte han tilbage til den danske filmbranche med den veldrejede ungdomsthriller Dykkerne.
Efter at have afsluttet arbejdet på Et rigtigt menneske er Åke Sandgren begyndt som kreativ producer på Nordisk Film.
